De små skridt gør mig faglig stolt
Er du stolt socialpædagog? Det spørgsmål har forbundet stillet medlemmerne op til Socialpædagogernes dag, den 2. oktober. Her giver socialpædagog Alexander Schwaner sit bud på, hvad der giver ham stolthed i jobbet opsøgende medarbejder.
Før jeg fortæller, hvorfor der er god grund til at være stolt over mit fag i et dilemmafyldt farvand som opsøgende medarbejder i Rudersdal Kommune, vil jeg kort skitsere den målgruppe, som tilbuddet omfatter. Ordningen kaldes støtte- og kontaktpersonsordningen (SKP). SKP-tilbuddet omfatter borgere, som lever meget isoleret og ofte med svære sindslidelser, herunder borgere med alkohol- og stofmisbrug og hjemløse borgere. SKP-tilbuddet er et opsøgende tilbud - og det er et frivilligt tilbud uden forudgående visitation. Borgeren har ret til anonymitet, og den opsøgende medarbejder er bundet af tavshedspligt og har ingen myndighedsrolle.
I mit arbejde som socialpædagog oplever jeg som opsøgende medarbejder for det meste, at der er god grund til at være stolt over mit fag. For at kunne agere indenfor mit arbejdsfelt, skal man kunne balancere mellem forskellige verdener, hvor præmissen hele tiden må være en villighed til ikke at forstå, hvad den anden forstår, hvis den anden skal føle sig hjulpet og set. Det sidste inspireret af Søren Kierkegaards tanker om at hjælpe. Det vil sige, at jeg i starten tager den andens perspektiv, nedtoner egne erfaringer og logikker, så jeg så fordomsfrit som muligt kan komme den anden i møde - også selvom det fra min side kan virke ulogisk at løse hverdagsproblemer på denne måde.
Kræver særlige samarbejdsevner
Relationsarbejde har ikke kun stor betydning for det socialpædagogiske arbejde med udsatte borgere i en forhandlet praksis. Den har lige så stor betydning for de samarbejdspartnere, jeg også skal forhandle med. Det gælder fx beskæftigelse og andre myndigheder, der træffer beslutninger om økonomi, behandlingstilbud eller uddannelse, der i sidste ende kan afgøre, hvordan borgerens hverdagsliv kommer til at se ud. I mit fag som opsøgende medarbejder kræves der ikke kun gode samarbejdsevner over for dårligt fungerende og aktive misbrugere med årelange misbrugsproblematikker. Der kræves også særlige pædagogiske samarbejdsevner i forhold til at tage den ressourcestærke nabos perspektiv; at rumme dennes frustrationer, fordomme og afmagt og samtidig forsøge at forstå og afdæmonisere naboens samfundssyn på udsatte borgere. Det er indimellem ikke uden grund, at frustrerede og pressede naboer til udsatte borgere ofte har lette løsninger på, hvordan socialt arbejde burde se ud nu, hvis de kunne bestemme.
Faglig stolthed er at blive lukket ind i den udsatte borgers liv. At få lov til at sætte sig på en sofa, hvor der ligger gamle reklamer, uåbnede rykkerbreve - og komme indenfor i et hjem, der ikke er taget hånd om i lang tid
Alexander Schwaner
Et liv kan også leves om natten
Relationsarbejde handler i bund og grund om at gøre mit fag alment kendt i det område, hvor jeg laver opsøgende arbejde. Det handler ikke kun om at være tilgængelig overfor udsatte borgere, men i lige så høj grad om at være tilgængelige overfor ejendomsfunktionærer, naboer, pårørende og fagpersoner, som færdes i det samme miljø. Det handler om at vise og fortælle, at et anderledes liv ikke nødvendigvis er et forkert liv, fordi man ofte som udsat borger modtager kontanthjælp, førtidspension eller er på anden offentlig forsørgelse. Det handler om at fortælle, at et levet liv også er et liv, selvom det leves om natten og først starter kl. 15 om eftermiddagen. Tilgængelighed, samarbejde og viden om hinanden, både om borgere, naboer og andre samarbejdspartnere skaber større sammenhængskraft og kan på sigt nedbryde fordomme og misforståelser og gøre normalitet og anderledeshed til lige størrelser. Når dette relationsarbejde lykkes, er jeg tit stolt over mit fag.
