icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Windsor-1.jpg
Spiseforstyrrelser

De små skridt skaber håb

På botilbuddet Windsor i Aarhus arbejder socialpædagoger metodisk med dialog, adfærdsterapi og berøring for at ruste mennesker med spiseforstyrrelser til at kunne tackle livet. En kæmpe lettelse, at alt ikke handler om vægt, kurver og tal, siger beboer

- Når jeg ser mig selv i spejlet, så ser jeg min krop gennem et forstørrelsesglas. Og når jeg ser på min tallerken, ser jeg et overfyldt måltid. Mit blik er helt forvrænget.

Sådan beskriver han selv sin sygdom. Nicolaj, som er 26 år gammel og gennem de sidste knap fem år har haft en spiseforstyrrelse. Han lider af anorexi, har været ind og ud af psykiatrisk afdeling i flere omgange - og var under sidste indlæggelse nede på at veje 44 kg.
Vi møder Nicolaj i hans nuværende hjem, hvor han flyttede ind i november sidste år. Botilbuddet Windsor i Aarhus, som har specialiseret sig i at arbejde med mennesker med spiseforstyrrelser.

-  I psykiatrien, og når jeg har været indlagt, har jeg været vant til at blive mødt på en meget sundhedsfaglig måde, hvor alt ligesom var sort og hvidt, og hvor der konstant var fokus på vægt, kurver og tal. Her møder jeg et helt andet menneskesyn. Jeg bliver set som menneske - ikke som den spiseforstyrrede Nicolaj. Vi taler om alt muligt andet end mad og vægt, og det fjerner et enormt pres fra mine skuldre, fortæller Nicolaj.

Måltidet der samler
Der er udsigt til både nybyggeri og industrikraner fra det fælles spiserum på Windsor, der er indrettet i et gammelt hotel lige overfor Aarhus Havn. Her bor 16 borgere i egen lejlighed - mennesker i alderen fra 18 til 65, som alle har svære psykiske og sociale problemer.
Syv af dem har en alvorlig spiseforstyrrelse, og de samles hver dag omkring de tre hovedmåltider. Enten rundt om det store ellipseformede bord midt i lokalet - eller i et af de små tilstødende lokaler, hvor de beboere, som har svært ved at overskue måltiderne, har mulighed for at trække sig lidt fra fællesskabet og sidde alene sammen med en medarbejder.

– Vores måltider er dagens sociale element. Vi ved godt, at det er netop her, vores beboere med spiseforstyrrelser har det allersværest. Derfor er det så vigtigt, at vi laver måltidet til en god stund, hvor der ikke er fokus på sygdom, og hvor beboerne ikke føler sig målt og vejet, fortæller Sune Kragelund, som er leder på Windsor.

Den vigtige time
I dag er der både rejer, tunsalat, humus, avokado, laks, leverpostej og friskbagte boller på bordet. Det hele anrettes som buffet, så beboerne selv kan tage, hvad de har lyst til. Og få den pædagogiske støtte, de har behov for.

– Vi arbejder meget metodisk med måltiderne og følger den kostplan, den enkelte beboer har. Ud fra det, vi kalder normaliseret spisning og tallerkenmodellen, lærer beboeren at sammensætte måltidet efter øjemål, så det hele ikke handler om at måle og veje maden. Men måltiderne handler i høj grad også om at være der og støtte beboerne i de situationer, de har det allersværest med - nemlig når de skal spise, fortæller socialpædagog Berit Barnard.
Nicolaj er en af de beboere, som er rigtig glad for, at mad og spisning nu er noget, der forgår i et fællesskab.

– Ambivalens er nok det bedste ord, hvis jeg skal beskrive mit forhold til mad. Hvis jeg spiser, får jeg det dårligt. Hvis jeg springer et måltid over, får jeg dårlig samvittighed. Men her får jeg støtte til at følge min kostplan og få det rigtige på tallerkenen, så jeg optimalt tager et halvt kilo på om ugen. Og jeg oplever en følelse af, at vi er sammen om det, fortæller han.
Men faktisk er det timen umiddelbart efter måltidet, der betyder mest for Nicolaj.

– Vi har fast en time efter måltidet, hvor vi sidder sammen i fællesrummet og snakker, lægger puslespil, ser tv eller noget andet. Og netop den time lige efter, at jeg har spist, er min helt store udfordring. Det er her, angsten i mig stiger, fordi jeg har spist. Men nu ved jeg, at angsten vender i løbet af den time, og det hjælper mig.

