icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Konference-til-web.jpg
Psykiatri

Forebyggelse og socialindsats skal styrke psykiatrien

Der er brug for en økonomisk indsprøjtning til forebyggelse og socialpsykiatri, hvis psykisk syge borgere skal have bedre livsvilkår. Sådan lød nogle af budskaberne fra politikere og eksperter under Psykiatrialliancens konference på Christiansborg tidligere på ugen

Diagnosen synes at være klar. Flere danskere kæmper med psykiske lidelser og dårligt mentalt helbred. Blandt børn og de unge står det særligt slemt til.

For eksempel berettede Kommunernes Landsforening sidste år om en fordobling i andelen af borgere under 15 år, der har fået en diagnose som angst, depression, ADHD og autisme fra børnepsykiatrien fra 2010 til 2017.

Vejen til det gode forebyggelsesarbejde, der forhindrer, at den tendens løber løbsk, var derfor også et centralt emne, da fagfolk, brugere, patientforeninger, politikere og fagforbund, heriblandt Socialpædagogerne, mødtes til Psykiatrialliancens første konference på Christiansborg i mandags.  

Her havde Carsten Obel, professor i almen medicin og mental børnesundhed ved Aarhus Universitet, et klart råd til de fremmødte:

-Vi skal have en del af personalet fra psykiatrien skubbet ind i forebyggelsessystemet, for selvom det måske ikke kan bringe antallet af diagnoser ned, kan det bringe menneskers evne til at klare hverdagen op.

Prioritér socialpsykiatrien
I det hele taget lød der på tværs af fagfolk og politikere flere opfordringer til, at samfundet prioriterede indsatserne for psykisk syge borgere i begge ender af det psykiatriske system – fra forebyggelsesarbejdet til socialpsykiatrien.

Under konferencens politiske paneldebat efterlyste Anders Kühnau(S), formand for regionsrådet i Region Midtjylland, et økonomisk og fagligt løft af kommunernes socialpsykiatriske bostøtte- og botilbud:

- I min egen region har jeg set, hvordan psykisk syge borgere venter op mod fire måneder, fra de bliver udskrevet, til de får en bostøtte eller kommer på et botilbud. De facto er der altså rigtig mange mennesker, man udskriver til gaden, og de ender før eller siden som svingdørspatienter, fordi de ikke får den støtte og behandling, der kan hjælpe dem på benene igen.

Hos Socialpædagogerne er forbundsnæstformand Verne Pedersen, der selv deltog i konferencen, godt tilfreds med panelets fokus på socialpsykiatrien: 

-Det er rigtig positivt, at socialpsykiatrien er begyndt at få den opmærksomhed, den fortjener. I medierne har der været meget fokus på behandlingspsykiatrien – og det med rette. Men jeg er glad for, at fokus nu også er rettet mod at styrke den indsats, der udbydes til borgerne, efter de udskrives. For en stærk socialpsykiatri virker både forebyggende og understøtter patienten til at stå på egne ben, og her er en socialpædagogisk faglighed altafgørende.

Samtidig efterspurgte regionsrådsformand Anders Kühnau samstemmigt med partifællen Flemming Møller Mortensen en større grad af sundhedsfagligt personale til at supplere det socialfaglige mandskab på de pågældende tilbud, så socialpsykiatrien får styrket behandlingsmulighederne lokalt.

Flere penge - mere faglighed
Samspillet mellem fagligheder var flere gange på programmet under den politiske debat.

Fra Folketingets side udtrykte Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt et håb om, at psykiatrien kan få en central plads på det kommende årtis finanslove, hvilket bl.a. skal føre til, at flere faggrupper specialiserer sig inden for psykiatrien.

-For vi har i flere år haft problemer med personalemangel på behandlingstilbuddene rundt om i landet. Desuden er det altafgørende, at vi inddrager kompetencerne på tværs af faggrupperne, så vi ikke kun tænker psykiatrisk personale i smal forstand. For de er alle sammen med til at løfte behandlingen.

I de igangværende forhandlinger om sundhedsreformen har Dansk Folkeparti også rejst et krav om flere ansatte i psykiatrien, da psykiatriområdet med sundhedsordførerens ord ikke er nævnt tilstrækkeligt i regeringens udspil. 

 

Psykiatrialliancen

Socialpædagogerne er en del af Psykiatrialliancen, der består af et netværk af 36 organisationer, som arbejder med eller omkring psykiatrien.

Medlemsorganisationerne repræsenterer patienter, brugere, pårørende og forskellige faggrupper.

Læs om Psykiatrialliancens arbejde.  

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Psykiatriområdet