icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
CB-Politiskilt-.jpg
Overfald

Knivstikkeri på bosted

En 46-årig beboer er varetægtsfængslet for drabsforsøg på en medarbejder på et bosted for sindslidende. ’Utrolig trist,’ siger Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Marie Sonne

En 46-årig beboer på bostedet ’Ved Sønderåen’ i Vejle er varetægtsfængslet i fire uger for forsøg på manddrab. Ofret er en medarbejder på bostedet, der blev stukket med en kniv. Ifølge vagtchef ved Sydøstjyllands Politi Lars Grønlund havde medarbejderen fået flænger i ansigtet, men var dog ikke kommet alvorligt til skade.
– Der var tale om overfladiske skrammer i ansigtet og afværgelæsioner på hænderne, men vi betragter episoden som alvorlig, hvilket vores sigtelse og varetægtsfængslingen også indikerer, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Vigtigt med forebyggelse
Socialpædagogerne forbundsnæstformand, Marie Sonne, er berørt af situationen.
– Det er ikke meget mere end et halvt år siden, at en socialpædagog overlevede et knivstikkeri på et bosted i Nordsjælland. Jeg kender endnu ikke de nærmere omstændigheder ved episoden fra Vejle, men det er utrolig trist, når kollegaer bliver udsat for vold på arbejdet, og vi skal gøre en indsats for at forebygge. Det er vigtigt at holde fokus på arbejdsmiljøet, for det må ikke være farligt at gå på arbejde, siger hun.

Risikovurderinger
Lederen af Vejle Kommunes Center Døgn som ’Ved Sønderåen’ er en del af, siger til Vejle Amts Folkeblad:
– Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå disse episoder. Vi udarbejder en risikovurdering af hver enkelt beboer, og hvis der er risiko for noget, har vi beskrevet, hvordan det skal tackles. Men det forhindrer ikke, at sådan noget opstår helt pludselig, og så er det klart, at vi sætter politi på.
Til folkebladet understreger hun samtidig, at hun ikke har mulighed for at kommentere på omstændighederne ved den konkrete episode.

Sæt fokus på socialpsykiatrien
Kredsformanden i Socialpædagogerne Lillebælt, Hanne Ellegaard, er også rystet over episoden og siger:
– Det er det, der ikke må ske – og så sker det alligevel. Og det viser, at det ikke er nok at have fokus på en bedre behandlingspsykiatri. Der skal også være fokus på socialpsykiatrien og forholdene i kommunerne.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Arbejdsmiljø, Forbundsnyheder, Forbund og a-kasse