icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Stemmeret-Brejning_Soeren_Kjeldgaard_1128x600.jpg
Medborgerskab

Frihed på fire hjul

Det handler om at finde veje til at opfylde drømme, indgå i fællesskabet og have indflydelse - og om retten til at tage sig en smøg. For Mikkel er en havetraktor med til at opfylde hans drøm - og give ham mulighed for at bidrage til fællesskabet

Som mange andre yngre mænd drømmer Mikkel om at få sin egen bil og et kørekort, så han selv kan køre den. Men for 31-årige Mikkel Nielsen, der bor på bofælleskabet Postens Vej i Brejning, ligger drømmen ikke lige til højrebenet på grund af hans handicap.

Nogle gange kommer svaret på ens drømme dog i andre former end først antaget. I dette tilfælde eksempelvis i form af en havetraktor. Godt nok er det ikke en Ford Escort, men Mikkel Nielsen kom i nærheden af drømmen om frihed på fire hjul og rattet i egne hænder alligevel; nu har han den faste tjans med at klippe græsset på de brede plæner omkring Postens Vej.

Eksemplet viser, hvordan det for personalet på Postens Vej handler om at finde frem til, hvordan man på trods af forhindringer kan imødekomme nogle af de drømme og ønsker, beboerne har, forklarer Anette Bakkesen Buch socialpædagog og stedfortræder på Postens vej.

– Vi siger ikke ’det kan du bare ikke’. Vi lytter og finder ud af, om der er nogle andre veje i det - og om vi kan opfylde drømmen via nogle kompromiser, siger hun.

Indgår i fællesskabet
Havetraktoren blev et skridt i retning af det ønske, Mikkel Nielsen har. Men samtidig bidrager han gennem plæneklippertjansen med sine kompetencer til fællesskabet og de mange daglige opgaver, der skal løses på Postens Vej.

– Vi er jo dybt afhængige af, at Mikkel får slået græsset. Ligesom vi er af vores andre beboere, der arbejder i køkkenet, i cafeen eller pakker bestikket i caféen, siger Anette Bakkesen Buch.

Mikkel Nielsen er godt inde i de forskellige grader af indflydelse, han har på sit eget liv.
I hverdagen skal balancen mellem selvbestemmelse og medbestemmelse findes, når det eksempelvis handler om cigaretter.

– Jeg ryger 20 cigaretter om dagen, men det er personalet, der administrerer dem for mig. Jeg har 15 til dagens løb, og så får jeg fem til om aftenen. Det er en god ordning, fortæller Mikkel Nielsen.

Alle har ret til at stemme
Mikkel er også godt tilfreds med at få hjælp til at passe på pengene og har en økonomisk værge. I hans øjne er det bestemt ingen forhindring for at deltage i demokratiet.

– Man kan godt stemme til et folketingsvalg, selvom man får hjælp til at styre sin økonomi. Alle mennesker skal have ret til at stemme på dem, de gerne vil, siger Mikkel Nielsen.

Han ved godt hvem, der får hans stemme til næste valg. Og det er ikke pædagogerne, der bestemmer, men beboernes eget valg, understreger han. Personligt vægter han blandt andet dyrevelfærd og en ren klode højt.

– Jeg stemmer på Socialdemokratiet, lyder det fra Mikkel Nielsen. 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Boenheder, Beskæftigelse