icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tillidsvalgt-på-langtur-1.jpg
Distance

Tillidsvalgt på langtur

Det er sin sag for en tillidsrepræsentant at leve op til begrebet tillid, når kollegerne er mange og afstandene lange. Men med sociale medier, benzin på tanken og et opsøgende gemyt kommer man langt, siger to tillidsvalgte

Da socialpædagog Mona Lund Jensen første gang blev valgt som tillidsrepræsentant i Morsø Kommune i 2004, repræsenterede hun 10 kolleger fordelt på seks adresser. I dag repræsenterer hun 43 kolleger fordelt på 10 adresser.

Så selvom hun snart har mere end 15 års erfaring i tillidshvervet, der også har kastet en titel som fællestillidsrepræsentant af sig, er det blevet en stadig større opgave at nå hele vejen rundt blandt kollegerne.

– Den åbenlyse udfordring er at sikre tillid fra dem alle. For selvom alle mine kolleger arbejder i Nykøbing Mors, er det svært at nå ud til samtlige enheder i dagligdagen og sikre, at jeg ved, hvad der rører sig på tværs af arbejdspladserne.

Selvom alle mine kolleger arbejder i Nykøbing Mors, er det svært at nå ud til samtlige enheder i dagligdagen og sikre, at jeg ved, hvad der rører sig på tværs af arbejdspladserne

Mona Lund Jensen, TR Morsø Kommune

Afstand koster nærvær
Den udfordring gælder langt fra kun for Mona Lund Jensen. Fra Socialpædagogernes 10 kredse lyder det, med en enkelt undtagelse, at et stigende antal tillidsrepræsentanter i dag dækker flere medlemmer over et større geografisk område end tidligere, og at de fysiske afstande på arbejdspladsen ofte gør det vanskeligere for de tillidsvalgte at udføre deres hverv.

I Bornholms kreds mærker de meget direkte konsekvensen af den udvikling, siger kredsformand Bitten Sohn Thomsen:

– Flere medlemmer forventer i dag, at kredsen løfter de helt lokale sager, der åbenlyst hører under tillidsrepræsentantens arbejdsområde. For eksempel er der ofte medlemmer, der henvender sig til os for at finde en bisidder til en sygefraværssamtale, selvom det ideelt set bør falde dem naturligt at tænke på deres tillidsrepræsentant i den sammenhæng.

Og det er en skam, mener kredsformanden. For det viser, at afstanden mellem medlem og tillidsrepræsentant flere steder er blevet så stor, at nogle medlemmer ikke længere tænker på deres TR som den naturlige støtte, når det kommer til ansættelsesforhold og arbejdsvilkår.

Færre tillidsrepræsentanter
Kredsenes oplevelser afspejler sig også i den seneste opgørelse over udviklingen på TR-området. Trods en mindre fremgang i de seneste to år er antallet af tillidsrepræsentanter fra 2012 til 2018 faldet med godt 10 pct., fremgik det af Hovedbestyrelsens politiske beretning fra Socialpædagogernes kongres i november 2018.

Samtidig viste en undersøgelse af mere end 500 tillidsrepræsentanter, at op mod hver tredje i 2017 repræsenterede 30 medlemmer eller flere. Halvdelen af den gruppe var repræsentant for mere end 50 medlemmer hver.

På Morsø arbejder Mona Lund Jensen for at bibeholde sin position som en synlig og nærværende tillidsrepræsentant - dels gennem et nært TRIO-samarbejde, dels gennem noget så lavpraktisk som at gå ud og banke på døre:

– Jeg kan selvsagt ikke være flere steder på en gang. Men jeg kan gøre mit for at være opsøgende, så medlemmerne har et ansigt på, hvem jeg er. Derfor kan jeg godt finde på at kigge uanmeldt forbi en af arbejdspladserne, hvis jeg er i nærheden. For som tillidsvalgt skal jeg ikke kun vise flaget, når der er udfordringer.  Jeg skal også have et indtryk af kulturen hvert sted.

Den mere informative del af hvervet klarer hun over Facebook, hvor hun har organiseret Morsø Kommunes medlemmer i en gruppe, der videregiver informationer fra forbundet.

