icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
MDH_lisbethB.jpg
Livsovergange

Så blev jeg mor og hele verden vendte

Lisbeth Hammer Sørensen troede, hun skulle arbejde på bosteder for mennesker med udviklingshæmning i tid og evighed. Lige indtil den dag, hun blev mor til Freddie, og livet tog en ny drejning – væk fra skæve arbejdstider og ud ad et nyt karrierespor

Lisbeth Hammer Sørensen kigger ned på den lille plastikpind. I det halvandet år, hun og manden Daniel har prøvet at få et barn, har hun siddet her på toiletbrættet med bankende hjerte mere end én gang. Men i dag er det anderledes. For lige så langsomt toner to lyse streger tydeligere og tydeligere frem på graviditetstesten. 

Hun bliver overvældet af lykkefølelse for så at blive ramt af dyb vemod. Hun bryder grædende sammen.

‘Nu bliver jeg aldrig fastansat på Sonjavej’, tænker hun.

Uanset, om en graviditet er mere eller mindre planlagt, kan mange nybagte forældre nok nikke genkendende til, at en graviditet bringer følelser og forandringer med sig, der skubber til karriere-drømmene – ikke mindst når man er socialpædagog med skiftende og skæve arbejdstider. Sådan var det også for den nu 31-årige Lisbeth Hammer Sørensen.

I min første praktik var jeg på et lignende bosted, og det var virkelig spændende. I min anden praktik var jeg i en børnehave, hvilket bare bekræftede mig i, at jeg skulle arbejde med voksne inden for specialområdet

Lisbeth Hammer Sørensen, socialpædagog

Et naturtalent

Lisbeth Hammer Sørensen arbejdede som socialpædagog på et bosted for mennesker med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser – en broget skare, en del med dobbeltdiagnoser. Alt i alt lige en målgruppe for hende.

– I min første praktik var jeg på et lignende bosted, og det var virkelig spændende. I min anden praktik var jeg i en børnehave, hvilket bare bekræftede mig i, at jeg skulle arbejde med voksne inden for specialområdet, siger hun og fortsætter:

– Jeg var optaget af de etiske dilemmaer, der er forbundet med arbejdet – om der fx skulle lås på køleskabsdøren hos en kvinde med Downs syndrom, der overspiste. Og jeg fandt ud af, at jeg var god til at danne relationer til netop den målgruppe. Min vejleder skrev i sin udtalelse, at jeg havde en force i min personlighed, hvad det angik. Det forstod jeg ikke rigtig på det tidspunkt. Men det var tilfredsstillende at mærke, at det, jeg gjorde, virkede.

Lisbeth Hammer Sørensen fik efterhånden sat pædagogiske begreber på det, hun kunne, og fortsatte efter studiet med at arbejde med voksne med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser. Det ene vikariat tog det andet med skiftende dag-, aften- og weekendvagter. Hun følte, at hun gjorde en forskel for borgerne, og det ville hun blive ved med. Indtil hun pludselig sad dér på toiletkummen med tårerne trillende ned ad kinderne.

Jeg blev ved med at forsikre mine kolleger om, at jeg ville vende tilbage: ‘Bare vent, jeg skal nok få foden inden for igen’, sagde jeg

Lisbeth Hammer Sørensen, socialpædagog

Ville ikke se det i øjnene

En ting var, at Lisbeth Hammer Sørensen nok ikke længere stod forrest i køen til en fastansættelse på arbejdspladsen. Noget andet var, at hendes eget verdensbillede pludselig ændrede sig i takt med, at Freddie voksede i maven.

– Jeg blev ved med at forsikre mine kolleger om, at jeg ville vende tilbage: ‘Bare vent, jeg skal nok få foden inden for igen’, sagde jeg. Men jeg blev mor, og så ser verden bare helt anderledes ud, siger hun.

Det var både fantastisk og overvældende, da Freddie kom til verden den 11. juli efter to et halvt døgns fødsel, der endte i et akut kejsersnit, fortæller Lisbeth Hammer Sørensen. Hendes mand var i mellemtiden blevet færdiguddannet som SOSU-assistent og havde samme skæve arbejdsskema som hende. Og da barslen var slut, havde parret udsigt til enten aldrig at holde weekend sammen eller at få Freddie passet fast hver anden weekend.

