icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Medlemsservice

Topplacering til a-kassen

I årets MSI-undersøgelse af ledige medlemmers tilfredshed med deres a-kasse ryger Socialpædagogernes a-kasse helt til tops

– Man får god service, når man ringer og skriver’. ‘Man bliver mødt med positivitet, imødekommenhed og faglighed – og der er ingen løftede pegefinger og arrogance’. ‘A-kassen var god til at motivere, da jeg var arbejdsløs og var ved at miste modet og troen på, at jeg nogensinde skulle få et job.

Sådan lyder nogle af de mange positive kommentarer, som medlemmer har givet Socialpædagogernes a-kasse med på vejen i den årlige MSI-undersøgelse af ledige medlemmers tilfredshed med deres a-kasse. 

I alt indgår syv forskellige a-kasser i benchmarkingen. Socialpædagogernes a-kasse placerer sig som nummer ét på seks af de ni hovedområder i undersøgelsen – og på de tre øvrige områder ligger a-kassen nummer to og tre.  

Kender det faglige område

Noget af det, medlemmerne vurderer meget højt i undersøgelsen, er medlemmets møde med a-kassen. Her scorer Socialpædagogernes a-kasse højst, når det fx handler om, at a-kassens medarbejdere er gode til at forklare, hvad der skal ske, og hvad medlemmet skal gøre – og at a-kassens medarbejdere kender til medlemmets faglige område.

Der er også en førsteplads at hente når det gælder medlemmernes oplevelse af gode rammer for møder og aktiviteter – og oplevelsen af, at a-kassens medarbejdere forsøger at møde medlemmet med udgangspunkt i vedkommendes behov. 

På få punkter var der dog også lidt kritik fra medlemmerne, som a-kassen nu vil følge op på. Et mindre antal kritiske kommentarer peger på, at Socialpædagogernes a-kasse kan blive bedre til at koordinere svar og opfølgning over for medlemmerne. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbund og a-kasse