icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
cb-beskåret-rådhus.jpg
Vederlag

Nu skal slaget stå i kommunerne

Socialpædagogerne kridter skoene efter, at Kommunernes Landsforening, KL, har anbefalet en gennemsnitsmodel til honorering af familieplejere. Nu skal kampen føres lokalt i dialog med de enkelte kommuner

’Endelig, endelig er det lykkedes at få Kommunernes Landsforening, KL, til at ændre holdning, så de forstår, at familieplejere selvfølgelig ikke skal straffes økonomisk, når arbejdet bærer frugt og plejebarnet får det bedre.’
Sådan sagde Socialpædagogernes forbundsnæstformand, Verne Pedersen, på familieplejernes landskonference i Middelfart, der blev holdt i slutningen af maj.

Hun refererede til, at KL for nylig besluttede at anbefale kommunerne at bruge den såkaldte gennemsnitsmodel til aflønning af familieplejere. I stedet for gentagne opslidende forhandlinger og stor usikkerhed, skal der laves en langsigtet aftale om honorering.

– Det er godt! Men det er ikke godt nok, for en anbefaling er jo netop bare en anbefaling, og kommunerne kan stadig gøre, som de vil, fortsatte Verne Pedersen.
På det overordnede plan arbejder Socialpædagogerne derfor stadig for at få en forpligtende aftale, der bliver bindende for kommunerne.

I dialog med kommunerne
Efter konferencen fortalte Verne Pedersen, at slaget nu også skal stå lokalt.
– Alle vores ti kredse vil invitere deres lokale kommuner til dialog om, hvordan de selv kan overgå til gennemsnitsmodellen. Og de vil fx slå på, at det er nødvendigt med gode vilkår, hvis man vil gøre sig forhåbninger om at tiltrække nok dygtige plejefamilier, siger Verne Pedersen.
Selv har hun også holdt møde med formanden for KL, Jacob Bundsgaard, sammen med Socialpædagogernes formand, Benny Andersen.

– Og her lagde vi selvfølgelig vægt på, at man ikke skal tvinges over på en gennemsnitsmodel, hvis man allerede er i gang. Gennemsnitsmodellen skal bruges frivilligt eller fremadrettet. Til nye aftaler. Det må ikke blive et spareprojekt, der forringer vilkårene for de plejeforhold, der allerede er i gang.

Samme budskab vil kredsformændene og andre repræsentanter for Socialpædagogerne tage med, når de skal i dialog med kommunerne.

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Familieplejere, Børn og unge