Else er vores brandslukker

Fandt ordningen på nettet
For øjeblikket har Else Karlsson fire timer om måneden til Maria og fire timer til Bo. Hun blev deres støtteperson, da Maria for fire år siden var helt desperat. Deres dengang 8-årige søn var frivilligt anbragt i en plejefamilie. Samarbejdet var rigtig dårligt, og Maria og Bo følte sig under mistanke for selv at have begået seksuelle overgreb mod deres barn.
– Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Vi havde ikke råd til en advokat, og jeg sad bare og googlede for at finde hjælp. Og først da fandt jeg ud af, at man faktisk har ret til en støtteperson, når man har fået sit barn anbragt. Også når det er frivilligt, siger Maria.
Mistanken om overgreb faldt hurtigt væk. Men på mange andre punkter har Maria og Bo haft stor glæde af en støtteperson. Især i forhold til det, Maria kalder ’systemet.’
– Jeg er på Bo og Marias side. Det skal jeg være. Jeg er ikke kommunens mand – eller kvinde, og jeg skal for eksempel ikke referere noget til nogen. Jeg skal kun gå videre med det, Bo og Maria beder mig gå videre med: Med én undtagelse: Jeg har skærpet underretningspligt, så hvis jeg bliver bekendt med børn i mistrivsel, skal jeg indberette det, fortæller Else Karlsson.

Hjælp til at klage
I dag vil Maria gerne tale med Else Karlsson om en ekstra regning, hun har fået på grund af sønnens anbringelse. Maria er selv førtidspensionist på grund af en psykiatrisk diagnose, og tidligere har hun kun betalt 150 kroner i egenbetaling for sønnens anbringelse på et opholdssted for behandlingskrævende børn. Men nu har hun fået en opkrævning på næsten tusind kroner, fordi hun er begyndt at gøre rent i op til fire timer om ugen og derfor tjener lidt mere.
– Men det er jo godt nok ikke fordi, jeg bliver millionær af det. Jeg skal også selv betale benzin, når jeg skal have samvær. Og de siger, at jeg helst skal lave nogle ting sammen med ham, og det koster jo også penge. Men jeg kan jo ikke bruge alle pengene på ham for så at sige til min datter (der ikke er anbragt, red.), at nu skal vi spise havregrød resten af måneden, nu kan jeg ingenting med hende.
Else Karlsson lytter roligt, mens Maria fortæller.
– Kommunen kan godt give et tilskud til transport, men de skal ikke… Men vi kan prøve at spørge, siger hun og gør et notat i lommebogen.
– Skal jeg kontakte kommunen, eller vil du?, spørger hun.
– Du skal, siger Maria, og så gør Else Karlsson endnu et notat i lommebogen.

En usynlig kamphund
Når der er møder med sagsbehandlere og andre myndigheder, er Else Karlsson tit med på sidelinjen.
– Else siger ikke så meget, men det er lidt som at have en usynlig kamphund med sig. Vi snakker om dagsordenen inden, og Else gør mig stærkere. For eksempel er der noget, jeg godt må sige nej til. Else kan også hjælpe mig til ikke at se spøgelser. Fx kan jeg godt blive bange for, at de også tager min datter, og så siger Else: ’Maria. Det hørte jeg dem slet ikke tale om’, siger Maria.
Hun oplever, at Else Karlsson hjælper med meget andet end regler og paragraffer, og tårerne løber ned af hendes kinder, når hun fortæller om det:
– Engang imellem føler jeg, at jeg er verdens dårligste mor. Det er for eksempel, hvis der er nogen, der siger til mig: ’Jeg kan ikke forstå, at du kan sende dit barn væk. Jeg kunne aldrig sende mig barn væk.’  Men jeg har ikke sendt min søn væk, fordi jeg ikke kunne magte ham. Jeg har gjort det, fordi jeg ønsker, at han får den rigtige behandling. At han får de bedste muligheder. Og der kan Else hjælpe mig. Hun kan sige: ’Maria! Du ER en god mor.

De usynlige bånd
Bo og Maria har begge en vis modvilje mod at lukke ansatte i kommunen ind i deres hjem.
– Generelt handler det om, at de vil finde fejl. Og det er altså ikke: Find fem fejl ved familien. Det er: Find så mange fejl, du overhovedet kan ved familien, siger Maria.
Derfor har de fx sagt nej tak til at få en familiebehandler og hjemmebesøg med socialpædagoger fra det opholdssted, hvor sønnen bor.
Men Else Karlsson siger de ikke nej tak til.
– Else er bare god til at skabe de usynlige bånd mellem mennesker. Hun er rigtig god til at lytte, siger Maria.
– Og så betyder det utrolig meget, at hun ikke skal melde tilbage til kommunen. Det gør, at vi kan stole på hende, supplerer Bo.
– Else er en rigtig stor hjælp, fastslår Maria og fortsætter:
– Jeg er bare ked af, at vi ikke fik tilbudt en støtteperson noget før. Vi kunne godt have brugt en lige fra starten.  

Else er en rigtig stor hjælp. Jeg er bare ked af, at vi ikke fik tilbudt en støtteperson noget før. Vi kunne godt have brugt en lige fra starten

Maria, mor til et anbragt barn

Forældrenes udgangspunkt
Når Else Karlsson skal beskrive sin egen rolle, lægger hun vægt på, at hun støtter forældrene i deres egne ønsker.
– Når Maria fx ringer til mig og siger, at hun vil kontakte Ekstra Bladet, er det hverken min opgave at sige, at hun skal gøre det, eller at hun skal lade være. Min opgave er at hjælpe hende til at reflektere og træffe sine egne valg, siger hun.
Else Karlsson oplever tit, at forældrene får et bedre samarbejde med fx sagsbehandler eller plejefamilie, når hun er inde over.
– Det handler meget ofte om kommunikation. I forhold til plejefamilien kan forældrene være meget vrede, og så er det jo egentlig ikke fordi, de er vrede på plejefamilien, men fordi de er kede af, at de ikke kan have deres barn hjemme. Her kan jeg tit hjælpe med kommunikationen. Når jeg får lov at være med til møder med plejefamilien, spørger jeg forældrene, hvad de gerne vil vide – og så sørger jeg for at spørge om det, hvis forældrene ikke får det gjort. Tit er det nogle meget enkle spørgsmål om, hvordan barnet har det i dagligdagen, og når forældrene får svar, føler de sig anerkendt - og alene det kan være med til at dæmpe konfliktniveauet, fortæller Else Karlsson.
Andre gange forbereder hun forældrene, så de bedre kan udtrykke deres tanker og ønsker på møderne.
– Fx gør jeg tit meget ud af at fortælle forældrene, at de ikke behøver at svare lige med det samme. Det er okay, hvis der er en pause, hvor de lige tænker sig om.