Tænk arbejdsmiljø og faglighed sammen

En lyd, et hårdt knytnæveslag på brystbenet og så tilbage til brikkerne i puslespillet. Udsvingene i den halvvoksne drengs adfærd var pludselige og kontante - og fik personalet til at sidde på stilke, når de understøttede ham i aktiviteterne på bo- og beskæftigelsestilbuddet Løgumgård i Tønder Kommune.

276 slag måtte syv socialpædagoger tage imod fra den unge borger med autisme på en enkelt måned, noterede arbejdsmiljørepræsentant Maj-Brit Bjørn Nissen ud fra de voldsindberetninger, hun havde bedt sine kolleger udfylde hver eneste gang, de var blevet ramt af et nyt slag.

Og årsagen var der enighed om blandt kollegerne:

– Borgeren var så lydfølsom, at han slog, hver gang en markant lyd nåede hans øre. Og dem er der en del af på Løgumgård, hvor borgerne ikke har noget verbalt sprog og derfor bruger mange lyde til at kommunikere og stimulere sig selv med, fortæller Maj-Brit Bjørn Nissen.

Ørepropper og lydisolering
De mange slag tærede både på arbejdsmiljørepræsentanten og hendes kolleger:  

– Bevidstheden om, at et slag kan komme når som helst, er faktisk værre end selve slaget. Det sled på os, for vi skulle hele tiden være tre skridt foran. Til sidst farede jeg op, hver gang jeg hørte en lyd, fordi jeg vidste, at den måske ville få ham til at slå.  

Med voldsindberetningerne i hånden gik Maj-Brit Bjørn Nissen derfor til ledelsen, der bevilligede lydisolering i borgerens aktivitetsrum. Og i kombination med et sæt ørepropper forsvandt cirka halvdelen af slagene fra den ene måned til den næste.

– Den unge mands slag var faktisk et råb om hjælp. Han kunne ikke være i støjen, og han havde brug for, at vi lyttede.

Kollega gik fri
Men der var stadig noget, der ikke stemte. For da Maj-Brit Bjørn Nissen bladrede igennem de mange voldsindberetninger, opdagede hun til sin ærgrelse se, at en kollega havde glemt at udfylde dem. Men da hun gik til ham, stod det klart, at der ikke var tale om nogen forglemmelse. For han havde ingen slag fået.

Det gjorde arbejdsmiljørepræsentanten nysgerrig.

Derfor iværksatte hun et Marte Meo-forløb (metode, hvor man anvender video til at analysere samspillet mellem mennesker, red.), hvor personalet fik tilladelse til at filme den mandlige kollegas samvær med borgeren. Forklaringen var på en gang øjenåbnende og indlysende:

– Der blev ikke sagt et ord i deres interaktion. Min kollega kommunikerede med sit kropssprog og lavmælte brummelyde. Derfor fik han ingen slag! Da vi andre forsøgte at tale borgeren til ro, når han slog, fik vi blot flere slag, fordi han jo er lydsensitiv. Vi kom altså til at udsætte ham for flere lyde, selvom det var stilhed, han havde allermest brug for.

Siden har Maj-Britt Bjørn Nissen og resten af personalet efterlignet kollegaens tilgang - og slagene fra borgeren er blevet nedbragt til et minimum. Historien er derfor et godt eksempel på, hvorfor arbejdsmiljø og faglighed ofte går hånd i hånd, mener hun.

– Selvom jeg på papiret har to forskellige kasketter på, når jeg er arbejdsmiljørepræsentant og socialpædagog, lapper titlerne ofte over hinanden. For med den her episode og flere andre bruger jeg min pædagogfaglighed, når jeg arbejder med at løse en arbejdsmiljøudfordring.

Del faglighed med din AMR
Derfor opfordrer hun også socialpædagoger på arbejdspladser med flere fagligheder til at støtte op om de arbejdsmiljørepræsentanter, de deler faglighed med. For selvom talentet for tillidshvervet selvfølgelig ikke er bundet til ét fag, har det en stor betydning, at kolleger og AMR har den samme faglige indgangsvinkel. Særligt når der skal tænkes i løsninger på arbejdsmiljøudfordringer, som knytter sig til borgere, mener Maj-Brit Bjørn Nissen.

– Som faggruppe ligger vi desværre stadig i top som dem, der er mest udsat for vold og trusler på arbejdet. Derfor skal vi blive ved med at tale arbejdsmiljø. For ellers er det den debat, der bliver valgt fra som den første i sparetider, hvor det bare handler om at overleve hverdagen.

Men for at bevare et kollektivt fokus på arbejdsmiljøet, kræver det, at den enkelte AMR får de nødvendige antal timer afsat. Derfor har Maj-Brit Bjørn Nissen i samarbejde med arbejdspladsens tillidsrepræsentanter lavet en lokalaftale, der sikrer et fastsat antal timer om ugen til tillidshvervet. 

Samtidig kommunikerer hun højt og tydeligt, hvad hun bruger sin tid som tillidsvalgt på, og hvor på arbejdspladsen hun har sit sine fingeraftryk, så kollegerne kan se den konkrete værdi af arbejdsmiljøarbejdet.

– Min store skræk er, at arbejdsmiljøet er noget, vi stopper med at tale om. Derfor gør jeg, hvad jeg kan for at gøre det så konkret som muligt.