icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Windsor-åben-dialog-artikel.jpg
Spiseforstyrrelser

Åben dialog gør livet lidt lettere

For Nicolaj, som har anoreksi, har Åben Dialog møder på botilbuddet Windsor styrket relationerne til hans familie

Et netværksmøde, der samler betydningsfulde personer fra borgerens privatliv og vigtige fagpersoner’. Sådan står det kort beskrevet i den brochure om Åben Dialog, der hænger på opslagstavlen på botilbuddet Windsor i Århus. Her bor lige nu syv borgere med spiseforstyrrelser - en af dem er 26-årige Nicolaj, som for nylig havde sine forældre med til et netværksmøde, hvor der blev brugt Åben Dialog. En metode, der kort sagt handler om at skabe dialog uden afbrydelser.

Efter mødet tog jeg med mine forældre hjem, og allerede ved det allerførste måltid mærkede jeg en forskel

Nicolaj, beboer på Windsor

– Rammen er, at der er en, der stiller spørgsmål og to, der noterer ned. Mine forældre lytter og må ikke afbryde, og jeg får lov til at fortælle om alle mulige ting fra mit liv og min hverdag. Bagefter får mine forældre også lov til at sige noget. To medarbejdere skriver refleksioner ned undervejs - og reflekterer løbende over det, vi har sagt, fortæller Nicolaj.

Han oplevede selv en kæmpe forandring efter Åben Dialog mødet.

– Jeg hørte mine forældre sætte ærlige ord på deres følelser. De fortalte, hvordan de hele tiden føler et enormt ansvar for at skulle hjælpe mig. Og jeg fik selv fortalt, hvordan jeg har brug for at lære at slippe kontrollen noget mere. Efter mødet tog jeg med mine forældre hjem, og allerede ved det allerførste måltid mærkede jeg en forskel. Mine forældre virkede lettede, de slappede mere af - og jeg følte slet ikke, der hele tiden var de der øjne, der fulgte med i, hvad jeg spiste eller ikke spiste, fortæller han.
Siden har Nicolaj også haft sin storebror med til et Åben Dialog møde.

– Vi har i fællesskab lært, at vi skal være noget mere brødre. At vi i stedet for at snakke sygdom hele tiden også skal se noget fodbold, drikke en øl og bare være sammen. Jeg føler virkelig, at Åben Dialog møder gør relationerne i min familie meget lettere at håndtere, så vi i dag er bedre til at give plads til hinanden, som vi nu er. 

Kort om åben dialog

Hvad er Åben Dialog?
Åben Dialog er en måde at afholde netværksmøder, der samler betydningsfulde medlemmer fra borgerens privatliv og vigtige fagpersoner. Målet er at sikre en positiv udvikling - og alles bidrag til dialogen er lige meget værd, der er ikke noget rigtigt og forkert.

Hvorfor Åben Dialog?
Som deltager på et Åben Dialog møde får du mulighed for at tale om det, der er vigtigt for dig. Og du får mulighed for at lytte til det, dit netværk er optaget af. Dialogen kan skabe en større fælles forståelse.

Hvordan foregår det?
Et team af professionelle leder mødet og sørger for, at alle bliver hørt, og at mødet tager afsæt i det, der er vigtigt for borgeren. Undervejs vil de reflektere højt over det, der bliver sagt.