icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexels.com_blackwhite_B.jpg
Vold og trusler

Værktøjer til tryghed og trivsel

Socialstyrelsen har udgivet nye redskaber til arbejdet med at forebygge voldsomme episoder på botilbud og boformer for hjemløse. Samtidig er der åbnet op for, at man igen kan søge støtte til særlige indsatsforløb

Dilemmakort. Drejebøger. Og nye film. På Socialstyrelsens hjemmeside kan man nu finde en række nye værktøjer, der inspirerer til, hvordan man styrker trivslen og trygheden på botilbud og boformer for hjemløse. Værktøjerne kan både bruges i personalegruppen internt - og indgå i samarbejdet med borgerne.

I 2017 udgav Socialstyrelsen ’Nationale retningslinjer for forebyggelse af voldsomme episoder på botilbud samt boformer for hjemløse’ - og de nye redskaber tager alle afsæt i disse retningslinjer. Et af de nye tiltag er en kort og overskuelig udgave af retningslinjerne, som består af en folder med en oversigt over de 11 konkrete retningslinjer, som I kan hænge op på opslagstavlen, udlevere eller andet.

Der er også udarbejdet en kort film, der introducerer retningslinjerne. Her fortæller ledere og medarbejdere om deres erfaringer med at styrke trivsel og tryghed - og derved forebygge voldsomme episoder.

Se redskaberne på Socialstyrelsens hjemmeside

Inddrag borgere og pårørende
Dilemmakortene, som også er et redskab, kan bruges som støtte til, at borgere, pårørende og medarbejdere sammen kan tale om nogle af de dilemmaer og konflikter, der kan opstå i samarbejdet. Et par eksempler på dilemmaer, man kan tage op, er: ’Hvordan vælger I, hvilket tv-program der skal ses i opholdsrummet?’ og ’Synes I, at borgerne selv skal have mulighed for at vælge kontaktperson?’

Endelig er der i værktøjskassen også udarbejdet en drejebog til, hvordan man fx kan holde personalemøder eller fællesmøder om forebyggelse, hvor man fx kan vælge også at inddrage borgere og pårørende i arbejdet med at skabe mere trivsel og tryghed for alle.

Søg hjælp til forebyggelse

Socialstyrelsen har nu åbnet op for en ny runde, hvor forvaltninger og sociale tilbud kan søge midler til at gennemføre særlige indsatsforløb.

Forløbene er rettet mod kommuner, regioner og tilbud, der enten har et behov for at styrke deres arbejde med at forebygge voldsomme episoder og fremme tryghed og trivsel, eller som ønsker at øge deres generelle kompetencer på området.

Der gennemføres op til 25 forløb årligt fra 2018 til 2020, og der er ansøgningsfrist den 28. november 2018.

Læs mere og søg støtte

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Marginaliserede, Ledere, Arbejdsmiljø