icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Synspunkt

Tænd et lys i anoreksiens store mørke

Trods mange forsøg med nye behandlingsmetoder og tilgange er resultaterne af behandling for anoreksi ikke forbedret siden 1950’erne. Derfor skal vi lytte til patienterne, som fortæller, at de mangler socialpædagogiske indsatser i behandlingen

  • Sophia Lundorff
  • 15-2018 /

I juni 2018 afsluttede jeg mit speciale i Pædagogisk Sociologi ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet. Omdrejningspunktet for mit speciale var en kvalitativ undersøgelse af, hvordan kvinder med anoreksi oplever deres behandlingsforløb samt hvilken betydning, relationen til personalet har i forhold til deres identitetsdannelse.

Jeg ønskede bl.a. at undersøge, om der var uoverensstemmelse mellem, hvad patienterne forventede i behandlingen i forhold til, hvad personalet kunne tilbyde. Det blev til syv kvalitative interview med både patienter og personale: Tre kvinder med anoreksi, to sygeplejersker fra en psykiatrisk afdeling - og to socialpædagoger, som ikke er tilknyttet afdelingen, men som til dagligt arbejder med spiseforstyrrede.

Denne artikel har til hensigt at introducere læseren for de resultater, der fokuserer på vigtigheden af det socialpædagogiske perspektiv.

Skriger til himlen
Når jeg spørger kvinderne med anoreksi, hvordan de oplever deres behandlingsforløb, svarer de enstemmigt: Usammenhængende og kaotisk. De kommer med lange forklaringer om et behandlingssystem, som i særdeleshed fokuserer på det patogene, hvilket ifølge kvinderne demotiverer dem i behandlingen og dermed giver den modsatte effekt i forsøget på at støtte dem på vejen ud af anoreksi.

Kvinderne efterspørger derimod, at der i behandlingen fokuseres langt mere på dem som hele mennesker, hvor den enkeltes livshistorie tænkes ind i behandlingskonteksten. Ud fra informanternes udsagn blev det tydeligt, at en socialpædagogisk indsats kan få afgørende betydning for kvindernes oplevelse af behandling og dermed give dem en hjælpende hånd til et liv uden anoreksi.

Ud fra informanternes udsagn blev det tydeligt, at en socialpædagogisk indsats kan få afgørende betydning for kvindernes oplevelse af behandling og dermed give dem en hjælpende hånd til et liv uden anoreksi

Socialpædagogisk kernesag
En af de helt afgørende faktorer for, at kvinderne oplever et behandlingsforløb, der giver mening, er, at de føler sig set, hørt og forstået. Det handler med andre ord om relationen til personalet. I forlængelse heraf refererer kvinderne flere gange tilbage til den gode relation, de havde med socialpædagogerne fra deres bosteder.

Det taler for, at der i behandlingen er behov for en målrettet indsats på flere områder. Indsatser, som fokuserer på et mere socialpædagogisk udgangspunkt, der lægger yderligere vægt på termer som anerkendelse, miljøterapi, relationsarbejde, samvær mellem patienter og personale - samt flere aktivitetstilbud. Et socialpædagogisk udgangspunkt, hvor dette arbejde udføres af socialpædagoger og ikke i forklædning som sygeplejersker.

For som undersøgelsens resultater viser, er det bemærkelsesværdigt, at sygeplejerskerne på afdelingen varetager nogle arbejdsområder, som socialpædagogen er særligt kvalificeret til.

Det handler om relationen
’Jeg har det allerbedst, når jeg har lavet noget, hvor det føles så normalt, som det nu kan blive, når man er indlagt. Hvor man hygger sig og snakker om ting, der ikke har noget med anoreksi at gøre, og man ligesom forsvinder væk fra alt det, der altid er så svært, og som fylder hele tiden.’

Sådan siger Ane, en af patienterne.

Et øjebliks 'get away' og et afbræk fra behandlingen mod anoreksi er ifølge informanten ligeså vigtig som at turde se sygdommen i øjnene. Dette kræver et personale, der sætter noget i gang, er nærværende og lægger energi ind i relationsarbejdet – et relationsarbejde, som socialpædagoger er eksperter i.

Det er faktisk det, de kan bedre end nogen andre - og derfor er den socialpædagogiske indsats afgørende i arbejdet med kvinder med anoreksi. Socialpædagogen Lea fortæller:

’Jeg synes, at der er et eller andet stærkt i, at se sin værste fjende og samtidig sin bedste ven i øjnene og forsøge at bekæmpe den. Jeg har stor respekt for deres kamp.’