Når naboen klager
I det opsøgende arbejde skal man skærpe sin bevidsthed, forfine sit håndværk og sin tålmodighed igen og igen for at kunne navigere i et dilemmafyldt farvand. Jeg skal først og fremmest være opmærksom på min egen rolle. For selvom jeg forsøger at optræde uafhængig af autoriteter, normer og værdier for at fremstå så fordomsfri som muligt i mødet med borgeren, er jeg også bevidst om, at jeg er bærer af magtfulde usynlige strukturer. Det kan være samfundets forventninger, min position, mit fag, min opdragelse, skolegang og uddannelser.
Et tydeligt eksempel på mit dilemma kan være en naboklage: En nabo klager over en borger, som fornyligt er blevet udskrevet fra psykiatrisk afsnit, hvilket naboen ved. Klagen handler om, at borgeren vistnok har set borgerens børn lege udenfor sent om aftenen. Ydermere står der altid køkkenaffald på reposen. Men hvad naboen ikke ved, er, at denne borger er velbehandlet og får besøg af socialpsykiatrien, og at jeg derfor ikke længere kommer hos borgeren.
Senere på ugen modtager jeg igen en klage over borgeren fra samme nabo med samme ordlyd og indhold. Men borgeren er stadig velbehandlet og får besøg af socialpsykiatrien. Men hvilket perspektiv skal jeg tage? Naboens, socialpsykiatriens, husordensreglernes eller borgerens? Eller skal jeg se på forventninger til kommunens serviceniveau og værdier? For selvom borgeren får besøg, kan der jo godt være andre områder af borgerens liv, som halter.
For kan man godt være psykisk sårbar og samtidig være en god forælder, når nu børnene leger til langt ude på aftenen, og køkkenaffaldet stadig står på reposen? Dette kunne være naboens antagelse. Som opsøgende medarbejder skal man selv finde grænsen for hvor, socialt arbejde ophører - og hvornår socialt arbejde begynder at få karakter af myndighedsudøvelse, kontrol og magt.
Når motivationsarbejdet virker
I mit opsøgende arbejde handler det om at hjælpe den udsatte borger til at få magten over sit liv tilbage. At støtte borgeren i at få en tålelig tilværelse og måske få bugt med en altoverskyggende ensomhed og bryde med samfundets eksklusion. Faglig stolthed er at blive lukket ind i den udsatte borgers liv. At få lov til at sætte sig på en sofa, hvor der ligger gamle reklamer, uåbnede rykkerbreve - og komme indenfor i et hjem, der ikke er taget hånd om i lang tid.
Faglig stolthed er at se, at mit motivationsarbejde indimellem virker, selvom jeg ofte kommer til en lukket dør - og selvom borgeren ikke gør noget ved sit misbrug, helbred eller boligsituation. Faglig stolthed er at kunne se de små skridts forandringer hos borgeren. Når borgeren tager et valg, uden at denne føler sig forført eller presset. Eller når mine egne faglige ambitioner, som måske i perioder har spærret for mit udsyn for, hvad hjælp egentligt er, bliver gjort til skamme, og en borger med et svært misbrug og dårligt helbred overrasker mig ved at møde op i misbrugscentret og alligevel stå klar til at blive kørt til Jylland til døgnbehandling.
Jeg bliver taget alvorligt
Faglig stolthed er, når borgeren selv styrer sine valg og med min støtte er i stand til i perioder at få et hverdagsliv med mindre misbrug, et bedre helbred og en bedre boligsituation. Faglig stolthed er, når man kan se, at borgeren gør op med sin afmagt og bliver i stand til at få magten tilbage, at turde indgå i nye fællesskaber, udvikle sig på ny, danne nye venskaber - og blive bare en smule stærkere og gladere. Faglig stolthed er, når borgeren tager imod andre tilbud, som bostøtte, væresteder med brugergrupper og brugerråd - eller går i behandling.
Det er ingen tvivl om, at jeg som socialpædagog i mit opsøgende arbejde bliver taget alvorligt. At min faglighed styrkes, når mit fag bliver hørt og brugt i tværprofessionelle samarbejder, når vi skal trække på samme hammel i forhold til at hjælpe en borger - selv når vi har forskellige menneskesyn, kulturelt ophav og løsningsforslag. Fordi samfundet er blevet så komplekst – også for udsatte borgere – kræver komplekse opgaver specialiserede samarbejdspartnere som socialpædagoger, socialrådgivere, psykologer, social- og sundhedshjælpere, socialsygeplejersker og læger. Jeg kan være stolt over, at der i den grad er behov for min ekspertise, mit håndværk i relationsarbejde - og min tilgængelighed og omsorg.
Alexander Schwaner arbejder som opsøgende medarbejder i Rudersdal Kommune. Han er medlem af Socialpædagogernes Fagligt selskab om marginaliserede og mennesker med rusmiddelproblematikker.