icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Tema-tips-til-fremtidens-socialpædagoger.jpg
Normalisering

Tips til fremtidens socialpædagoger

– fra centerleder Kurt Bertelsen, som blev uddannet socialpædagog for 35 år siden

Kommunikér liv og faglighed
Hvis vi socialpædagoger skal bevare den faglige stolthed og tage selvbestemmelsen i vores fag tilbage, er vi nødt til at skabe en modvægt til de excel-ark og den økonomiske pakketænkning, der i alt for høj grad styrer vilkårene for vores arbejde i dag. Derfor har vi brug for, at fremtidens socialpædagoger sætter ansigt på fagligheden overfor deres arbejdsgiver og bliver endnu tydeligere på, hvordan de skaber kvalitet for borgerne, og hvad det koster. For hvis kommunerne kender vores kompetencer og vores afgørende betydning for borgernes liv til bunds, bliver det nemmere at få indflydelse på rammerne for vores fag.

Vær fagligt modige
Som socialpædagoger understøtter vi borgere med udviklingshæmning i at leve et liv på egne betingelser. Men vi kan også komme til at passe for meget på dem, så vi snyder dem for udvikling. For rigtigt mange borgere kan mere, end vi tror - men det kræver, at vi giver dem chancen for at vise det og chancen for at lære. I Samstyrken har vi fx en velfungerende borger med kørekort, der er chauffør for andre borgere. En anden gruppe borgere har vi lært at gå på arbejde selv, selvom nogle fandt det umuligt på forhånd. Forestil jer den selvstændighed, der ligger i at gå på arbejde på egen hånd, frem for at blive samlet op af en handicapbil hver dag. I unge skal ikke være dumdristige, men I skal have modet til at stille spørgsmål til arbejdsgangen og sætte jeres faglighed i spil. For hvis I vil og tør, kan I gøre mange borgere endnu mere selvhjulpne, end de er i dag.