Som var jeg hendes eget barn

Bange for sirener
Kirsten Jørgensen mødte David, da hun begyndte at arbejde i hans børnehave med titlen ’ekstern pædagog.’
– Det var vores opgave at støtte op om børn fra udsatte familier, og jeg skulle bl.a. støtte op om dig. Du var en meget forvirret og ængstelig lille dreng, der altid fór sammen, når du hørte sirener fra en politibil. Du havde ikke rigtig overskud til at lege så meget med andre børn, fordi alt det derhjemme gik dig på. Og du havde slet ikke styr på begreberne. Det var ’oppe i kælderen’ og ’nede på første sal’, fortæller hun.
Den dag Kirsten Jørgensen ringede til sin mand for at spørge, om hun bogstavelig talt kunne tage arbejdet med hjem, var politiet endnu engang blevet kaldt ud til slagsmål og husspektakel hjemme hos David.
– Og det var nok den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over. Det blev besluttet, at du skulle akutanbringes, siger hun.
Når David selv skal forklare baggrunden for anbringelsen, bruger han ikke særlig mange ord.
– Min mor og far sloges. De drak. Det var kaos, siger han.
– Men din mor og far var meget glade for dig. Det var de, indskyder Kirsten Jørgensen.
– Kan du huske den dag hvor du ikke længere kunne være hjemme hos din mor og far, spørger hun.
– Nej.
– Det var en forfærdelig dag. Du græd hele tiden. Jeg hentede dig i en taxa, og vi to sad sammen omme på bagsædet. Først kørte vi hen i din børnehave, fordi det var et trygt sted for dig. Jeg læste bog for dig og fortalte, at jeg ville passe på dig, og at du skulle med hjem til mig og Per. ’Men jeg kender jo slet ikke Per’, sagde du. ’Men så kender du jo mig’, sagde jeg.

Artiklen fortsætter under billedet

Ord på følelserne
Kirsten Jørgensen blev færdiguddannet socialpædagog som 41-årig, efter at hun tidligere bl.a. havde arbejdet som sygehjælper. Da hun fik den lille, skræmte dreng med hjem i parcelhuset, gjorde hun god brug af de teorier, hun havde lært på seminariet – og som hun også havde arbejdet med i efterfølgende jobs.
– Fx havde vi lært, at når børn ikke selv kan sætte ord på, hvordan de har det, kan man hjælpe dem ved at gøre det for dem. Og hvis man så gætter forkert, skal de nok gøre en opmærksom på det. Så jeg gjorde meget ud af at sige sådan her til dig: ’Selvfølgelig savner du din mor og far. Og de savner også dig. Men nu er det mig, der passer på dig’.
Kirsten og Per Jørgensens yngste datter, Tina, var lige flyttet hjemmefra, så de havde et ledigt værelse - og her flyttede David ind. I begyndelsen var det kun på hverdage. Men langsomt blev det mere og mere, så David til sidst kun var hjemme hos forældrene hver anden weekend.
– Det ændrede sig jo aldrig derhjemme. Jeg tror ikke, der har været en eneste dag, hvor de ikke skændtes. Der var altid højtråbende stemmer, og min far kastede rundt med tingene. Hvis der var en printer, der ikke virkede, så fik den en ordentlig en på goddagen. Men jeg har ikke set min far være voldelig over for min mor, for min mor var rimelig hurtigt til at få mig væk i en fart. Der var dog en enkelt gang, hvor jeg så min mor med en flækket læbe. Så sagde de, at det var ketchup, men det troede jeg altså ikke på, fortæller han.

Ro i hovedet
Dengang tænkte David ikke, at hans forældre var fulde. Men i dag kan han godt se, at de var det.
– Min mor fik den der snøvlende stemme, hvor hun gentog sig selv igen og igen. Når de havde været oppe at slås for eksempel. Så sagde hun: ’Der er ikke sket noget, der er ikke sket noget, der er ikke sket noget’, fortæller han.
Hjemme hos Kirsten og Per var der helt anderledes.
– Jeg ved ikke, hvordan man skal forklare det. Det var bare roligt. Jeg behøvede ikke være på vagt og tænke: Hvad bliver det næste? Jeg kunne bare slappe af i mit hoved, siger David.
Når Kirsten Jørgensen tænker tilbage, var de første år med David på mange måder en udfordring.
 – Især var det svært, når du havde været hjemme ved dine forældre. Du græd og havde ondt i maven. Det var lidt som at begynde forfra hver gang. Du så dæmoner, og du havde mareridt. Der var mange ting, der var svære for dig, siger hun.
I begyndelsen blev hun ved med at arbejde som ekstern pædagog, men det blev hurtigt for meget – blandt andet fordi, det også var meget krævende at samarbejde med Davids forældre.
– Så på et tidspunkt sagde jeg til kommunen: ’Nu er jeg nødt til at sige mit job op. Nu er jeg nødt til at gå hjemme.’ Og så fik jeg så mange vederlag, at det svarede til mit gamle job som pædagog, fortæller hun.
Davids far fortalte David, at Kirsten og Per fik penge for at have ham.
– Og så havde vi sådan en lille dreng på fem år, der spurgte: ’Hvorfor skal jeg være her?’ ’Hvorfor får du penge for at have mig?’
Kirsten Jørgensen holder en lille pause.
– Og så sagde jeg: ’Du er her, fordi din far og mor ikke kan passe godt nok på dig. Og vi er nødt til at tage imod penge, for ellers kunne vi ikke have dig.’

