Det er en tryg boble, jeg skal ud af
Det er spændende, men også skræmmende at svinge rygsækken med teori og skoleopgaver over skulderen og træde ud på arbejdsmarkedet som helt nyuddannet, fortæller Sara Graff. Denne sommer blev hun udklækket som socialpædagog for at træde i fars fodspor
– Er du klar?
Sara Graff griner lidt nervøst af spørgsmålet fra Socialpædagogens udsendte og ryster hurtigt afvisende på hovedet.
– Pludselig står man på egne ben. Jeg kan da godt se, at jeg har lært en masse. Men når jeg så skal bruge den viden i praksis, føler jeg ikke, at jeg ved særlig meget, forklarer hun.
23-årige Sara Graff har afsluttet sit bachelorprojekt om ‘det tværprofessionelle samarbejde’. Opgaven blev det afgørende punktum efter ni år i folkeskolen, et år på VUC og tre et halvt år på University College Syddanmark. Og da vi rundede uge 25 kunne Sara Graff ligesom ca. 500 andre dimittender denne sommer kalde sig pædagog med social- og specialpædagogisk specialisering.
– Grundlæggende var jeg rigtig glad for mit studie og ærgerlig over, at det stoppede. Det er skræmmende at skulle ud at stå på egne ben. Så er jeg ikke længere sikker på at få den hjælp og vejledning, jeg har fået indtil nu, siger hun.
Når det så er sagt, så glæder Sara Graff sig også. Til at sparre med kolleger og til at gøre den berømte forskel for nogle af samfundets mest udsatte – den forskel, som driver værket for mange socialpædagoger. Også Sara Graff, der tidligere har arbejdet et år på en specialskole for børn med autisme. Det var dér, det for alvor stod klart for hende, at hun ville være socialpædagog.
– Jeg bliver altid tiltrukket af dem, der har det sværest, og de får ofte også hurtigt tillid til mig. Det socialpædagogiske arbejder giver mulighed for at komme tættere på de enkelte børn og forstå, hvad der ligger bag deres handlinger, og det, synes jeg, er spændende. Man skal samtidig kunne gribe situationerne og improvisere, når der opstår noget ubehageligt, siger hun.
Alt i alt har det været en inspiration at se mine forældre hjælpe andre børn til at få en god barndom og lidt smag for kernefamilien, som jeg synes alle børn fortjener.
Sara Graff, nyuddannet socialpædagog
Ægte plejesøskendekærlighed
En del af erfaringen med at arbejde med udsatte børn og unge har Sara Graff med hjemmefra. For da Sara Graff fyldte fem år, blev hendes far familieplejer – først flyttede en nyfødt dreng ind, få år senere fulgte en dreng på tre år efter, og inden længe fik faderen også en otte-årig pige i pleje. Og ligesom sin biologiske storebror har Sara altid haft et nært forhold til sine mindre plejesøskende.
– Min ældste lillebror var meget udadreagerende – ja, vi havde egentlig begge to ret meget temperament, så vi klikkede ikke så godt. Men han var altid min lillebror, og er det stadig. Og jeg har altid været meget beskyttende over for dem begge, siger hun.
En dag vil Sara Graff selv være familieplejer – selvom det ikke altid har været lige nemt at vokse op som biologisk barn i en plejefamilie, forsikrer hun. I teenageårene var hun søskendeflokkens lille rebel, som ofte kom op at toppes med forældrene.
– Jeg syntes, at al den positive opmærksomhed gik til mine søskende. Det er nok i virkeligheden helt naturlige søskendefølelser for alle børn. Og alt i alt har det været en inspiration at se mine forældre hjælpe andre børn til at få en god barndom og lidt smag for kernefamilien, som jeg synes alle børn fortjener. Det er godt givet ud, når man ser hvilken udvikling, det kan give børn, siger hun.
Se her en lille video, hvor Sara Graff fortæller om overgangen fra studieliv til arbejdsliv:
Det har drejet mit eget livssyn, så jeg selv i dag er mere optimistisk og mindre stresset i mange situationer. Det tror jeg faktisk er kendetegnende for mange socialpædagoger
Sara Graff, nyuddannet socialpædagog
Kan jeg klare det?
