icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
pexelscom_hidden_child_b.jpg
Anbringelser

Kommune: Færre +15-årige skal anbringes

Sårbare børn og unge i Faaborg-Midtfyn Kommune skal som udgangspunkt ikke længere anbringes, når de er over 15 år. Socialpædagogerne kalder tiltaget 'en grotesk principbeslutning’.

Plejefamilier og børne-unge-institutioner i Faaborg-Midtfyn Kommune kan fremover se frem til primært at få børn under 15 år visiteret til anbringelse. Kommunalbestyrelsen vedtog nemlig i sidste måned store ændringer på området for sårbare børn og unge.

Beslutningen, der bunder i besparelser, indebærer, at unge over 15 års som udgangspunkt ikke længere skal anbringes uden for hjemmet. Til gengæld sættes der flere penge af til, at kommunen kan sætte tidligere ind med forebyggende arbejde, ligeså snart der er opstået mistanke om, at et barn mistrives. Det skriver Fyns Stiftstidende.

Børnene over 15 år vil i stedet modtage ’massiv støtte i hjemmet og flere fagpersoner tilknyttet familien’.

Hos Faaborg Midtfyn Kommune understreger bestyrelsesmedlem Steffen Jensen (S) overfor fagbladet Socialpædagogen, at beslutningen først og fremmest bunder i økonomiske hensyn:

– Vi har været igennem nogle år med stigende udgifter til anbringelses- og forebyggelsesområdet, der har tvunget os til at kigge på de penge, vi har, og der er vi i kommunalbestyrelsen blevet enige om, at vi kan spare lidt i indsatsen til de 15-årige, og så til gengæld øge den tidligere indsats.

Socialpædagogerne: Faglig vurdering bør vægte højest
Socialpædagogernes næstformand, Verne Pedersen, kritiserer imidlertid beslutningen i skarpe vendinger:

– Det er både en uanstændig og fuldstændig grotesk principbeslutning, når politikere på den her måde sætter en snitflade for, hvornår børn bør anbringes. Hvad enten børn anbringes på institution eller i plejefamilie, bør det altid ske på baggrund af en faglig vurdering af, hvad der er barnets bedste.

For blot fordi et barn er fyldt 15 år, betyder det ikke, at behovet for en anbringelse ophører. Tværtimod ser man masser eksempler på, at 15-årige børn har gavn af at blive anbragt, supplerer hun.

Faaborg Midtfyn Kommune har dog ifølge Fyns Stiftstidende lavet det forbehold, at børn over 15 kan blive anbragt, hvis der er tale om, at den unges sundhed eller udvikling ellers lider alvorlig skade.

Verne Pedersen er dog fortsat bekymret for, at beslutningen, undtagelsen til trods, skaber en uhensigtsmæssig kommunal praksis, hvor man trækker muligheden for en anbringelse i langdrag.

– Hvor dårlig skal man så have lov at være, før en anbringelse kommer på tale? Ifølge loven skal man altid have barnets tarv for øje, og det har man ikke, hvis man venter til sidste øjeblik med en anbringelse, som er åbenlys nødvendig. I stedet går kommunen med åbne øjne ind og nedprioriterer en gruppe af børn. 

Kommunalpolitiker: Ja, vi nedprioriterer en aldersgruppe
I Faaborg Midtfyn Kommune medgiver Steffen Jensen, at han også helst var det nye tiltag foruden, men understreger, at kommunens budget også skal hænge sammen:

– Det er rigtigt, at en ung person også kan have brug for at blive anbragt enten i plejefamilie eller på institution. Vi ved godt, at der reelt er tale om en nedprioritering af en aldersgruppe her, vi har bare ikke haft andre muligheder med de penge, vi havde til rådighed. Derfor vurderede vi, at det var vigtigst at prioritere anbringelserne for de mindre børn. På den anden side sætter vi så ind med mere og tidligere forebyggelse, så behovet for anbringelser ikke er så stort for dem over 15 år.

Men hvordan hjælper det de unge, der er over 15 år i dag, og derfor ikke har haft gavn af den forebyggende indsats, I nu ruller ud?

– Jamen det gavner selvfølgelig heller ikke dem, det er klart. Men Faaborg Midtfyn er en af de fattige kommuner, så vi har været nødt til at lave den prioritering, selvom jeg selvfølgelig helst så, at vi kunne undgå det og i stedet tilbyde det samme til alle. Får vi i fremtiden flere midler, vil jeg hellere end gerne opprioritere området igen.  

Hvorfor har I sat snitfladen ved 15 år?

– En ung over 15 år kan nemmere sige fra, brokke sig og rejse sig op og gå, hvis vedkommende ikke bryder sig om at være, hvor han er, end det firårige barn kan.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder