icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jesper-Tangbæk-nyt-billede-web.jpg
Ledelse

Direktør: Ledelse er en holdsport

Den moderne velfærdsleder skal ikke kun lede nedad. For vellykket ledelse kræver, at man også er i stand til at lede opad, udad og til siden – og at man stiller krav til sit lederfællesskab, mener direktør i Solrød Kommune Jesper Tangbæk, der gæster Socialpædagogernes lederkonference til september

Det er i virkeligheden kun fodboldstjerner som Lionel Messi og Christiano Ronaldo, der kan vinde på egen hånd. Langt de fleste andre ’hold’ må berede sig på at løfte og løbe i flok, hvis de skal nå målet, mener Jesper Tangbæk, direktør i Solrød Kommune.

Den lærdom gælder ikke kun på grønsværen hos fodboldens superliga, men bør derimod også være helt central for medarbejderne i velfærdsstatens maskinrum og for de offentlige ledere, der hver dag gør deres ypperste for at drive arbejdspladser, som sikrer de allerbedste tilbud for landets borgere. For hvis man som leder sætter sig ned og prøver at skitsere de opgaver, man faktisk har ansvar for, kan dimensionerne nemt virke svimlende, siger han.

– Mange ledere har ansvar for en økonomi, der kan være under pres. De har ansvar for den daglige drift, for arbejdsmiljøet og medarbejdernes velbefindende og for at sikre den bedst mulige opgaveløsning på det tilbud, de leder. Insisterer du på at løse alle de opgaver på egen hånd, sætter du dig selv under et meget meget stort pres.

– Spørg dig selv, om du selv kan løse opgaverne under de betingelser. Det vil jeg vove at påstå, at du har ualmindeligt svært ved.

Derfor uddelegerer enhver fornuftig leder selvfølgelig opgaverne nedad på arbejdspladsen eller i organisationen – i en klassisk oppe-fra-og-ned-ledelsesstil. Men det er imidlertid ikke nok, mener Jesper Tangbæk.

Gennem sit eget snart 30-årige arbejdsliv, der tæller direktørstillinger i fem forskellige kommuner, har han samarbejdet med et væld af velfærdsledere på flere forskellige niveauer, hvor han gennemgående har lært én vigtig lektie. Vellykket ledelse går ikke kun nedad mod dem, man er leder for. Den går også på tværs, til siden, opad og udad.  

De mange retninger udgør selve lederskabets anatomi, mener Jesper Tangbæk.  

– For en leder på fx en skole eller et botilbud er det helt afgørende, at folk som mig er bevidste om de udfordringer, du står med som leder, og det bliver jeg kun, hvis jeg er informeret, for jeg kan ikke selv fange alt, der rører sig. Derfor skal du være indstillet på at lede opad ved at spille dig selv på banen og vidensdele med dem over dig. Men det handler om mere end det. Du skal selv turde sætte en dagsorden, når du finder det nødvendigt. Det er simpelthen nøglen til at skabe de bedst mulige vilkår for de ansatte og borgerne.

For hvis man som leder vil værne om sit fagområde og anerkendelsen af de ansattes faglighed, er det helt essentielt at lede opad, tilføjer han.

– Jeg har en dyb respekt for velfærdsprofessioner som fx socialpædagoger, men som direktør bliver jeg aldrig fagfaglig, derfor må jeg forvente, at den enkelte leder forklarer mig, hvad det vil sige at arbejde på fx det pædagogiske felt, så vi sammen kan sikre vilkårene for, at fagligheden kan udfolde sig bedst muligt.   

Værn om dit lederforum
I ethvert stærkt lederforum skal man samtidigt have modet til fra tid til anden at løfte blikket fra driften og de stringente dagsordener, stille de svære spørgsmål og bringe samtalen et niveau op. ’Hvordan bliver vi det bedste hold? Hvilke forventninger har vi til hinanden, bliver de indfriet eller ej, og hvordan kan vi forløse det potentiale, vi udgør tilsammen?’

Det gælder ikke kun i mødet med ledere på topniveau, det er i høj grad også nødvendigt for ledergruppen på de enkelte arbejdspladser. Derfor er det essentielt, at man skaber et rum til at lede på tværs.

– Det er et velkendt faktum, at ledelse kan være ensomt, særligt hvis du er presset eller har store udfordringer at slås med. Man kan nemt blive så optaget af sine egne problemer, at man glemmer, at andre nok også har det på samme måde. Men sådan behøver det ikke at være.

Derfor bør man gøre en indsats for at skabe en feedback-kultur i ledergruppen og bringe udfordringerne ud i det fælles rum. Giver man selv en hjælpende hånd i form af råd og vejledning til en lederkollega, kan man med god grund forvente at få hjælp den anden vej, hvis behovet melder sig, siger Jesper Tangbæk.

– Det skal ikke være en noget-for-noget-tankegang, men hvis vi lærer at agere som et lederfællesskab, som et hold, kan vi også godt tillade os at stille krav til det fællesskab, og så tror jeg, man føler sig lidt mindre ensom. Vi skal bare være tydelige på, hvad vores forventninger er til hinanden.

Led udad
Men et lederfællesskab går ikke kun nedad, opad og på tværs i Jesper Tangbæks optik. Det går også udad, forstået på den måde, at enhver leder bør have øje for det, der foregår udenfor arbejdspladsen, organisationen eller det kommunale system.

– Hvad enten du har en lederposition på en folkeskole eller et bosted for udviklingshæmmede, så er det værd at række ud til fx erhvervslivet og civilsamfundet. Foreningslivet rundt om i landet består af ildsjæle, der gerne vil engagere sig og bidrage i det omfang, de kan. Som leder kan der være guld at hente der, og begynder du at tænke lokalsamfundet ind i dit lederskab og i din strategi, får du en helt ny form for værdi til din arbejdsplads.

Socialpædagogernes lederkonference

Den 19. og 20. september løber Socialpædagogernes lederkonference af stablen i Nyborg. Her kan du bl.a. møde direktør i Solrød Kommune Jesper Tangbæk, der gæster konferencen med oplægget "Ledelse er en holdsport". 

Læs mere om konferencen og tilmeld dig her