icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
AMR-Trine-Audestad.jpg
Arbejdsmiljø

AMR: De små skridt er også en faglig sejr

Tidspres, dokumentation og lange dage på egen hånd pressede arbejdsglæden hos hjemmevejlederne i Gladsaxe Kommunes socialpsykiatri. Derfor har AMR Trine Audestad taget initiativ til et skift i fokus, hvor kollegerne zoomer ind på succeserne og hverdagens små fremskridt

Hvad gør du som arbejdsmiljørepræsentant, hvis de største arbejdsmiljøudfordringer, der tynger dagligdagen for dig selv og dine kolleger, kommer oppefra? Hvor tidspresset, de skærpede dokumentationskrav og det økonomisk udsultede område, du arbejder med, skyldes politisk fastsatte rammer, du ikke bare kan forbedre gennem en snak med din nærmeste leder?

Det spørgsmål har arbejdsmiljørepræsentant Trine Audestad ofte stillet sig selv. For som tillidsvalgt i socialpsykiatrien i Gladsaxe Kommune kunne hun se, hvordan kollegernes dalende arbejdsglæde ofte hang sammen med de besparelser, området havde været udsat for.

-Som mange andre socialpædagogiske arbejdspladser har vi kunnet mærke, hvordan vi pga. af nedskæringer og besparelser skal løbe hurtigere, og hvordan vi samtidig skal bruge mere og mere tid på dokumentation. Det er svært at bevare arbejdsglæden under den slags forhold.

Så umiddelbart kunne det være nærliggende at møde problemerne med et opgivende skuldertræk – for hvad i alverden kan man som enkelt arbejdsmiljørepræsentant rykke? Men Trine Audestad anlagde for nyligt et andet blik på problemet.

Værn om arbejdsglæden
- Det kan godt være, at vi på vores arbejdsplads fx ikke kan ændre på, at Socialpsykiatrien, ligesom resten af psykiatrien, er blevet udsultet på landsplan. Men vi kan til gengæld godt gøre noget ved den indstilling, vi har til vores arbejde, og den arbejdsglæde vi giver hinanden kolleger imellem.

For i takt med forringelserne var netop arbejdsglæden kommet under pres, og ofte var det snakke om nederlag og begrænsninger, som fyldte i hjemmevejledernes hverdag.

Derfor var det nødvendigt at få skilt problemerne ad og sammen finde en løsning på de udfordringer, de havde indflydelse på. Så Trine Audestad stablede for et par uger siden en halv temadag på benene, hvor hendes 30 kolleger forinden havde givet deres egne bud på, hvor arbejdsmiljøudfordringerne var størst.

-Det stigende arbejdspres fyldte hos størstedelen. Derfor diskuterede vi, hvordan vi på trods af travlhed kunne fylde mere arbejdsglæde ind i hverdagen.

For i personalegruppen var der enighed om, at det kunne være svært at have øje for hinanden og tid til at give en kollega den faglige ros og anerkendelse, der er så nødvendig for at værne om motivationen– dels på grund af arbejdspresset, dels på grund af arbejdets karakter.  

- Som hjemmevejledere foregår meget af vores arbejde i borgernes hjem. Det betyder, at man meget af dagen er på egen hånd, og når vi endelig er samlet på vores fysiske arbejdsplads, har alle typisk travlt med dokumentationsarbejde.

- Så oplever du en værdifuld faglig sejr, som det jo er, når du fx får en angstramt person, til at bevæge sig udenfor sin bolig for første gang i ugevis, er du ofte det eneste vidne til det. Men vi har brug for at blive bedre til at dele de sejre med hinanden.

Tal højt om de små fremskridt
Derfor blev kollegerne enige om, at de i langt højere grad skulle have de gode og fagligt motiverende oplevelser ud at leve for at huske hinanden på værdien af deres arbejde – hvad enten det sker på det ugentlige personalemøde eller i et telefonopkald ’ude fra marken’.

- Indenfor vores område kommer det socialpædagogiske arbejde til udtryk gennem små skridt – det er der, du ser forskellen for det enkelte menneske og der, du mærker, at du rykker noget. Det skal vi huske hinanden på, særligt når rammerne for arbejdet udfordrer os.

Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal stoppe med at tale om de svære emner, understreger Trine Audestad:

- Men hvis vi også italesætter hver eneste faglige sejr, tror jeg på, at vi både højner arbejdsmiljøet og fagligheden. 

AMR-ÅRET 2019

Fagbevægelsens Hovedorganisation sætter i 2019 fokus på arbejdsmiljørepræsentanterne og deres vilkår og rolle på arbejdspladsen.

Den kommende tid bringer Socialpædagogen en række interviews med arbejdsmiljørepræsentanter, der på hver deres måde gør en forskel for arbejdsmiljøet.

I andet afsnit deler Trine Audestad ud af sine erfaringer som AMR for 30 kolleger i socialpsykiatrien i Gladsaxe Kommune.

Trines tre råd til AMR-kollegerne

1)Få dig et netværk. Et godt netværk med andre arbejdsmiljørepræsentanter er virkelig værdifuldt, hvad enten det er nogen, du møder gennem andre arbejdspladser i fx kommunen eller på arbejdsmiljøkurser. Jeg har selv brugt mit netværk til sparring og gode ideer, og jeg får altid ny energi til arbejdsmiljøarbejdet, når jeg deler mine erfaringer med andre AMR-kolleger.

2) Arbejdsmiljøet er et fælles ansvar. Det er vigtigt løbende at tydeliggøre, at indsatsen for et godt arbejdsmiljø ikke kun hviler på arbejdsmiljørepræsentanten, men derimod er hele arbejdspladsens ansvar.  

3) Hav en løbende dialog. Både med kolleger og leder. Det er den sikre vej til at gøre noget ved udfordringerne, før de vokser sig til store problemer.