icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Analyse

Vi taber udsatte børn på gulvet

Anbragte børn og unge klarer sig markant dårligere i voksenlivet, viser ny undersøgelse. Der skal langt mere fokus på den rette, tidlige indsats, mener Socialpædagogernes næstformand. KL tager ansvaret på sig

Det har været et politisk mål at bryde den sociale arv for udsatte børn i årtier. Hvordan er det gået?

Ikke ret godt. I hvert fald ikke hvis man ser på, hvordan udsatte børn og unge, der er født mellem 1980 og 1985, og som nu er i 30’erne, klarer sig.

Sammenligner man med hele generationen, er andelen, der har fået en fængselsdom eller er i stof- og alkoholbehandling, nemlig markant højere blandt tidligere udsatte børn og unge. Deres erhvervsindkomst er i gennemsnit kun halvt så høj, ligesom kontanthjælp udgør en betydelig større del af deres samlede indkomst, og omkring halvdelen af dem har ingen anden uddannelse end folkeskolen, viser en ny undersøgelse fra Danmarks Statistik. 

Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, er ikke overrasket – men hun er bekymret:

– Vi skal tage det meget alvorligt. For selvom vi gør ting bedre i dag, end vi gjorde for 20-25 år siden, da de her mennesker blev anbragt, så er der stadigvæk mange problemer på området, siger hun.

Også formanden for KL’s Børne- og Undervisningsudvalg, Thomas Gyldal Petersen (S), er bekymret over, at så mange tidligere udsatte børn og unge stadig er udsatte i voksenlivet. 

– I forhold til målsætningen om, at alle børn og unge skal have lige muligheder, lader det meget tilbage at ønske. Det er ganske enkelt ikke godt nok, siger han.

Mange kommuner arbejder ud fra en idé om at lave den mindst indgribende indsats. Men det er klart, at det kan være omkostningsfyldt for børn, hvis vi venter for længe med at gribe ind

Thomas Gyldal Petersen, formand, KL’s Børne- og Undervisningsudvalg

Sæt tidligt ind

For Thomas Gyldal Petersen at se skal kommunerne blive skarpere på at undgå miljøskift og sammenbrud i anbringelserne.

– Over årene er vi blevet mere præcise i vores forebyggende indsats og sætter fx ind med forældreundervisning og familiepladser, når forældre ikke magter at løfte opgaven. Mange kommuner arbejder ud fra en idé om at lave den mindst indgribende indsats. Men det er klart, at det kan være omkostningsfyldt for børn, hvis vi venter for længe med at gribe ind, siger han. 

Det er Verne Pedersen enig i. En del kommuner har de senere år implementeret den såkaldte Herningmodel, hvor man opererer ud fra en indsats-trappe med fokus på, at børn og unge skal have den mindst indgribende indsats. Problemet er dog, at man kun kender den organisatoriske og økonomiske effekt af modellen, påpeger Verne Pedersen.

– Vi ved derimod ikke i tilstrækkelig grad, hvordan det er gået for børnene og deres forældre. Når det handler om at lave forebyggende indsatser, er det jo helt afgørende at sætte ind efter behov. Derfor er det så vigtigt, at der evalueres på effekten for børnene, siger Verne Pedersen.

For at kunne sætte ind med den rette indsats er det desuden nødvendigt at inddrage både børn og forældre langt mere i processen, end tilfældet er i dag, mener Verne Pedersen. Ligesom der skal tænkes mere helhedsorienteret, hvis vi vil sikre stabilitet og kontinuitet i anbringelserne.

– Det er stadig en overset faktor. Det er jo ikke nødvendigvis det anbragte barn, der er problemet. Det kan være mange omstændigheder rundt om barnet. Og barnet har kun ro til at udvikle sig og passe sin skole, hvis det ved, at andre fx tager sig af mor og far, siger Verne Pedersen og fortsætter:

– Samtidig ved vi, at der fortsat er problemer med at finde det rette match i forbindelse med anbringelserne. Det problem har børn og unge selv peget på i vores undersøgelse af årsagen til, at anbringelser bryder sammen.

Helt konkret har Socialpædagogerne derfor foreslået, at man opretter et udvidet visitations-tilbud for en særligt sårbar målgruppe af børn og unge med flere behandlingsindsatser eller sammenbrud i anbringelsen bag sig. 

Det kan godt være, at man nogle steder ser gevinsten i at spare penge nu og her, men det betaler sig ikke på den lange bane – hverken økonomisk eller menneskeligt

Verne Pedersen, næstformand, Socialpædagogerne

Tag ved lære

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at det ofte ikke lykkes at bryde den sociale arv, idet børn født af tidligere anbragte børn har en stærkt forhøjet risiko for selv at blive enten anbragt eller modtage forebyggende foranstaltninger. 

Derfor vil Thomas Gyldal Petersen gå sammen med formanden for KL’s Socialudvalg, Joy Mogensen (S), for at vende statistikkerne.

Thomas Gyldal Petersen vil bl.a. tage initiativ til at undersøge og debattere effekten af det, vi som samfund gør, så vi kan gøre mere af det, der virker. 

– Det er ikke nemt, men nødvendigt. For vi skylder de her børn og unge at bruge hver en krone med den største omhu. Det har vi som kommuner et ansvar for at sikre, så vi forhåbentlig står med et bedre resultat om 30 år. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Døgntilbud, Familiepleje, Børn og unge