Lige fra begyndelsen gjorde jeg også meget ud af at sige, at du var hos os, fordi din far og mor ikke kunne passe godt nok på dig.

Kirsten Jørgensen, familieplejer

En splittet dreng
Som lille talte David meget om, at han ville flytte hjem til sine forældre, og de blev også ved med at gentage, at de snart kunne få ham hjem igen, selv om det aldrig skete. Og hans far sagde tit og ofte, at når David blev 12 år, måtte han selv bestemme, hvor han ville være.
– Men vi prøvede at give dit et realistisk billede. Vi sagde, at det kan godt være, at du på et tidspunkt vælger at bo et andet sted end her, men du kommer ikke til at bo hjemme ved dine forældre, siger Per Jørgensen
– Jeg tror, du var meget splittet, David, supplerer Kirsten Jørgensen.
– Mellem os og dine forældre, som gerne ville have dig, men som ikke kunne have dig. Og jeg prøvede at hjælpe dig ved at bruge den narrative metode og fortælle historier. Vi to gik mange ture sammen, hvor jeg fortalte dig om en lille indianerpige, der boede i to forskellige indianerlejre. I den ene skændtes og sloges de hele tiden. Jeg tror, det var nemmere for dig at tale om, når det ikke handlede om dig selv, men om noget, du kunne genkende, siger hun.
Også på mange andre måder brugte hun sin socialpædagogiske viden. Fx var hun meget opmærksom på at bygge relationer op omkring David og understøtte, at han fik venner. Og hun brugte sin indsigt i børns udvikling til at kompensere for noget af det, David var gået glip af i de tidlige år. Konkret begyndte hun fx at gå til mor-barn-gymnastik sammen med David og en gruppe yngre børn.
– Og så var det selvfølgelig meget vigtigt, at vi to fik en god relation, og at du oplevede, at du kunne have tillid til mig, siger Kirsten Jørgensen.

Husker vendepunktet
Andre familieplejere fortalte Kirsten Jørgensen, at når David blev teenager, ville det blive svært. Så var der stor risiko for, at plejeforholdet brød sammen.
– Jeg vil ikke sige, at jeg gruede for det, men jeg bekymrede mig. Og så endte det med, at blive lige omvendt, siger hun.
David kan selv huske øjeblikket.
Han var 12-13 år gammel og på weekend hos sin far. De gik og bar nogle tunge ting. Vist fordi der skulle ryddes op.
– Min far sagde: ’Nu går jeg snart op og taler med kommunen. Nu skal du hjem og bo.’ Og så sagde jeg: ’Nej far. Jeg tror, det er bedst, jeg bor hos Per og Kirsten.’
Og her bor David endnu, efter at han har fået forlænget anbringelsen hos Kirsten og Per Jørgensen med efterværn, så han kunne blive boende efter, at han fyldte 18 år.
– Efterværnet betyder, at jeg lige har fået det ekstra. Jeg er ikke blevet skubbet ud. Og jeg tror godt, det kan gå galt for andre, hvis de bliver skubbet ud, før de er klar, siger David.
Efterværnet betyder bl.a., at David har stabile rammer omkring sig, så han har mere overskud til sit pædagogstudie.

På vej i ungdomsbolig
I dag er David 21 og klar til at flytte i ungdomsbolig om nogle måneder, når hans efterværn ophører.
– Men jeg tror ikke, at Per og Kirsten sådan lige slipper mig. Jeg tror, at jeg skal blive ved med at komme her, siger han.
Kirsten Jørgensen smiler.
– Det skal du, David. Det skal du.
Selv om forholdet startede professionelt, har hun mange følelser for ham.
– Vi ved jo godt, at David ikke er vores søn, og han har sin egen far og mor. Alligevel betragter vi os som hans forældre. Vi har været der for ham, som var han vores eget barn.
David har det på samme måde:
– Jeg ved godt, at det på en måde er et arbejde at være en plejefamilie, men man skal gøre som om, det ikke er et arbejde. Man skal se det som om plejebarnet er ens eget barn. Og det har Per og Kirsten gjort. For eksempel synes jeg, at det er rigtig stort, at jeg får lov til at låne deres bil. Så ved jeg, at de stoler på mig. Og at de holder af mig.

Artiklen er hovedsageligt blevet til på baggrund af et dobbeltinterview med David og Kirsten Jørgensen. David har givet samtykke til, at Kirsten Jørgensen har fortalt noget af det, han ikke selv kan huske. Hans efternavn er redaktionen bekendt.