icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
TRIO

Lederfagligheden er et must

De er krumtap på arbejdspladsen, TRIO’en bestående af leder, TR og AMR. Her kan du møde et TRIO-medlem og læse, hvad der driver hende i det daglige

Hvorfor blev du leder?

Det var for at få medindflydelse. Både på medarbejdernes arbejdsmiljø og på den faglige indsats over for borgerne. Før jeg blev leder, var jeg tillidsrepræsentant, fordi jeg var optaget af kollegernes arbejdsmiljø. Her oplevede jeg, at det ofte var mig, der havde overblikket og tog initiativ, så derfor blev jeg interesseret i at hoppe ud i det. Først som afdelingsleder og senere som centerleder.

Hvordan synes du, at du kan gøre en forskel som leder i hverdagen?

Jeg tror, at det har betydning, at medarbejderne kan få fat i mig, hvis de har brug for det. Min telefon er altid åben. Og så betyder det noget, at jeg har den socialpædagogiske faglighed med i bagagen. Man kan godt være leder med en anden profession, men det gør noget ekstra, at man har den socialpædagogiske faglighed. Det gør det nemmere at sætte sig ind i problemerne. Når medarbejderne kommer med noget, så kan jeg som regel genkende det og har den faglige indsigt i borgerne. Men det er også vigtigt, at man kan ledelse som fag. Det er faktisk det vigtigste. Lederfagligheden er et must.

Hvad har ændret dig som leder?

Noget af det, som har udviklet mig i mit lederjob, er de kompetencer, jeg har fået med mig fra mine efteruddannelsesforløb. Jeg bruger de redskaber, jeg har erhvervet mig om bl.a. kommunikation – fx i forbindelse med den svære samtale. Derudover har mine mange års erfaring også betydning. Mange af de situationer, der kan opstå, har jeg prøvet før, og det giver noget ballast. 

Hvad er det sidste, du har grinet af?

Lige nu i hedebølgen er jeg ved at gå til af varme og har en ventilator stående på mit kontor, som får alle papirerne til at flyve afsted i alle retninger. Det kan jeg godt grine lidt af. Elles griner jeg sådan jævnt hen – flere gange hver dag. Jeg kan godt lide den rare humor, som giver energi. Hvis jeg kan få lidt humor ind på den gode måde, fx hvis jeg har hørt noget sjovt, bruger jeg det i hverdagen – så længe det ikke går over i noget personligt. 

Hvad er dit faglige motto?

Det er, at ledelse handler om at oversætte. Jeg skal kunne oversætte budskabet til medarbejderne, når vi fx får nye retningslinjer eller rammer fra kommunen. I det øjeblik jeg får medarbejderne til at kunne se sammenhængen, og det skaber mening, så kan vi lykkes sammen. Kommunikation og samarbejde er det vigtigste. Og den ordentlige dialog er forudsætningen, også i arbejdet med borgerne. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TRIO, Ledere