– Det var fx en kæmpe fordel under optakten til storkonflikten sidste år, hvor seks af vores arbejdspladser blev konfliktvarslet, fortæller Mona Lund Jensen.

TR Mona Lund Jensen kigger forbi arbejdspladserne på Mors, så hun kan danne sig et indtryk af kulturen hvert enkelt sted.
TR Mona Lund Jensen kigger forbi arbejdspladserne på Mors, så hun kan danne sig et indtryk af kulturen hvert enkelt sted.

TR bag rattet
I den anden ende af landet, i landsbyen Hunseby på Lolland, er tillidshvervet tæt forbundet med tiden bag et rat for Anders Kristoffer Knak Hansen. For som tillidsrepræsentant for 105 medlemmer fordelt på 10 adresser i seks forskellige byer spreder hans arbejde sig over en bred bid af det vestlige Lolland.

Normalt er de to TR’er i området, men nu hvor den ene kollega er sygemeldt, klarer Anders Kristoffer Knak Hansen tjansen alene. Og afstandene til trods har han ligesom sin nordjyske kollega et ideal om, at medlemmerne skal kunne sætte ansigt på ham.

– Folk skal selvfølgelig vide, hvem jeg er, så det falder dem naturligt at gå til mig, hvis de har brug for det. Men det er sin sag at nærværende overfor kolleger, der arbejder så mange forskellige steder. Det kræver helt klart noget opsøgende arbejde fra min side, erkender han.

Den del kommer dog ret naturligt for Anders Kristoffer Knak Hansen, der ved siden af tillidshvervet arbejder som socialpædagog på et medieværksted. Her producerer en række borgere fra Lolland Kommunes botilbud forskellige grafiske produkter, der bl.a. leveres til nogle af de arbejdspladser, hans kolleger er ansat på. Samtidig har han indtaget rollen som kollegernes IT-altmuligmand, der afholder kurser i Skype eller fikser en defekt iPad.

– Så når jeg alligevel er ude og aflevere et produkt eller give lidt teknisk support, kan jeg også få en føling af, hvad der rører sig det pågældende sted. På den måde er mit udfarende arbejde en fordel.

Det er sin sag at nærværende overfor kolleger, der arbejder så mange forskellige steder. Det kræver helt klart noget opsøgende arbejde fra min side

Anders Kristoffer Knak Hansen, TR Lolland Kommune

Afstande skaber neutralitet
Det er dog noget nær umuligt at have fingeren 100 pct. på pulsen, når man er tillidsvalgt på afstand, mener Anders Kristoffer Knak Hansen. For kollegerne er ikke kun spredt geografisk, men også fagligt:  

– Folk arbejder inden for meget forskellige fagområder. Det kræver, at jeg har en viden om de forskellige hjørner af den socialpædagogiske faglighed og de arbejdsmæssige regler, der gælder de forskellige steder. For mens mine kolleger på døgntilbud er optaget af arbejdstidsregler, er det noget helt andet, der rører sig hos dem, der fx arbejder indenfor særligt tilrettelagt uddannelse.
Men udfordringerne til trods, er der også en helt klar fordel ved at komme udefra, mener Anders Kristoffer Knak Hansen.

– Som tillidsrepræsentant på en mindre arbejdsplads skal du være mere skarp på at træde ind og ud af rollen som kollega og TR. Det skal jeg selvfølgelig også kunne, men når jeg fx skal forhandle med en leder, kommer jeg jo som en ekstern part, der ikke er en del af arbejdspladsen til dagligt. Jeg har altså ikke noget personligt i klemme med den pågældende leder, så jeg skal ikke balancere rollen i samme grad. Det sikrer en neutralitet, som jeg egentlig tror, gavner hvervet. 

Anders Kristoffer Knak Hansen kombinerer hvervet som TR med rollen som IT-altmuligmand, når han kører rundt på besøg hos kollegerne på Lolland.
Anders Kristoffer Knak Hansen kombinerer hvervet som TR med rollen som IT-altmuligmand, når han kører rundt på besøg hos kollegerne på Lolland.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: TR og AMR