En, der ikke dømmer
Det er socialpædagoger som Lea, kvinderne efterspørger i behandlingen. En, der udviser engagement, og sætter sig ind i deres livssituation. En, der ikke dømmer på forhånd, men som lytter og anerkender kvindernes udfordringer. For det er netop, når kvinderne føler sig motiverede til at slippe anoreksien, at de har allermest behov for den omfattende støtte.

Det handler bl.a. om at kunne stille ressourcer og viden til rådighed, som kan være med til at tilbyde kvinderne en ny identitet. Kvinderne skal med andre ord motiveres til at slippe deres anoreksi, hvor forudsætningen for succes er, at de tilbydes andre handlemuligheder, som de kan spejle sig i.

Tilbydes disse alternative handlemuligheder ikke, risikerer kvinderne at blive efterladt i et ingenmandsland. Herefter vil kvinderne højst sandsynlig vende tilbage til behandlingen og dermed blive opfattet som såkaldte svingsdørspatienter, hvilket ikke er ualmindeligt, når mennesker med en spiseforstyrrelse først har stiftet bekendtskab med psykiatrien.

Vi kan flytte bjerge
Jeg argumenterer for, at en socialpædagogisk indsats kan bidrage til, at kvinderne føler sig motiverede til at kæmpe sig ud af anoreksien. Socialpædagoger kan i et tværfagligt samarbejde med patienter og et sundhedsfagligt personale spille en afgørende rolle i arbejdet med at optimere og forebygge i kvindernes behandling.

Tværfaglighed kan for nogle forekomme frustrerende, fordi fagprofessioner ofte tænker forskelligt. Men det burde kunne lade sig gøre ud fra tankegange om, at ingen faglighed er bedre end andre - og vi laver den bedste behandling, hvis vi løfter i flok.

Socialpædagogen Lea udtrykker det sådan her: ’Jeg kan forestille mig, at vores funktion ofte er lidt nemmere end behandlingsfunktioner, fordi vi netop er der for at få dem til at føle sig trygge og lytte- og tale med dem. Det bliver mere en venskabelig relation, og det er jo i virkeligheden også det, der lidt er meningen med det. At de skal spejle sig i os og bruge os til sådan nogle helt hverdagsagtige ting, som fylder.’

I et team skal der naturligvis være nogle, der mestrer at tage de terapeutiske samtaler, og nogle, der mestrer at få kroppen i balance. Men det centrale, som socialpædagogerne kan bidrage med, er at rumme det hele menneske og se situationen ud fra patienternes udgangspunkt - ikke ud fra et sundhedsfagligt eller fysisk perspektiv. Socialpædagogikken skal derimod fokusere på patienternes succesoplevelser og delmål og anses som et supplement til behandlingsindsatsen, som i mange tilfælde endnu ikke har knækket koden til at bane vejen ud af anoreksien.

Tag fløjlshandskerne på
Derfor skal vi turde noget mere. Turde at gå efter de bedste løsninger, som først og fremmest kommer patienterne til gode. For hvis man som professionelt personale vil gøre sig forventninger om at kunne tænde et lys i anoreksiens store mørke, kan man ikke bare læne sig op ad en gammel laissez-faire tradition og gå og vente på evidensbaserede resultater, hvis man vil gøre en forskel for patienter med anoreksi. Det professionelle personale må derimod prøve sig frem med andre metoder, da mange patienter bliver tabt under ventetiden på den korrekte behandling.

Målet er endnu ikke nået, så derfor må vi gøre tingene bedre. Det handler i høj grad om at se patienterne som hele mennesker, hvilket netop er et udgangspunkt, socialpædagoger i al dets enkelthed arbejder aktivt for. Derfor kan der med en socialpædagogisk indsats arbejdes hen mod en udvikling af en psykiatri, der netop tager udgangspunkt i patientperspektivet.

Her kan socialpædagoger med deres faglighed komme med løsninger, der kan være med til at skabe en øget livsværdi, mening og bedring for patienter med anoreksi. Det er mit håb, at socialpædagogikken kan bygge bro mellem patient og behandlingspersonalet - og det er min tro, at denne fælles sag kan være med til at løse den udspekulerede gåde, som anoreksi tilsyneladende er.

Sophia Lundorff er cand.pæd.soc

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Psykiatriområdet, Debat, Synspunkt