icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
colourbox-mønter.jpg
Overenskomst

Her står kampen for ordnede forhold

Kampen for ordnede løn og arbejdsvilkår til familieplejerne fortsætter, men i 2018 er der ikke kommet det gennembrud, som næstformand Verne Pedersen havde håbet på. 'Men behovet bliver større og større, og der må og skal findes en løsning', siger hun

Socialpædagogernes forbundsnæstformand Verne Pedersen havde drømt om, at hun ved årets udgang kunne skåle for, at der endelig var kommet hul på forhandlingerne om en overenskomstlignende aftale for familieplejerne.
Det kommer formentlig ikke til at ske i år.

– Jeg kan godt forstå, hvis nogen af jer tænker: Hvorfor fik de offentligt ansatte en overenskomst i 2018 og ikke os? Blev vi glemt? Svaret er et klart NEJ, men det er ikke nemt, og det er desværre fortsat en lang proces.

For et år siden, i december 2017, rejste Socialpædagogerne et krav til Kommunernes Landsforening, KL om en overenskomst til familieplejere. Siden har der været dialog og møder, men der er ikke kommet et gennembrud.

– I korte træk viser dialogen, at KL og Socialpædagogerne deler den opfattelse, at der er behov for ordnede og regulerede forhold for familieplejere. Og at den nuværende aflønningsmodel ikke er hensigtsmæssig, da den fjerner fokus fra barnet. Men KL er ikke enige med os i, at familiepleje er et egentligt erhverv, og at familieplejere skal opfattes som rigtige lønmodtagere med de rettigheder, der følger med at være ansat, siger hun.

Overenskomstlignende aftale
Socialpædagogerne har medgivet, at familiepleje er et helt særligt erhverv, som man ikke automatisk kan omfatte af en klassisk overenskomst med strejkeret og regulering af arbejdstiden.

– Vi har derfor meddelt KL, at vi ikke ønsker at forhandle en overenskomst i traditionel forstand, men snarere en aftale, der regulerer forhold som løn, opsigelsesvarsel, pension og ferie, siger Verne Pedersen.

I første omgang har KL meldt ud, at de vil komme med anbefalinger til en ny vederlagsmodel, og hver dag venter Socialpædagogerne på et udspil.

– Nu har de været i gang i flere måneder, og jeg har løbende presset på for, at vi skal tages med på råd og indgå i arbejdet – og det håber og tror jeg også, at vi bliver, siger Verne Pedersen.

Selv om Verne Pedersen er frustreret over, at processen har været så langvarig, ser hun også et lyspunkt:

– Behovet for at få ordnede forhold for familieplejerne bliver større og større, blandt andet fordi, der mange steder i landet er mangel på familieplejere. Så længe forholdene er så usikre, bliver det svært at rekruttere, og det kommer kommunerne til at mærke.

Også i Folketinget ventes KLs udspil med spænding og i salen sagde socialminister Mai Mercado (K) for nylig:

– Det ville være rigtig godt, hvis KL besluttede sig for at anbefale en vederlagsmodel, altså en aflønningsmodel. Måske lidt i retning af det, man har set i Aarhus, hvor man har den såkaldte gennemsnitsmodel. Jeg tror, at det i høj grad vil være med til at reducere konflikter.

Læs mere om debatten i Folketinget i artiklen ’Vederlag blev diskuteret i Folketinget.’

Så længe forholdene er så usikre, bliver det svært at rekruttere familieplejere, og det kommer kommunerne til at mærke.

Verne Pedersen, næstformand i Socialpædagogerne

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge