icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
DSC_1696-1128x600.gif
Vendepunkt

Jesper blev min engel

17 år gammel traf Maria en afgørende beslutning: Hvis den socialpædagog gør, som jeg tror han gør, begår jeg selvmord. Men nu giver jeg ham en chance - og så må mit liv enten slutte eller begynde

Spindelvæv. Pubber. Indtørrede menneskehoveder og mumier. Marias planche med symboler på hendes barndom fik andre til at kigge væk. Det så så væmmeligt ud. Med alt for lille afstand mellem hende og hendes stedfar. Og alt for lang afstand mellem hende og hendes mor.

– Da jeg stod der på terapeutuddannelsen og så på min planche, løb det mig koldt ned af ryggen. Det stod fuldstændig malet, hvor klamt det havde været, fortæller hun.

Bagefter skulle de kommende terapeuter lave en anden planche, der viste, hvorfor de alligevel havde klaret den.

- Og så vidste jeg med ét, hvad der har gjort en forskel for mig, siger Maria.

Hun klippede en engel ud af et blad og satte den op på papiret.

’Jesper,’ skrev hun med en pil hen til englen.

Da hun mange år senere fortæller historien til socialpædagog Jesper Gudomlund, smiler han til hende.

– Havde jeg så sådan en glorie på?

– Nej, svarer Maria med et smil.

Med sit lange grånende hår i hestehale og et new zealandsk maori-smykke om halsen, ligner Jesper Gudomlund heller ikke en helt traditionel engel.

– Men for mig er du det. Og jeg er helt sikker på, at hvis jeg ikke havde mødt dig, havde jeg slet ikke været her i dag, siger Maria alvorligt.

Lå under dynen
En sensommerdag i 2018 har vi sat de to voksne mennesker stævne for at høre om det, der skete, da de mødte hinanden for 26 år siden. Dengang Maria var en 17-årig pige på børnehjemmet BUC (Børne- og Unge Centeret) i Næstved. Og Jesper Gudomlund var socialpædagog samme sted.

– Du havde været der i nogle dage, da jeg mødte ind på arbejde og spurgte til dig: ’Hvordan er hun? Den nye pige?’ Men det vidste de andre ikke rigtig. ’Hun vil ikke komme ud’, sagde de. ’Hun ligger inde under dynen.’

Maria nikker.

– Ja. På det tidspunkt havde der været mange velmenende pædagoger inde hos mig. ’Kommer du ikke ud? Det kunne være så hyggeligt.’ Og så tænkte jeg bare: ’Ha! Du kender mig ikke. Du ved overhovedet ikke, om det bliver hyggeligt!’ Jeg forventede, at de spurgte for at opnå et eller andet. Måske troede de, at de kunne få lønforhøjelse, hvis de lokkede mig ud. Hvis de kunne vise, hvor dygtige de var, fortæller hun.

Forinden havde Maria nået sit livs lavpunkt.

Efter en barndom med seksuelle overgreb blev hun som 13-årig smidt ud hjemmefra.

– Kommunen ville ikke hjælpe med en ungdomsbolig, fordi min forældre løj og sagde, at jeg da gerne måtte bo hjemme, og så flyttede jeg i stedet hen til en slags kæreste. Han var 25 og jeg var 13, og også han misbrugte mig seksuelt og inviterede venner hen, så de kunne gøre det samme. Det var torturagtigt. Efter nogle år flyttede jeg og levede i stedet som hjemløs. Jeg sov typisk i opgange, hvor døren ikke var låst, og hvor jeg kunne ligge i skjul bag en trappe, fortæller Maria.

Voldtægtsforsøget
En aften gik hun gennem et boligkvarter, da en mand pludselig sprang frem. Han greb fat i hende og fik hende ned på stien, hvor han først flåede Marias og bagefter sine egne bukser af.

– Men så fik jeg fat i hans nosser og rev til, så jeg slap væk, fortæller hun.

Maria fik fat i politiet, men det gjorde det kun værre.

– De kontaktede min stedfar, der sagde, at jeg altid var fuld af løgn, og så virkede det slet ikke som om, politiet troede på mig. De blev ved med at stille spørgsmål: Hvorfor havde jeg ikke mere græs på knæet, hvis jeg havde været nede og ligge? Hvorfor havde jeg taget mine poser med mig? Det var da ikke normalt. Dem ville man da lade ligge, hvis man var blevet overfaldet. Men poserne med mad og tøj var jo det eneste, jeg havde, så dem skulle jeg selvfølgelig have med mig.

Næste morgen kom hendes sagsbehandler fra kommunen, og da hun så Maria og hørte hendes historie, brød hun fuldstændig sammen. Det var hende, Maria nogle år forinden forgæves havde kontaktet for at få hjælp til at flytte i ungdomsbolig.

