Vi lykkes på grund af socialpædagogikken

Bekymrede over reform
Kompasset har altid holdt den socialpædagogiske fane højt. Døgnafdelingen er normeret til 18 ansatte, og de 14 af dem er socialpædagoger.

- Den socialpædagogiske indsats er også en stor del af grunden til, at vi lykkes så godt. De unge får reel omsorg, opmærksomhed, lydhørhed, ordentlighed og professionalisme. Det gør, at de hurtigt opdager, at her er nogle voksne, som gerne vil dem - også når tingene bliver lidt svære. Det gør en kæmpe forskel, siger Kompassets forstander Tina Maria Larsen.

Derfor er hun og medarbejderne på Kompasset meget bekymrede over regeringens reform mod ungdomskriminalitet, der giver socialpædagoger på sikrede institutioner mulighed for øget brug af magtanvendelser, herunder obligatorisk videoovervågning af alle indendørs fællesarealer, døralarmer på de unges værelser og udvidet adgang til kropsvisitation.

– Hvis vi indretter vores fysiske rammer og vores måde at agere på, som om vi er et fængsel, så skaber vi jo et fængsel og definerer dermed også de unge som kriminelle i stedet for som de sårbare og udsatte børn, de er. Vi ved, at det er den socialpædagogiske indsats, der virker. Og skal vi fortsat lykkes, er det altafgørende, at de unge opfatter os som socialpædagoger og ikke som vagter eller politimænd, siger Tina Maria Larsen.

Hvis vi indretter vores fysiske rammer og vores måde at agere på, som om vi er et fængsel, så skaber vi jo et fængsel og definerer dermed også de unge som kriminelle i stedet for som de sårbare og udsatte børn, de er

Tina Maria Larsen, forstander Kompasset

Bliver hos den unge
Der bor i alt otte unge på Kompasset fordelt på to huse. Husene fungerer som to adskilte verdener, der aldrig kommer i kontakt med hinanden. De unge bliver fulgt til skolestuerne og værkstederne og tilbage til husene på forskellige tidspunkter. Dørene til de unges værelser lukkes og låses hver aften klokken 22.30 og åbnes igen næste morgen ved 8-tiden, når morgenmaden er klar.

I Hus B er fællesrummet indrettet med bordtennis, bordfodbold og PlayStation, en udendørs rygegård, køkken og terrasse med hegn omkring. En dreng har udsmykket døren ind til sit værelse med tegninger af My Little Pony.

– I begyndelsen, når de unge kommer her, kan de godt have sådan en hardcore gangster-attitude, men de rykker sig ligeså stille, kommer i kontakt med barnet i sig selv og finder måske ud af, at det er okay at male hjerter eller ponyer i det kreative værksted, siger Tina Maria Larsen.

Udover bo-husene har Kompasset flere værksteder, motionsrum, sportshal og besøgsrum. Og så er der sikringsrummet – et tomt rum med en tyk madras på gulvet, hvor de unge kan blive isoleret i maksimalt to timer, imens de hele tiden bliver videoovervåget. Rummet bliver dog sjældent brugt på Kompasset. Ifølge Danske Regioners årlige statistik for de sikrede døgninstitutioner brugte Kompasset slet ikke sikringsrummet i 2016, og i 2017 blev det brugt fire gange

– Oftest er det nok at følge den unge ind på sit værelse, hvis han er til fare for sig selv eller andre. Vi bliver hos den unge, for de har jo været udadreagerende, fordi de har rigtig svært ved noget, og så har de brug for at have en voksen i nærheden. Når de sikrede institutioner får døralarmer på de unges værelser, er jeg bange for, at alarmen kan begynde at erstatte den menneskelige kontakt i de situationer, hvor de unge har allermest brug for, at vi ser bag deres adfærd og viser, at vi kan rumme dem og være med til at nedregulere deres følelser, siger Line Wesselhøft.

Det bliver svært at møde de unge med tillid, hvis rammerne er bygget op omring magt, overvågning og mistillid

Kirsten Lind Hansen, socialpædagog og afdelingsleder Kompasset

Vi er som en skadestue
De unge, der kommer på Kompasset, har vidt forskellige problematikker med i bagagen, og derfor får de alle en håndholdt socialpædagogisk indsats. I gennemsnit er de unge 2-3 måneder på Kompasset, som sammenligner sig selv med en skadestue.

– Når de unge kommer, står de i en akut situation i deres liv, hvor de fx er til fare for sig selv og andre, og vores opgave er at stoppe skaden. Vi udreder, hvad der er på spil for den unge, hvad det er for nogle problematikker, de har med sig, og hvad for et behandlingsbehov, de har brug for, siger Tina Maria Larsen.

Arbejdet går, hvis det er muligt, allerede i gang, inden den unge bliver indskrevet på institutionen. Her indsamler medarbejderne så meget viden om den unge som muligt, og når den unge kommer, bygger de selv ovenpå med socialpædagogiske og psykologiske udredninger. Medarbejderne observerer de unge, iværksætter tiltag og undersøger, hvad der virker i forhold til den unge og får det dokumenteret og givet videre til handlekommunen.

– Som på en skadestue lokaliserer vi skaden, iværksætter den første behandling og medvirker til, at de unge bliver sendt i behandling det rigtige sted, hvilket som regel er åbne opholdssteder eller døgninstitutioner. Det er vidt forskellige ting, der skal i spil overfor de unge, for det eneste de har til fælles er, at de har haft en uhensigtsmæssig adfærd, som dækker over forskellige problematikker og diagnoser, siger Tina Maria Larsen.

