icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Naturoplevelser

Nyt uderum for børn med handicap

Bålplads i kørestolshøjde og ekstra varme soveposer. Der er tænkt på det hele i Red Barnets nye uderum for børn med multiple funktionsnedsættelser

Børn med handicap bliver alt for ofte ufrivillige indemennesker, men de skal også have mulighed for at komme ud i naturen. 

Det er filosofien bag et nyt uderum i en skov nær Lejre på Sjælland, som Red Barnet netop har indviet. Ud over handicaptoilet og nemme adgangsforhold er der tænkt på detaljer som en bålplads i kørestolshøjde, en rampe, der fører op til et shelter og sammenklappelige bænke, hvor en del af bænken kan klappes ned og give plads til en kørestol. 

– Det gør det muligt, at et barn i kørestol kan sidde ved siden af de andre børn på bænken – i stedet for at være nødt til at være lidt udenfor linjen. Og på den måde er der i alle detaljer tænkt på ligeværd, siger naturvejleder Morten Kjelmann fra Red Barnet. 

Lån fra grejbank

Uderummet skal bruges af Red Barnets oplevelsesklub for børn med multiple funktionsnedsættelser. Men det er også meningen, at fx døgninstitutioner eller familieplejere med handicappede børn kan bruge faciliteterne. 

– Vi har også en grejbank med alt fra køkkenudstyr til ekstra varme soveposer og terrængående kørestole, der kan flyde og derfor bruges, hvis et barn i kørestol vil ud at bade. Og alt det kan lånes, hvis der er børn med multiple funktionsnedsættelser i gruppen, siger Morten Kjelmann. 

Uderummet ligger i Bistrup Skovene, og det er udviklet af Red Barnet i samarbejde med Handicapidrættens Videnscenter og finansieret af Kavlifondet, Roskilde Foreningen, Naturstyrelsen, Lejre Kommune og Nationalpark Skjoldungelandet.


Aftaler om lån af udstyr skal træffes med Red Barnets naturvejleder, p.t. Morten Kjelmann, tlf. 3536 5555.

Relaterede artikler