 

Vores måltider er dagens sociale element. Vi ved godt, at det er netop her, vores beboere med spiseforstyrrelser har det allersværest

Sune Kragelund, leder på Windsor

Kort om botilbuddet Windsor

  • Er et § 107 tilbud i Aarhus midtby, der drives af Aarhus kommune.
  • Målgruppen er voksne med svære psykiske og sociale problemer herunder svære spiseforstyrrelser. Ud af de 16 beboere har syv spiseforstyrrelser.

  • Der er pt. 12 fastansatte medarbejdere på Windsor, hvoraf halvdelen er socialpædagoger. Personalet tæller også sundhedsfagligt personale samt en socialrådgiver.

  • Windsor har et tæt samarbejde med Aarhus Kommunes bostøtte-indsats til mennesker med spiseforstyrrelser, som også arbejder ud fra tilgangen Dialektisk Adfærdsterapi.

  • Aarhus Byråd besluttede sidst i marts at etablere seks nye botilbudspladser til borgere med spiseforstyrrelser og anden selvskadende adfærd. En af pladserne skal ligge på Windsor, mens de resterende fem etableres som satellitboliger til Windsor.

Fokus på færdigheder
Ligesom måltiderne har en fast struktur på Windsor, er der også en tydelig rød tråd i den pædagogiske tilgang. Alle medarbejdere er uddannet i metoden ’Dialektisk Adfærdsterapi’, der er udviklet til mennesker, der skader sig selv, og som lever med stærke følelser, de har svært ved at håndtere (se boks).
Metoden bygger på tre hovedelementer: En adfærdsanalyse, der afdækker de faktorer, som udfordrer borgeren. En løsningsanalyse, der klargør de psykologiske færdigheder, som kan være en del af løsningen. Og endelig træning af nogle af disse psykologiske færdigheder.

– De fleste af vores beboere har et stærkt negativt selvbillede og ser sig selv om en fiasko. Med dialektisk adfærdsterapi går vi bag om adfærd og handlinger, så beboerne får en forståelse for, hvorfor de handler, som de gør. Og vi styrker dem i at møde sig selv med mindre fordømmelse og handle imod alt det negative i deres liv, forklarer socialpædagog James Speranza.
Det handler bl.a. om at opbygge såkaldte hold-ud-færdigheder. Det kan fx være konkrete strategier, der støtter en beboer i at holde ud ikke at veje sig hele tiden. Eller redskaber, der hjælper en beboer i ikke at blive overmandet af panik og angst, når maden kommer på bordet.

– Vi snakker om, hvad der helt konkret skal til, for at vedkommende kan holde situationen ud. Vi arbejder med en kædeanalyse, hvor vi går helt ned i detaljer: Hvad tænker du, hvad er det for følelser, du mærker i kroppen - og hvilke strategier kan du bruge til at holde det svære ud. For én beboer handler det måske om at trække vejret dybt og slappe af, før angsten galopperer afsted. Og for en anden handler det måske om at lave et skema med konkrete anvisninger på, hvad man kan gøre, når man føler trang til fx overspisning, siger James Speranza.

De to socialpædagoger James Speranza (tv) og Berit Barnard er - såvel som lederen Sune Kragelund (th) og de øvrige medarbejdere på botilbuddet Windsor - uddannet til at arbejde med Dialektisk Adfærdsterapi og Åben Dialog.
De to socialpædagoger James Speranza (tv) og Berit Barnard er - såvel som lederen Sune Kragelund (th) og de øvrige medarbejdere på botilbuddet Windsor - uddannet til at arbejde med Dialektisk Adfærdsterapi og Åben Dialog.

Fakta om spiseforstyrrelser

I Danmark findes der 75.000 mennesker - børn, unge som voksne, der lider af en spiseforstyrrelse, fordelt på følgende måde: 5.000 lider af anoreksi, 30.000 af bulimi og 40.000 af tvangsoverspisning. Derudover er der min. 80.000 unge i alderen 16-19 år, der er i risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse.

Op mod halvdelen af borgere med en spiseforstyrrelse lider også af selvskade.