– Og så blev jeg kørt ud på et børnehjem. Altså et andet end BUC. Her blev jeg vist ind på et værelse, hvor spejlet var smadret og der lå blod i håndvasken. Det var blevet ledigt fordi hende, der boede der før, havde skåret i sig selv, og så kan jeg bare huske, at jeg tænkte: ’Nå, men så er her jo klar til, at jeg kan gøre det samme!’

Ville bare dø
Maria kan ikke længere huske detaljerne, men på en eller anden måde blev det besluttet, at hun i stedet skulle køres til BUC.

– Og her var der i hvert fald pænt og helt fredeligt, men jeg kan alligevel huske, at jeg tænkte, at jeg bare ville dø. For der var jo ikke noget godt til mig i livet. Samtidig var jeg også bange for at gøre noget, der gjorde ondt og jeg turde fx ikke skære i mig selv. I stedet prøvede jeg at ligge med en tennissok i munden og holde mig for næsen, siger hun.

Da Jesper Gudomlund hørte om den nye pige, der ikke ville ud af sit værelse, tænkte han, at nu gjaldt det om at tage det roligt. Han ville ikke mase på og presse hende.

– Jeg er uddannet dengang, der var tre forskellige pædagoguddannelser, og jeg tog den som fritids- og ungdomspædagog. På seminariet lærte vi at sætte gang i en masse forskellige aktiviteter som fx syning og svømmetræning, men formålet var aldrig selve svømningen eller selve syningen – formålet var altid at lave noget sammen med børnene og på den måde skabe kontakt og relation, siger han.

Da Maria lå under dynen, stak han derfor hovedet ind, og bad hende komme ud og skrælle kartofler.

– Og måske har jeg også sagt, at stedet altså ikke var en restaurant, siger han.

På seminariet lærte vi at sætte gang i en masse forskellige aktiviteter som fx syning og svømmetræning, men formålet var aldrig selve svømningen eller selve syningen – formålet var altid at lave noget sammen med børnene og på den måde skabe kontakt og relation.

Jesper Gudomlund, socialpædagog

Hakkebøffer og kartofler
Så gik Jesper Gudomlund ud igen og lod Maria være.

– Jeg troede altid, at pædagogerne havde en anden grund til at spørge end det, de sagde – men med Jesper tænkte jeg: ’Hm - det passer sikkert, at der skal laves noget mad. Det kan da godt være, at han bare vil have mig til at skrælle kartofler.’

Samtidig var Maria også bange for, at Jesper Gudomlund havde en anden dagsorden, og hun var særligt nervøs for, at han ville misbruge hende seksuelt.

– Men til sidst tænkte jeg: Nu går jeg ud. Og hvis han også misbruger mig, begår jeg selvmord. Nu må det enten slutte eller begynde.

Da Maria kom ud, undlod Jesper Gudomlund med vilje at stille en masse spørgsmål. I stedet holdt han fokus på sagen: At få lavet nogle hakkebøffer og skrællet nogle kartofler.

– Jeg tænkte, at nu gælder det om at give hende tid. Masser af tid, husker Jesper Gudomlund.

– På mig virkede det nærmest som om, du var lidt ligeglad, og det fik mig til at slappe lidt mere af, siger Maria.

Gryende tillid
I begyndelsen undrede hun sig over, at Jesper Gudomlund ikke lagde an på hende.

– Jeg havde en forestilling om, at jeg var sådan en, man kun ville være sammen med, hvis man kunne bruge mig til noget. Men Jesper rørte slet ikke ved mig, fortæller hun.

På BUC blev det bemærket, at Maria havde en begyndende tillid til Jesper Gudomlund, og medarbejderne aftalte, at han skulle tage sig særligt af hende – og få hjælp til det gennem supervision fra stedets psykologer.

– Dengang vidste jeg ikke præcist, hvad Maria havde været igennem. Men vi havde fornemmelsen af, at der nok havde været tale om grænseoverskridende adfærd, siger Jesper Gudomlund.

I dag har han glemt det præcise indhold af supervisionen. Men han husker, at han lagde vægt på at vise en accept af Marias person – og tage udgangspunkt i jeg-budskaber.

– Jeg kunne fx finde på at sige: ’Nu har vi siddet længe indenfor. Jeg har brug for at komme ud. Skal vi ikke gå en tur?’ Og så blev det langsomt til en vane, at de gik tur i skoven bag børnehjemmet, når han var på arbejde.

– For mig betød det meget, at du ville gå alene med mig. Når der ikke var andre med på turen, vidste jeg, at det var for min skyld, husker Maria.

