En faglig lussing

Lokal jargon kan misforstås
Desuden var de ikke et sekund i tvivl om, at deres pædagogik kom de anbragte børn på Struer Skolehjem til gode. Derfor føltes kritikken så urimelig, husker forstander Torben Norup.

– De byggede konklusionerne på eksempler taget ud af en sammenhæng. Havde de bare spurgt mig ind til de ting, de baserede kritikken på, havde jeg kunne forklare dem, hvordan det hang sammen.

Men tilsynet skal ikke spørge. De skal konkludere, og så opstår der misforståelser. Groft generaliserende misforståelser, mente forstanderen. Som når de ansatte blev beskyldt for at skrive nedsættende om børnene i deres dagbogsnotater.

Det handlede snarere om, at arbejdspladsen havde en lokal jargon, der måske kunne misforstås af en udenforstående. Og det, tilsynet kaldte en ’autoritær pædagogik’, der ikke flugtede med Struers Skolehjems officielle pædagogiske linje, handlede dybest set om omsorg. Som når de fik børnene til at aflevere mobilen inden sengetid, så de var udhvilede til næste skoledag. Men det var en overtrædelse af loven om voksenansvar – en lov, de havde tolket anderledes end tilsynet.

Et fremmed sprog
Men det var som om, argumenterne prellede af på tilsynschefen, konsulenten og de to jurister på den anden side af bordet, fortæller Charlotte Egemose. Som hvis man taler et sprog bygget op af ord og budskaber, modtageren ikke anerkender – og ikke forstår. Hun sad derfor med følelsen af, at det kun var hende og kollegerne, der skulle nærme sig tilsynet – og ikke omvendt.

– For de ville ikke høre, hvorfor vi syntes, vi gjorde vores arbejde godt. De ville have evidens for det,
og de ville have det nu. Ledelsen skulle derfor udelukkende forholde sig til, hvordan de ville leve op til de otte objektive temaer, der tilsammen udgør den kvalitetsmodel, hvert tilbud vurderes ud fra. Flere af temaerne havde de modtaget bundkarakterer på. Og det gjorde ondt i den faglige selvforståelse.

De ville ikke høre, hvorfor vi syntes, vi gjorde vores arbejde godt. De ville have evidens for det, og de ville have det nu.

Charlotte Egemose, pædagogisk konsulent

Vejen til selverkendelse
For socialpædagog Laila Munck er der et klart før og efter Socialtilsynet. Med sine 19 år på Struer Skolehjem er hun ikke bleg for at kalde sig selv erfaren, og hun har altid kunnet se sig selv i spejlet efter arbejde. Derfor blev hun ramt, da hun læste den rapport, ledelsen havde talt så meget om.

– Jeg har altid syntes, at vi gjorde et godt og vigtigt stykke arbejde for børnene. Nu kom der pludselig nogen udefra og fortalte os, at de værktøjer, vi brugte, var forkerte. Tæppet blev revet væk under vores faglighed. Men da hun havde sundet sig, begyndte hun at se nogle af anmærkningerne i et nyt lys.

– Det var voldsomt at læse, at vi var nedladende og uprofessionelle, når vi skrev om børnene. Men måske kunne vi godt dokumentere på en bedre måde, hvor vi udelod slang og interne bemærkninger.
For jargonen kunne godt opfattes som lidt rå og indforstået.

’Læg jer fladt ned’
De mange kritikpunkter udmøntede sig i fem påbud og et skærpet tilsyn, der betød flere besøg, flere
rapporter og mere dokumentation. Så da Torben Norup, Henrik Bitsch og Charlotte Egemose forlod tilsynskontoret i Silkeborg, havde de lyst til at slå igen. Hvordan kunne de bedst få sagen op på ministerniveau? Hvem i deres netværk kunne hjælpe dem med juridisk skyts overfor en myndighed, der ikke var bange for at bruge magt? Samtidig havde de inderligt brug for en livline, der kunne rådgive dem i det jurasprog, de ikke selv mestrede. Derfor tog de fat i deres netværk hos FADD (Foreningen af Døgn- og Dagtilbud for udsatte børn og unge). Her var meldingen klar.

– Læg jer fladt ned, lød konsulentens råd.

Som sagt – så gjort. Og da vreden og indignationen var fordampet, læste de tilsynsrapporten igen
med tiltagende friskere øjne.

– Denne gang fik jeg flere ahaoplevelser undervejs. Selvom jeg var uenig i meget af fremstillingen,
kunne jeg inderst inde godt se flere af problemerne … Vi måtte nok erkende, at tilsynet nogle steder havde lidt ret. siger Charlotte Egemose.

Et fælles fagligt sprog
Men hvis Struer Skolehjem skulle videre, havde de brug for et nyt fagligt fundament at stå på. Det første skridt mod det mål tog de i maj 2018, hvor 30 medarbejdere startede på et kursus i mentalisering – en pædagogisk metode, der har fokus på at forstå egne og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Det 1,6 mio. kr. dyre og tre år lange forløb fik de finansieret af Socialstyrelsen. Sideløbende udarbejdede de i samarbejde med et konsulentfirma et nyt fælles værdigrundlag for arbejdspladsen. Og mindre end et år inde i kursusforløbet er resultaterne til at tage at føle på. De fem påbud og det skærpede tilsyn blev ophævet i august samme år, og for Laila Munck har fagligheden i dag fået et boost:

– Jeg er blevet en bedre socialpædagog, for jeg tænker og taler om børnene på en anden og mere
fagligt funderet måde. Vi er stadig i oplæringsfasen, men jeg har allerede fået nye redskaber til, hvordan jeg kan gå til det enkelte barn.

For Charlotte Egemose er forandringen også tydelig, for i dag er der et komplet sammenfald mellem pædagogiske visioner og daglig praksis:

– Nu arbejder alle socialpædagoger med mentalisering ud fra de samme to modeller. Det har givet
os et fælles fagligt sprog, som gør os i stand til at kommunikere fagligt og præcist kolleger imellem, med sagsbehandlerne i kommunen og overfor tilsynet. Og nu er den pædagogiske konsulent faktisk lidt spændt på den næste tilsynsrapport. På den gode måde.

– Det bliver lidt som et OL i pædagogik, når de kommer igen. Jeg glæder mig til, at vi skal vise dem,
hvor godt det går herude.