Kilde: VIOOS, Videnscenter om spiseforstyrrelser og selvskade

Har følt mig ulækker
Langt hovedparten af de borgere med spiseforstyrrelser, der bor på Windsor, er kvinder. Det er Mette på 39 år også. Hun boede på Aarhus-bostedet i fire år, indtil hun for et halvt år siden flyttede i egen lejlighed. Mette fik sin diagnose som 17-årig og har været indlagt rigtig mange gange, inden hun flyttede ind på Windsor.

– Det var vildt svært i starten. Jeg var så vant til at lukke helt ned for mine følelser, og hvis jeg blev spurgt om, hvad jeg havde lyst til, havde jeg aldrig noget svar. Jeg havde måske nok en forståelse for, hvorfor jeg var endt, hvor jeg var - men jeg havde aldrig lært at handle. Og havde aldrig oplevet at sætte mig et mål, som jeg rent faktisk kunne opnå, fortæller hun.
På Windsor lærte Mette bl.a. at se på sig selv med mere milde og forstående øjne, som hun selv betegner det.

– For det første har jeg fået nogle meget konkrete råd, som jeg bruger, når trangen til overspisning rammer mig. Det handler for mit vedkommende fx om at spise nok proteiner fra morgenstunden. Men vigtigst er det nok, at jeg har lært, at jeg ikke skal slå mig selv oven i hovedet med alt det, der gør mig syg, siger hun - og prøver at forklare, hvordan hendes selvværd har ændret sig.

– Jeg har altid følt mig mega ulækker og tænkt, at jeg ikke duede til noget som helst. Men vi har arbejdet rigtig meget med at sætte små konkrete mål - som fx at jeg skal række hånden op og tage ordet på mit arbejde, eller at jeg skal gøre noget godt for mig selv. Og i takt med, at jeg har nået de mål og virkelig rykket mig, så har jeg ikke længere den følelse af ikke at slå til.

Dialektisk Adfærdsterapi

  • Dialektisk Adfærdsterapi (DAT) er en intensiv behandlingsform, hvor der arbejdes individuelt og i grupper.
  • I DAT lærer borgeren at håndtere og regulere ekstreme følelser, reducere uhensigtsmæssig følelsesafhængig adfærd (som fx selvskadende adfærd) - og stole på og validere egne følelser, tanker og aktiviteter.
  • Dialektisk Adfærdsterapi har eksisteret som terapiform i over 20 år og blev oprindeligt udviklet til og afprøvet på voksne kvinder med personlighedsforstyrrelsen borderline.

Lavpraktiske færdigheder
Når borgere med en spiseforstyrrelse bliver visiteret til en plads på Windsor, er de typisk så dårlige fysisk og psykisk, at det i første omgang handler om at lave overskuelige aftaler om det næste ganske lillebitte skridt, fortæller Sune Kragelund.

– Når en beboer er helt nede i vægt og virkelig dårlig skal de første spæde skridt måske være, at vedkommende skal gå fra restriktiv spisning med mål, vejning og en bestemt opdeling af fødevarer - til at spise mere normalt, siger han og fortæller, hvordan det er alle de små skridt, der giver beboerne håb.

– Når de pludselig oplever, at de af sig selv kommer til måltiderne, og at de faktisk formår at indtage måltidet sammen med os andre - ikke i et aflukket rum for sig. Eller når de har været et smut ude i byen og har vovet at løfte blikket for at se andre mennesker i øjnene. Alle de situationer, hvor de mærker, at de nu kan noget, de måske ikke kunne for en måned siden, siger han.
Afsættet er hele tiden, at alle mennesker har nogle grundlæggende færdigheder, som man kan være mere eller mindre dygtig til.

– Vores rolle er at forholde os så neutralt som muligt. For mennesker med spiseforstyrrelser handler alt jo om kontrol - om følelsen af i det mindste at have kontrol over noget, når de nu ikke kan magte livet. De er virkelig hårdt ramt, og der findes ikke noget quickfix - men vi kan stille og roligt træne og opbygge nogle færdigheder, der får dem ud af det kontrolhelvede, fortæller Berit Barnard og tilføjer, at det mange gange er helt lavpraktiske færdigheder, der arbejdes med.

– Jeg har fx en beboer, som får så meget angst, når hun skal spise, at vi har arbejdet meget med at bruge åndedrættet. En anden har en lille fodrulle under bordet, som hun bruger til at slappe af under måltiderne - og så er der andre, som arbejder med afslapningsteknikker om aftenen, når de ligger i sengen og har tankemylder. Vi finder de små ting, der gør en kæmpe forskel for den enkelte, siger hun.