Det var mig, der opfandt surfbrættet
Om hvordan jeg overvandt sorgen, gjorde en opfindelse og fik et livssyn, der har fulgt mig siden barndommen - og var medvirkende til, at jeg fandt min nøgle til livet
Min yndlingsonkel, morbror Lennart, var radioforhandler i Stockholm. Han var altid glad og optimistisk, og der var ingenting i denne verden, der rigtig kunne rokke ved det. Han smittede andre med sin glæde ved livet, og han fortalte mange gange, at ’ja, når man taber et fjernsyn i trappeopgangen, så er det ikke noget at blive sur over. Det eneste, man kan gøre, det er at køre tilbage og hente et nyt fjernsyn til kunden’.
Morbror Lennarts kone var finlandsk-svensk. Hun hed Lea, og hun kaldte mig for Knaldhat, og jeg har til gengæld opkaldt min nu 38-årige datter efter hende.
Mødet med disse mennesker var betydningsfuldt for mig. Det repræsenterer en værdi, der er grundlæggende i mit liv, og som har været med mig gennem mit liv.
En gang, da jeg var en dreng på knap 10 år, skulle vi på udflugt med morbror Lennarts båd. Jeg havde haft et virkelig trist år at se tilbage på, da jeg året forinden havde oplevet, at min mor døde. Jeg havde hængt meget med skuffen, og syntes virkelig ikke, at der var noget ved noget, og slet ikke noget, der var værd at grine af.
Det var stegende varmt, og vi kørte ad vejen mod Nynäshamn, hvor båden lå. Der er et pænt stykke, og trafikken var tæt, for folk myldrede ud af Stockholm denne fredag efter middag.
Da vi næsten er nået frem til Nynäshamn, udbryder morbror Lennart: ’Pokkers, jeg har glemt nøglen til båden’.
Der var ikke andet at gøre end at køre tilbage til Stockholm efter nøglen til båden. Men stemningen var ikke ødelagt for det. Morbror Lennart grinede stadig og var i godt humør. Han sagde: ’Det tjener ikke noget formål at være sur over, at man har glemt nøglen til båden. Nøglen kommer alligevel ikke frem af den grund. Vi må bare køre tilbage efter den’.
Min egen opfindelse
Og det blev en fantastisk weekend. Vi sejlede ud i skærgården mellem øerne - den ene mere postkortagtigt smukkere end den anden - og lagde til ved noget, som jeg med min drengefantasi opfattede som en pendant til Robinson Crusoes øde ø. Oplevelserne på denne ø brændte sig fast i mit sind.
Vi fiskede aborrer, og om aftenen grillede vi dem og pølserne på bålet. De voksne fortalte historier, og morbror Lennart lo højt og kløede hunden bag øret.
Det var i denne lykkelige og fantastisk dejlige stemning, at jeg gjorde min helt egen personlige opfindelse. For det hele fortsatte næste dag i solskinnet, og ved badningen nøjedes jeg ikke med at plaske rundt på luftmadrassen i vandet.
Nej, jeg fandt på, at jeg ville lægge luftmadrassen ved klippen, og så tog jeg tilløb og sprang fra klippen og over på luftmadrassen. Der gjaldt det om at holde balancen, som om luftmadrassen var et surfbræt.
Jeg øvede mig på den leg hele dagen, og jeg havde det fantastisk. Tiden forsvandt, mens jeg eksperimenterede næsten akrobatisk med balancen på det våde element i en selvopfunden leg, der udfordrede mig tilpas meget til, at jeg blev så engageret, at jeg ikke tog mig særlig meget af, at vandet måske ikke var så varmt, som det kunne have været.
Jeg husker det, som om jeg brugte hele dagen på det, men det kan jeg jo ikke have gjort.
Langt senere – det var her for nogle år siden – da jeg fortalte denne historie for en 10. klasse på en lejrskole foran bålet om aftenen, og de skulle også selv fortælle historier, så spurgte en af eleverne: ’Så det var dig, der opfandt surfbrættet?’ – hvortil jeg kun kunne svare, at ’ja, det var det faktisk. Det var sådan, det oplevedes i hvert fald’.
