icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Larm-skaaret.jpg
Støj

Ekspert: Sådan nedbringer du støj på arbejdspladsen

Støj er det mest udbredte problem ved det fysiske arbejdsmiljø, viser ny undersøgelse blandt Socialpædagogernes AMR’er. Men støjen kan faktisk nedbringes markant og ganske billigt gennem et par enkle trin, siger ekspert

Høje råb og dårlig akustik er tilsyneladende et vilkår, som socialpædagoger lever med på mange arbejdspladser. I en ny undersøgelse, som LO har foretaget blandt over 400 arbejdsmiljørepræsentanter fra Socialpædagogerne, bliver støj fremhævet som det mest udbredte problem ved det fysiske arbejdsmiljø.  

Og selvom lydniveauet på et botilbud muligvis ikke er den arbejdsmiljøudfordring, der er mest fokus på i dagligdagen, er det uhyre vigtigt at være opmærksom på støjen, siger lektor og ph.d. ved VIA University College Torkil Østerbye:

”Bliver man udsat for et lydniveau, der er alvorligt højt, skal der ikke mere end et par sekunders påvirkning til at forårsage uoprettelige høreskader, der kan forfølge en resten af livet. Så som leder gør man klogt i at sætte støj på dagsordenen”.     

Derfor giver lydforskeren her tre tips til, hvordan I på jeres arbejdsplads kan nedbringe støjen, uden at det koster en formue:

1. Tal om støjen 
- Enhver arbejdsplads har en støjkultur. Den er bare meget sjældent italesat. Start derfor med at tage en snak med personalegruppen om, hvordan de oplever støjniveauet. Hvordan har deres ører og hoved det efter en lang dag på jobbet? Er der særlige situationer, hvor lydniveauet for alvor løfter sig?
Kort sagt: Få støj på dagsordenen. Ansatte på pædagogiske arbejdspladser har ofte en tendens til at trække på skuldrene omkring et emne som støj, da det typisk bliver set som et vilkår, man må leve med. Derfor skal I have blotlagt medarbejdernes oplevelser og ønsker og talt om, hvad det naturlige næste skridt kan være.

2. Indret jer ud af den værste støj 
-Der skal små ting til at nedbringe støjen i et rum. Overordnet skal I undgå for mange blanke flader, da de skaber ekko. Man hører det typisk ikke, men på længere sigt, kan ekko belaste ørerne meget, da man bliver ramt af lyden to gange. Derfor er det oplagt at dække de store vægflader med fx opslagstavler eller malerier. Bordpladerne kan I dække med en dug – eller et lyddæmpende materiale som linoleum, hvis det skal sidde ordentligt fast. Samtidig kan man med fordel dele større rum op med rumdelere som reoler med indhold eller opslagstavler med bløde overflader. For der skal ikke meget til at nedbringe lydens mulighed for at danse rundt i rummet.

3. Lav en støjpolitik
-Spørg jer selv, hvilke idealer I ønsker for lydniveauet på jeres arbejdsplads. Hvad bør man acceptere, og hvad bør man i hvert fald ikke acceptere? Når I har indkredset de særligt støjende situationer, kan I oplagt tale om, hvordan I undgår dem. Er der situationer, hvor støj er uundgåelig, kan det kræve konkret udstyr som ørepropper. For eksempel når man har at gøre med en borger, der har høje råb som primær kommunikationsform. Omvendt kan der også være situationer, hvor I nemt kan undgå støjen som i samtalerne i personalegruppen.
-Er det OK, at du råber til mig fra den anden ende af rummet, eller skal vi måske som udgangspunkt gå tæt på hinanden, når vi vil kommunikere?’
Måske er der situationer, hvor en mundtlig besked med fordel kan erstattes af håndtegn.

Støjgrænser

I Arbejdstilsynets støjbekendtgørelse slås det fast, at ”unødig støjbelastning skal undgås”. Desuden må ingen ansatte udsættes for vedvarende støjbelastning over 85 dB(decibel) uden beskyttelse. 85 dB svarer til at stå tæt på en benzindrevet plæneklipper.

Til sammenligning ligger en normal samtale på 60 db. 

Mål støjen på din arbejdsplads

Vil du og din arbejdsmiljørepræsentant blive klogere på, hvor meget støj personalet udsættes for på arbejdspladsen, kan I måle det ganske gratis via en app til smartphonen.

-Til iPhone kan man downloade app’en ”Buller”(På engelsk ”Noise Exposure”). Den er udviklet af det svenske Arbetsmiljöverket, som svarer til Arbejdstilsynet i Danmark. Læs mere her

-Brugere af android kan fx installere app’en ”Sound Meter”, der illustrerer lydmålingen via en målestok med grønne, gule og røde indikationer. På nogle telefoner kan app’en dog ikke måle højere end 90 dB. Læs mere her 

-Alternativt kan man downloade app’en Decibel X, der kan måle op til 130 dB, og som fungerer til både iPhone og Android. Læs mere her. 

Fysiske arbejdsmiljøproblemer

LO har udgivet rapporten ”Arbejdsmiljørepræsentanternes Vilkår” baseret på svar fra 7500 AMR’er fra 14 LO-forbund. 463 af svarpersonerne var organiseret hos Socialpædagogerne.  

Her blev Socialpædagogernes AMR'er bl.a. spurgt ind til de tre hyppigste problemer ved det fysiske arbejdsmiljø. De tre hyppigste problemer var: 

1) Støj - 23 pct. 

2) Dårligt indeklima - 20 pct.

3) Fysisk hårdt arbejde - 12 pct.