Forsorgshistoriker: Stemmeret et kæmpe fremskridt
Stemmeret til alle ved folketingsvalg markerer afslutningen på et mørkt kapitel i måden, vi har behandlet samfundets svageste på. Men kampen for lige rettigheder fortsætter, lyder det fra forsorgshistoriker Henning Jahn
Stemmeret til folketinget uanset evnen til at styre egen økonomi er et kæmpe fremskridt for ligestillingen af mennesker med handicap. Sådan lyder vurderingen fra Henning Jahn, der er ekspert i forsorgshistorien i Danmark og selv har været leder for bo- og beskæftigelsestilbud for udviklingshæmmede.
– Det har garanteret kæmpe betydning for dem, det berører. Og det er imponerende, at det er mange af de udviklingshæmmede selv, der har kæmpet kampen, siger han.
Ser man på den nye lov i et historisk rids, er det en kæmpe begivenhed, at stemmeretten nu gælder for alle uanset økonomisk værgemål – og også til folketingsvalg og ikke kun regions- og kommunalvalg. For et af de mørkere kapitler i danmarkshistorien handler om den måde, de svageste i samfundet er blevet behandlet på.
I 1934 blev den såkaldte åndssvagelov vedtaget. Den byggede helt basalt på, at ’de degenererede’ skulle interneres og fjernes fra samfundet. Samtidig skulle de forhindres i at få børn. Tankegangen var, at de ellers ville formere sig med stor hast og dermed omstyrte samfundet, forklarer Henning Jahn.
– Det bekæmpede man ved tvangssterilisere og placere dem på 11 institutioner, der blev oprettet. Den interneringslov bar præg af racehygiejne, og det var et forsøg på at eliminere alt lige fra samfundets sølle stakler til mennesker med psykiske eller fysiske handicap. På 25 år blev 17.000 mennesker interneret, siger han.
Magtforholdet skifter
I 1959 vedtog Folketinget en ny åndssvagelov. Daværende chef for Åndssvageforsorgen N.E. Bank-Mikkelsen var bannerfører for indførelsen af det normaliseringsprincip i loven, som landets handicappolitik og også FN’s handicap-konvention bygger på i dag.
Da loven blev rullet ud, og en ny forsorg opstod udenfor de store anstalter, betød det, at tusindvis af mennesker for første gang oplevede frihed – og privatliv til fx toiletbesøg, lyder det fra Henning Jahn.
En frihed, der blev udbygget: I 1978 blev ubegrundet magtanvendelse forbudt, og det betød frihed til mennesker, der havde været fastspændt dag og nat i mange år.
Gennem 1980’erne og 90’erne skete udflytningen fra de gamle anstalter, og nogle helt nye liv tog form. En udvikling, der ifølge Henning Jahn kun kunne lade sig gøre på grund af det pædagogiske personale.
Udviklingen gik herefter hurtigt fra store sovesale og lange rækker af toiletter uden døre til meningsfulde samværs- og aktivitetstilbud. Muligheden for førtidspension slog magtforholdet fast: Det er borgerens hjem, for husleje og mad betales med egne penge.
Rettigheder kan forsvinde
Men selvom stemmeretten nu snart er sikret, er der dog stadig et stykke vej tilbage, før vi lever op til FN’s handicap-konvention, lyder formaningen dog fra forsorgshistorikeren.
– Det handler om inklusion, tilgængelighed og kompensation. Og der er vi jo stadig langt fra at være i mål, siger han og peger på tilgængelighed på fx museer som et eksempel.
– På museer er der ofte en masse tekst, og der er mange udviklingshæmmede, der ikke kan læse. Hvordan kan de få en god museumsoplevelse? Der ville det være en god idé med en pædagogisk tolk, der kunne oversætte til mennesker med et kognitivt handicap, så flere fik en god oplevelse, forklarer Henning Jahn.
Én ting er at opnå nye rettigheder. Men noget andet er kampen for at fastholde de erhvervede rettigheder, lyder advarslen også:
– Vi ser indimellem sager, hvor kommuner ønsker at tvangsflytte folk. Eller kommuner, der bygger botilbud med op til 60 boliger med egne aktivitetstilbud, der på mange måder minder om de gamle totalinstitutioner. Her behøvede ingen af borgerne komme udenfor murene, og det omkringliggende samfund ikke behøvede at tage stilling til dem, der var anderledes.