– Jeg vidste egentlig godt, at det ville blive vores virkelighed, men jeg kunne ikke overskue at se det i øjnene. For jeg ville så gerne tilbage til at arbejde på et bosted for mennesker med udviklingshæmning, selvom det betød aften- og weekendvagter. Men for hvert jobopslag, jeg så, gik det mere og mere op for mig, at det ikke kunne hænge sammen for os. Og med den erkendelse fulgte en stor sorg, siger Lisbeth Hammer Sørensen.

Jeg savner stadig voksenhandicapområdet, men jeg havde frygtet, at jeg ikke ville kunne genfinde arbejdsglæden. Det kan jeg. Især fordi jeg kan se, at vi virkelig gør en forskel for de her børn

Lisbeth Hammer Sørensen, socialpædagog

Spild af tid

Et halvt år passerede, hvor Lisbeth Hammer Sørensen skiftevis søgte drømmestillingerne på bosteder og stillinger i almindelige børnehaver, som hun ikke syntes, hun var kvalificeret til, fordi hun ikke havde ret meget erfaring med at arbejde med børn. 

Først da hun blev kaldt til samtale på det specialpædagogiske bo- og aktivitetssted Sødisbakke slog realiteten for alvor ned som et lyn i hende – to dage før samtalen måtte hun ringe lederen op og sige, at ‘der er ingen grund til at spilde jeres tid med, at jeg kommer til den samtale. Det kan ikke hænge sammen for mig og min familie, det her’. 

– Der var pludselig noget vigtigere i mit liv end mit arbejde, og det var min søn, fortæller hun.

Lisbeth Hammer Sørensen fandt fred med erkendelsen af, at hun måtte vinke farvel til det, hun troede var det eneste drømmejob for hende. Og efterhånden fandt hun også troen på, at hun kunne arbejde med en anden borgergruppe. 

Til sin egen store overraskelse fik hun tilmed overbevist et ansættelsespanel om, at hun var den rette til en stilling som socialpædagog i en specialbørnehave. Og i februar i år tiltrådte hun stilingen.

Til at begynde med var læringskurven stejl, men hun opdagede hurtigt, hvor stor en del af sin faglighed, hun kunne overføre til arbejdet med børnene.

– Mange af kvalifikationerne lå jo allerede i rygsækken – de skulle bare overføres. Jeg savner stadig voksenhandicapområdet, men jeg havde frygtet, at jeg ikke ville kunne genfinde arbejdsglæden. Det kan jeg. Især fordi jeg kan se, at vi virkelig gør en forskel for de her børn, siger hun.

Hvad er vigtigt for dig?

Lisbeth Hammer Sørensen er overbevist om, at mange andre socialpædagoger oplever samme dilemma omkring karrierevalg og jobskifte som hende, når de bliver forældre første gang. Men hun håber, at andre finder hurtigere frem til den rette løsning for dem, end hun gjorde. 

– Jeg var så splittet mellem arbejde og familie, at jeg havde svært ved at træffe beslutningen om at skifte kurs. Jeg ville ønske, at nogen havde fortalt mig, at det dilemma kan opstå, når man får familie. Så havde jeg måske været mere afklaret på forhånd, siger hun.

I dag er Lisbeth Hammer Sørensen kommet styrket ud på den anden side – for hun er blevet bekræftet i, at hendes faglighed rækker til at arbejde inden for flere dele af det socialpædagogiske arbejdsfelt. Og hun er blevet styrket i, hvad der er vigtigt for hende.

– Der er sikkert mange andre, der godt kan få det til at fungere at have små børn og skiftende arbejdstider. Det vigtige er bare, at man bliver klar på, hvad der er vigtigt for en. Det ved jeg nu. 

Livsovergange

Livet som socialpædagog kan byde på mange sving på vejen. Fagbladet har fulgt en række medlemmers rejse gennem nogle af livets små og store overgange – fra den allerførste dag, hvor man bliver uddannet som socialpædagog, til den allersidste, hvor man lægger livsværket på hylden.

Læs flere beretninger her

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Mød et medlem, Artikelsamlinger