For mig betød det meget, at du ville gå alene med mig. Når der ikke var andre med på turen, vidste jeg, at det var for min skyld

Maria, tidligere anbragt

God kontakt
På gåturene gik de uden øjenkontakt, og det var næsten udelukkende Jesper Gudomlund, der talte.

– Jeg kunne fx finde på at sige: ’Jeg har lagt mærke til, at du tager nogle meget lange bade. I morges varede det næsten to timer. Det er ikke fordi, du ikke må tage lange bade, jeg bemærker det bare… Og jeg tænker, at jeg hvis jeg havde oplevet noget ubehageligt, ville jeg nok prøve at vaske det af mig’, fortæller han.

Det kan Maria også godt huske.

– På den ene side syntes jeg, at det var ubehageligt, at der var en anden, der vidste sådan noget om mig. På den anden side følte jeg mig set. Også når du fx havde bemærket, hvad jeg havde spist til morgenmad. Eller når du sagde, at jeg på dig virkede som en lidt pæn og stille pige, men at man jo gerne måtte sig fra og nej engang imellem, siger hun.

Jesper Gudomlund kunne godt mærke, at han havde en god kontakt til Maria, selv om hun ikke sagde særlig meget – men han var ikke klar over, hvor meget kontakten betød.

Når Maria i dag sætter ord på, får hun tårer i øjnene.

– Du gav mig en helt ny tanke: ’Gad vide om der virkelig er nogle mennesker, der vil mig det godt her i livet.’ Det tændte et håb i mig, og så begyndte jeg at give livet en chance.

Yes! Jeg har gjort en forskel
Efter et halvt år på BUC flyttede Maria i ungdomsbolig og begyndte først på HF og dernæst på pædagoguddannelsen. Som led i sit job besøgte Jesper Gudomlund hende nogle gange i ungdomsboligen, men så gled kontakten ud – indtil Jesper Gudomlund femten år senere fik et brev.

– Maria skrev til mig, at hun gennem sin uddannelse til terapeut var blevet opmærksom på, at jeg havde haft stor betydning i hendes liv, og det gjorde mig meget glad. På det tidspunkt havde jeg vel været pædagog i 30 år og eftersom jeg også har arbejdet i børnehaver og SFO´er, havde jeg nok haft kontakt med 10.000 mennesker gennem mit arbejde – og det var første gang, at nogen skrev tak. Så brevet gav mig virkelig den der følelse: Yes! Jeg har gjort en forskel!

De aftalte at mødes, og det blev begyndelsen på en tæt relation, hvor Maria definerer ham som en slags reservefar.

– Kort efter vores gensyn fyldte jeg 50 og skulle holde en stor sommerfest. Og her valgte jeg at invitere Maria med. Det var noget, jeg tænkte længe over, for jeg var godt klar over, at det var et vigtigt signal at sende: Et signal om at ja, du må gerne høre til her hos mig. Og jeg overvejede nøje om, jeg var klar til det, men det var jeg, fortæller Jesper Gudomlund – mens tårerne begynder at strømme ned af Marias kinder.

– Det bekræftede det, jeg havde troet og håbet: At du kunne lide mig for den jeg er. Jeg følte mig valgt til, siger hun.

Tid sammen
I dag arbejder Jesper Gudomlund med udviklingshæmmede i Nordjylland, og Maria driver sin egen terapeutiske praksis. På grund af afstanden ses de kun sjældent, men holder jævnligt kontakt via telefon og facebook.

– Det er vigtigt at sige, at det også er en relation, der betyder meget for mig. Det giver mig glæde at være sammen med Maria, siger Jesper Gudomlund.

Når han ser tilbage på sit arbejde med Maria, pointerer han sin faglighed – og lægger fx vægt på, at han havde en viden om seksuelt misbrug. Men i hans øjne gør faglighed det ikke alene.

– Jeg har engang læst, at pædagoger ikke skal arbejder med mennesker – de skal holde af mennesker. Og det er jeg meget enig i. Som socialpædagog er dit menneskesyn det allervigtigeste: Behandl andre, som du gerne selv vil behandles.

Når Maria tager de faglige briller på og ser sin egen livshistorie med pædagogens og terapeutens blik, lægger hun vægt på relationsarbejdet.

– Det er vigtig viden, at når man har at gøre med et barn eller en ung, som har været udsat for overgreb, behøver det ikke være altafgørende, at man finder ud af, præcis hvad der er sket. Jesper fandt jo aldrig ud af, hvad der var overgået mig. Men han kunne alligevel hjælpe mig. For mig var det vigtige, at jeg blev set og respekteret. Det vigtige var kontakten. Og den kontakt kræver, at man har tid sammen. 

Maria ønsker kun at medvirke i artiklen med sit fornavn.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpædagogisk praksis, Børn og unge