Højdepunktsoplevelser
Der kan siges en del om sådanne erfaringer, der bliver udlagt på den måde i narrativ form. De ’humanistiske psykologer’ såvel som de ’positive psykologer’ kan nikke genkendende til sådanne historier, og den rummer også fascination, øjeblikke ladet med optagethed og meningsfuld aktivitet, og denne tilstand er også blevet benævnt med andre ord.
Peter Bastian kalder det i bogen ’Ind i musikken’ (Bastian,P: 1984) for ’de gyldne øjeblikke’, og Tor Nørretranders kalder det i bogen ’Mærk verden’ (Nørretranders, T: 1992) for ’det sublime’, mens Mihaly Csikszentmihalyi (Csikszentmihalyi,M: 1991), der mere end nogen anden må siges at repræsentere de positive psykologer, kalder tilstanden for ’flow’.
I episoden fra min barndom sker der også en ’peakexperience’ (Maslow, A: 1970) – dvs at det er en højdepunktsoplevelse, som man også sagtens kan have som barn.
Grundlæggende er der i historien (narrativet) et positivt og optimistisk livssyn tilstede, fortrinsvis repræsenteret ved min onkels umiddelbare og smittende livsglæde. Forholdet til ’de andre’ er repræsenteret gennem ham og hans kone.
Det er også en oplevelse og en erfaring, som var så intenst ladet med emotion og fascination, at det blev en oplevelse for livet: Det er noget, jeg fortæller om, det er en god historie for mig, der siger noget om min vej og mine værdier, og hvad jeg lægger vægt på.
Perler på en snor
Et menneskeliv kan være fyldt med sådanne øjeblikke, der har betydning, og som giver retning i resten af ens liv. En højdepunktsoplevelse kan blive til flere, og det er muligt at samle på dem, som perler på en snor. Den robusthed og positive indstilling, jeg har haft med mig gennem livet, stammer fra dengang, jeg vandt over sorgen og begyndte at leve igen.
Jeg har været forskånet for angst og depression det meste af tiden, og har tænkt, at det går nok over igen. Min morbrors optimisme og sanseoplevelserne i skærgården har uden tvivl påvirket mig og givet mig inspiration i mange situationer i mit liv, hvilket igen har påvirket mine valg.
Det kan nemlig tit være episoder, der er forbundet med bestemte personer, der har påvirket en med en særlig form for begejstring, som inspirerer helt fundamentalt, og som giver en retning i livet. Gennem hele mit arbejdsliv som socialpædagog og nu her mentor har jeg trukket på de erfaringer og har ladet mig inspirere – det er blevet en del af mit livssyn.
Handling giver forvandling
Jeg har tit mødt unge, som hænger fast i angst og depression, og som næsten ikke kan bevæge sig uden for en dør. Det at bevæge sig udenfor for at gå ned og købe ind, det er næsten ligeså uoverkommeligt som at bestige Mount Everest.
Til gengæld er de jo meget gode til at være på nettet og spille skydespil, hvor de kan have elementer af ’gyldne øjeblikke’, fordi disse skydespil og internetbaserede aktiviteter netop er designet således, at de fremkalder flowoplevelser.
Dagene går med det, og der sker ikke rigtig andet, og de får ikke taget hul på angsten, og de ved ikke selv, hvad der egentlig kom først – angsten eller depressionen? De er og forbliver isolerede. Forsvinder i tomme kalorier.
Jeg er fortaler for rigtige erfaringer og oplevelser i det virkelige liv. Det er der, det kan ske, at der sker en forvandling, fordi man handler.
Jeg synes fx, at det er fantastisk, når spejderne holder landslejr, og der er masser af børn og unge samlet, der lærer at passe en ild, bygge tømmerflåde eller en bro over åen, synger og laver mad sammen. Lærer at omgås naturen, sove i telt, skære med kniv og binde knuder, der kan holde til en rebstige.
Det er sådanne steder, at de kan få højdepunktsoplevelser, der kan have betydning for dem mange år frem i tiden.
I en anden kontekst kan der nemlig ske det, at man på mirakuløs vis oplever, at vingerne bærer. Her glemmer vi næsten, at der findes mobiltelefon og internet – og det er kun godt.
Pelle Larsson er socialpædagog