icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
B-Ligebehandlingssag-Lisbeth_Foto_Brian_Rasmussen-1128x600.jpg
Ligebehandling

Stor erstatning for uberettiget fyring

Med hjælp fra Socialpædagogerne fik Lisbeth Hansen i november tilkendt en erstatning på 310.000 kr. Sagen slår fast, at en kommune ikke må fyre en medarbejder, der er ansat med skånehensyn - og sygemeldes efter at have fået ændrede arbejdsopgaver

  • Jakob Rohde-Brøndum / Foto: Brian Rasmussen
  • 17-2018 /

Tårerne presser sig stadig på, når Lisbeth Hansen tænker tilbage på den uberettigede fyring i foråret.

– Jeg var ved at gå ned med flaget. Men Socialpædagogerne kunne heldigvis godt se, at der var en sag, så de har virkelig hjulpet mig, fortæller Lisbeth Hansen.

Den 60-årige socialpædagog arbejdede i fleksjob i 15 timer om ugen i et kommunalt aktivitetscenter for voksne med psykiske handicap. Fordi Lisbeth Hansen to gange er blevet opereret i ryggen, havde hun i jobbet skånehensyn over for rygbelastende arbejde, og hun arbejdede derfor kun tre dage om ugen.

– Jeg var rigtig glad for mit job. Jeg elsker at sætte ting i gang, og det kunne jeg bruge i aktivitetscenterets glasværksted og kolonihave, fortæller hun.

Men glæden stoppede brat, da Lisbeth Hansen blev kaldt ind på lederens kontor i november sidste år. Her fik hun at vide, at hun på grund af omstruktureringer ville blive forflyttet til en stilling som ressourceperson for en ung hjerneskadet kørestolsbruger.

– Jeg fik et chok og sagde til ham, at han jo kendte mine skånehensyn. Men han spurgte bare, om jeg ville have et arbejde eller ikke have et arbejde.

Uholdbar situation
Lisbeth Hansen udbad sig i første omgang betænkningstid. Men efter nogle dage kom hun frem til, at hun gerne ville arbejde, og hun endte derfor med at sige ja til jobbet.

Hun startede som ’føl’ den 2. januar, og den 30. januar var hun alene med kørestolsbrugeren.

– Det var jo fra start en uholdbar situation, fordi mine skånehensyn bl.a. omfatter ingen tunge løft, ingen stillesiddende arbejde over længere tid og ingen bilkørsel. Derudover må jeg heller ikke køre med kørestol, da det giver smerter i lænden. Og jeg fik da også smerter i ryggen allerede efter tre uger som ressourceperson, fortæller Lisbeth Hansen.

Efter halvanden måned måtte hun sygemelde sig, og så startede et forløb, som Lisbeth Hansen stadig er dybt rystet over.

For under sygemeldingen oplevede hun, at konflikten med lederen eskalerede.

– Jeg føler, at han opfandt grunde til at fyre mig. Bl.a. sagde han, at jeg tidligere havde udført krævende opgaver og arbejdet flere timer, end jeg reelt havde, fortæller hun.

Jeg fik et chok og sagde til ham, at han jo kendte mine skånehensyn. Men han spurgte bare, om jeg ville have et arbejde eller ikke have et arbejde

Lisbeth Hansen, socialpædagog

Usaglig opsigelse
Den 21. marts blev Lisbeth Hansen indkaldt til en fraværssamtale. Her fik hun at vide, at lederen ville kontakte kommunen med henblik på en afskedigelse, fordi Lisbeth Hansen ikke kunne varetage opgaven med hjælp og støtte til kørestolsbrugeren.

– Jeg mener, at det var med fuldt overlæg, at jeg blev flyttet. Og min leder vidste også godt, at den nye opgave var mere fysisk belastende end mit gamle job, siger Lisbeth Hansen.

Fyringen skete pr. 30. april, og allerede få dage efter kontaktede Lisbeth Hansen sin faglige konsulent hos Socialpædagogerne i Østjylland.

Den faglige konsulent kunne sagtens se, at opsigelsen var usaglig, fordi kommunen hele tiden havde været bekendt med Lisbeth Hansens handicap og skånehensyn. Det blev derfor besluttet, at der skulle lægges sag an mod lederen hos Ligebehandlingsnævnet for uberettiget fyring.

– Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden ham. Han har virkelig hjulpet mig med at skabe overblik og sørge for at sende svar og lignende, fortæller Lisbeth Hansen om den faglige konsulent i Socialpædagogerne Østjylland..

Medhold og godtgørelse
Efter næsten syv måneders ventetid faldt afgørelsen i sagen den 19. november.

Ifølge afgørelsen vurderer Ligebehandlings-nævnet, at kommunen ikke havde undersøgt muligheden for at iværksætte tilpasningsforanstaltninger i forbindelse med, at Lisbeth Hansens nye stilling indebar arbejdsopgaver, der ikke var i overensstemmelse med hendes skånehensyn. Derudover havde kommunen ikke i tilstrækkeligt omfang afprøvet hensigtsmæssige tilpasningsforanstaltninger for at fastholde Lisbeth Hansen i arbejde, inden de afskedigede hende.

Lisbeth Hansen fik medhold og en godtgørelse svarende til ni måneders løn.

Sagen kort fortalt

Man må ikke fyre en medarbejder, som er ansat i fleksjob med skånehensyn - og som så bliver sygemeldt efter at have fået nye arbejdsgaver, der belaster et allerede taget skånehensyn. Det er essensen i den afgørelse. Ligebehandlingsnævnet har truffet i sagen om socialpædagog Lisbeth Hansen.

Nævnet slår med afgørelsen fast, at det var i strid med forskelsbehandlingsloven, at Lisbeth Hansen blev afskediget fra sin stilling. Kommunen er derfor blevet pålagt at betale en godtgørelse svarende til ni måneders løn - cirka 310.000 kr. 

Socialpædagogerne Østjylland har kørt sagen på vegne af Lisbeth Hansen.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Ligestilling, Forbund og a-kasse