Dermed har karrierevalget på sin vis ligget lige for. Og Sara Graff har aldrig så meget som et sekund overvejet at droppe ud. End ikke i sin anden praktikperiode på en specialskole for børn og unge med emotionelle problemer, hvor kollegerne var stressede og børnene meget udadreagerende.
– Jeg har nogle gange været i tvivl om, hvorvidt jeg kunne klare jobbet, men jeg har ikke overvejet at stoppe. For selvom børnene var så udadreagerende, kom jeg stadig rigtig tæt på dem. De var nogle fantastiske gutter, selvom de havde det rigtig svært. Deres adfærd var udtryk for afmagt, siger hun.
I løbet af sit studie og ikke mindst i praktikforløbene har Sara Graff lært, hvor vigtigt det er at have gode kolleger bag sig. Hun er vokset fra sit iltre temperament og er gået fra at være lidt til meget tålmodig, fortæller hun grinende.
– Når man får smidt en masse i hovedet, er man nødt til at lære at kunne tage det. I min tredje praktik arbejdede vi meget med KRAP-metoden, som handler om at se anerkendende og positivt på alt. Det har drejet mit eget livssyn, så jeg selv i dag er mere optimistisk og mindre stresset i mange situationer. Det tror jeg faktisk er kendetegnende for mange socialpædagoger, siger hun og fortsætter:
– Det er et psykisk hårdt arbejde, som gør en meget træt. For man skal hele tiden tænke to skridt frem og give af sig selv. Ligesom mine forældre altid har gjort – de har altid set plejebørnene som en del af familien og ikke bare et arbejde. Det at give sig selv i det, man laver, har jeg taget med mig. Men man skal gøre det uden forventning om at få noget igen.
Jeg glæder mig til at komme ud og rykke nogle mennesker i den rigtige retning. Ikke nødvendigvis mange. Bare jeg kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg virkelig har gjort en forskel for nogle få
Sara Graff, nyuddannet socialpædagog
Den store forskel for de få
Relationsarbejdet er hele forudsætningen for at kunne flytte de udsatte børn og unge, mener Sara Graff. Og den del af jobbeskrivelsen har hun efterhånden ret godt styr på, mener hun. Det er mere det med at udarbejde handleplaner og afholde statusmøder, der giver hjertebanken og nervøse trækninger.
Hun ved, at hun kommer ud til et presset arbejdsmarked, hvor der ikke altid er tid til det, man gerne vil nå. Men bekymringerne skal skubbes i baggrunden, fastholder hun.
– Jeg er typen, der gerne vil være helt sikkert på svaret, før jeg rækker hånden op i klassen, men jeg prøver at lade være med at bekymre mig for meget. Studiet har lært mig, at der ikke er noget rigtigt og forkert i det pædagogiske fag.
Så selvom overgangen fra studie- til arbejdsliv er forbundet med både vemod og nervøsitet, er Sara Graff klar.
– Jeg glæder mig til at komme ud og rykke nogle mennesker i den rigtige retning. Ikke nødvendigvis mange. Bare jeg kan se tilbage på et arbejdsliv, hvor jeg virkelig har gjort en forskel for nogle få, siger hun.
Livsovergange
En fødsel. En arbejdsskade. Eller et nyt job. Livet som socialpædagog kan byde på mange sving på vejen. Fælles for dem alle er, at der følger tanker og tvivl, valg og fravalg med.
Socialpædagogen har fulgt en række medlemmers rejse igennem nogle af livets små og store overgange – fra den allerførste dag, hvor man bliver udklækket som socialpædagog, til den allersidste, hvor man lægger livsværket på hylden.
I dette afsnit kan du møde 23-årige Sara Graff, der i juni 2018 blev færdiguddannet pædagog med speciale inden for social- og specialpædagogik.
Læs flere historier om livsovergange i de kommende numre af Socialpædagogen og på socialpaedagogen.sl.dk/livsovergange