Tryk avler modtryk
Kompasset har generelt meget skadede børn som målgruppe, der har været udsat for svigt og overgreb gennem deres opvækst. Ofte har de ikke evnen til at vurdere konsekvenserne af deres egne handlinger, og derfor vil konsekvenser og straf heller ikke bringe de unge væk fra kriminalitet, tvært i mod mener medarbejderne.

– Tryk avler modtryk, og vi har ikke brug for flere magtmidler, for det risikerer bare at ødelægge socialpædagogikken. Det bliver svært at møde de unge med tillid, hvis rammerne er bygget op omring magt, overvågning og mistillid, siger Kirsten Lind Hansen, socialpædagog og afdelingsleder på Kompasset.

Fordi de unge er på Kompasset i så kort tid, har socialpædagogerne fokus på at skabe en god kontakt til den unge.

– Man skal have en høj socialpædagogisk faglighed og evnen til at stå fast, og så skal man kunne trives med en høj grad af omskiftelighed. Det kan også være svært at være låst inde som medarbejder, og man kan ikke tage på ture uden for huset. Det er en anderledes måde at arbejde på, hvor man skal have tingene til at ske inden for hegnet, siger Tina Marie Larsen.

Når langt på kort tid
Men selvom medarbejderne har kort tid sammen med de unge, oplever de, at de kan nå forbavsende meget, fordi der netop er tale om en sikret ramme.

– Her er alle de uhensigtsmæssige ting skrællet væk. Vennerne, familien, stofferne, mobiltelefonen, internettet og alle andre ting, der kan forstyrre en rigtig god udvikling. Derfor kan vi nå langt på kort tid. Da jeg arbejdede på et åbent opholdssted, følte jeg mig tit handlingslammet, fordi de unge bare skred, og jeg kunne ikke gøre alle de gode ting, som jeg gerne ville. Sådan har jeg det ikke her, for her vælger de unge os til, og de vælger at være i fællesskabet med de andre, siger Kirsten Lind Hansen.

En sikret institution, og det at frihedsberøve børn, skal være absolut sidste udvej, slår de tre kolleger fast. Men samtidig kan de sikrede rammer også være enormt frisættende og givende i forhold til at komme videre på en god måde.

– Når vi skal udrede de unge, ser vi dem jo i alle situationer – både når de er allermest vrede, kede af det og glade. Vi ser dem hele vejen rundt, for de kan ikke gå andre steder hen. Derfor kan vi pludselig få øje på nogle mønstre, som man ikke har kunnet få øje på før. Og når de unge ikke kan stikke af, bliver de tvunget til at opleve, at de voksne faktisk godt kan være sammen med dem, også når de har en uhensigtsmæssig adfærd. Vi bliver ved med at sidde der, selvom de har været i affekt for fem minutter siden, siger Tina Maria Larsen. Og det er rart for de unge at mærke, at der altid er en voksen i nærheden, tilføjer Line Wesselhøft.

– De har brug for os herinde. De er måske for første gang i mange år stoffrie og kan mærke sig selv, og det kan godt være skræmmende. Men som voksne skal vi kunne blive i den unges frustrationer og ligeså stille få den unge viklet ud af dem, uden at de føler sig kørt over, eller at vi pådutter dem, hvad de skal gøre.

Mikropædagogiske tiltag
Det er svært for medarbejderne at sige noget generelt om, hvad deres socialpædagogiske tilgang er. Det afhænger af den enkelte unge, og hvilke problematikker, diagnoser og traumer, de har med sig. I hverdagen guider socialpædagogerne de unge igennem hele dagen og alle de bittesmå dagligdags ting.

– Vi taler meget om mikropædagogik, som kan handle om, hvordan vi sender et bestemt blik til den unge, hvornår vi lige lægger en hånd på deres skulder, eller hvornår vi måske slet ikke taler, men bare siger en lyd. Det er os, der skal fornemme, om den unge har brug for, at vi sidder på sengekanten, når vi vækker dem, eller om vi bare skal stå i døren og sige hej, siger Line Wesselhøft.

Medarbejderne oplever, at jo flere gange de rammer rigtigt med mikropædagogikken, og de unge mærker, at det var lige det, der var brug for, jo mere ro bliver der også i nervesystemet, så den enkelte unge faktisk kan komme videre.

– Det er med til at flytte noget og kan sætte gang i en positiv udvikling hos de unge, fordi de oplever, at de bliver set, siger Line Wesselhøft.

Fejrer succeserne
Kompasset har også flere undervisningslokaler, hvor de unge går i skole. Væggen i et af dem er hvid og bar, for billederne er røget i svinget. Midt på gulvet står tre enmandsborde.

– De unge har mange nederlag med i bagagen fx fra skolen. Men nogle af dem finder herinde ro til at tage eksamen i enkelte af folkeskolens afgangsfag. Først siger de, at alt over 02 fandeme er spildte kræfter, men hvis de får fire, er de jo alligevel helt vilde, fortæller Tina Maria Larsen.

Den slags bliver fejret med en lille ceremoni, hvor den unge får overrakt sit eksamensbevis. Der er flag, børnechampagne og chokolade, og forstanderen møder op i festtøj og høje hæle og holder tale.

– Hele livet er de måske blevet mødt med, at ingen troede på dem. Men vi kan lave så skærmet et tilbud, at de unge faktisk kan komme i skole og få succes med det. De kan også få succes med at indgå i sociale sammenhænge, fordi der er voksne omkring til at regulere, støtte, vejlede og guide. Det giver den unge en masse positive oplevelser, som bygger dem op og skaber selvtillid, siger Kirsten Lind Hansen. Generelt oplever hun og hendes kolleger, at de unge får et nyt og mere positivt syn på sig selv, mens de er på Kompasset. De får også nogle gode erfaringer med at tage imod hjælp og støtte fra voksne – erfaringer som de kan tage med videre i livet.