Ros til plejefamilier - og 7 ting, der virker
Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen, indledte familieplejernes landskonference med at pointere plejefamiliernes store betydning. Bagefter gav professor Inge Bryderup 7 bud på, hvad der virker på anbringelsesområdet
Plejefamilier skal huske at klappe sig selv på skuldrene, for de udfører en meget vigtig opgave. Sådan lød et af budskaberne på Socialpædagogernes landskonference for familieplejere, der blev indledt af forbundsnæstformand, Verne Pedersen (på billedet):
– Det kan da godt være, at jeg selv kan føle en smule stolthed over mit arbejde. For eksempel når det lykkes at sætte aftryk på en politisk million-aftale, der skal forbedre samarbejdet mellem døgninstitutioner og plejefamilier. Eller når det endelig, endelig lykkes at få Kommunernes Landsforening, KL, til at ændre holdning, så de forstår, at familieplejere selvfølgelig ikke skal straffes økonomisk, når arbejdet bærer frugt og plejebarnet får det bedre… Men den stolthed er da for intet at regne imod den stolthed, I som familieplejere må og kan føle, når jeres arbejde lykkes. Når jeres plejebørn kommer godt i vej – eller i hvert fald får et bedre liv, end de ville have fået uden jer, sagde hun.
Forskningsmæssigt overblik
Omkring 80 familieplejere fra hele landet var samlet til landskonference i Middelfart, hvor dag 1 bød på vidt forskellige faglige vitaminer, der spændte fra neuropædagogik til forældresamarbejde og rusmiddelproblematikker.
Konferencen blev indledt i helikopterperspektiv med et foredrag af professor Inge Bryderup fra Aalborg Universitet, der med afsæt i egen og andres forskning gav et overblik over området.
Hun fortalte bl.a., at andelen af anbragte børn i Danmark har ligget nogenlunde konstant de sidste 100 år, nemlig omkring 1 pct. Til gengæld har der været store, historiske forandringer i anbringelsesformerne, således at familiepleje nu er langt mere anvendt end tidligere. I 2017 var 62 pct. af alle anbragte børn anbragt i en plejefamilie. Frem til begyndelsen af 80´erne var det kun omkring 15 pct.
7 ting, der virker
Inge Bryderup lagde også vægt på, at der på mange punkter er forskningsmæssigt belæg for at sige, hvad der virker – og ikke virker – på anbringelsesområdet:
1) Sammenbrud i anbringelsesforløb har negative psykologiske, sociale og faglige konsekvenser for børn og unge langt ind i voksenlivet.
2) Grundige forundersøgelser og inddragelse af forældre og børn samt støtte til anbringelsessteder mindsker sammenbrud.
3) De anbragte børn og unges kontakt med forældre under anbringelsen er vigtig for deres udvikling både under og efter anbringelsen.
4) Efterfølgende kontakt med anbringelsesstedet anses som væsentligt for og af de unge.
5) Skolegangen for anbragte børn er problematisk og fordrer (mere) fokus i visitation samt løbende støtte som fx lektiehjælp og mentorer.
6) Støtte i overgangen til voksentilværelsen/efterværn er betydningsfuld bl.a. for de unges uddannelsesmuligheder.
7) Udvikling af sociale kompetencer og netværk er livsvigtige for de unge i forhold til uddannelse, selvforsørgelse mv.
Konferencens andendag bød bl.a. på fire monologer fra tidligere anbragte og et foredrag ved eks-rockeren Rolf Hermansen, der fortalte om en udsat barndom.
Ud over de mange faglige input fik konferencedeltagerne også mulighed for at møde Socialpædagogernes formand, Benny Andersen, og deltage i dialogen om, hvordan Socialpædagogerne bliver den bedst mulige fagforening for familieplejere.