icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Jobguide.jpg
Jobsøgning

5 tips til dig, der søger nyt job

Har du brug for at sætte fart i jobsøgningen? Jobkonsulent i Socialpædagogernes a-kasse Maria Hesselberg har fem gode tips til, hvordan du kommer godt i gang:

1 Lav en strategi
Det er krævende at være jobsøgende. Derfor anbefaler vi, at du strukturerer din tid. Læg faste arbejdstider for din jobsøgning, hvor du beslutter, hvornår du leder efter relevante stillinger, og hvornår du skriver ansøgninger. Hold et ugentligt møde med dig selv, hvor du lægger konkrete mål for den kommende uge.

2 Forbered dig, før du skriver
Når du har fundet en stilling, du vil søge, skal du selvfølgelig læse opslaget grundigt, så du ved, hvad arbejdsgiveren efterspørger. Søg derefter information om arbejdspladsen og tag kontakt til arbejdsgiveren. Forbered dig inden, så du er klar på at præsentere, hvorfor du ringer. Sørg også for at have nogle få konkrete spørgsmål klar, som du ikke kunne læse dig til i jobopslaget.

3 Skriv en ansøgning, der fænger
Den gode ansøgning er fremadrettet og handler om jobbet, du skal bestride. Du skal derfor beskrive din erfaring i sammenhæng med stillingen, du søger. Resten kan du udfolde i CV’et.  En god ansøgning er let og overkommelig at læse og fylder max en side. Den er skrevet i et aktivt sprog med korte sætninger og delafsnit – og lixtallet er ikke for højt. Skriv ud fra mottoet ’Show it, don’t tell it’. Fremfor for at skrive, at du er struktureret, illustrerer du det i stedet med et eksempel.

4 Skriv det gode CV
Modsat ansøgningen er CV’et bagudrettet, for det handler om, hvad du har lavet. CV’et er et dynamisk koncept, som du målretter det job, du søger. Fremhæv derfor de jobs eller praktikker, der har givet dig erfaring, som er relevant for den specifikke stilling. Med et lille resumé i starten kan du desuden fortælle om de kompetencer, der gør dig særligt kvalificeret til stillingen. Det kan godt betale sig at gøre meget ud af CV’et, for det er ofte det, arbejdsgiveren bruger mest tid på at læse.

5 Oversæt dine kompetencer
Manglende erfaring kan stå i vejen for, at du bliver kaldt til samtale, så derfor bør du oversætte dine nuværende kompetencer til det specifikke job, du vil søge. Har du fx erfaring med en særlig pædagogisk metode, kan du i din ansøgning og dit CV argumentere for, hvordan du kan bruge de værktøjer i den nye stilling. Du kan også supplere din ansøgning med et kompetence-CV.

Få sparring

Jobkonsulenterne i Socialpædagogernes a-kasse giver dig gode råd til din ansøgning eller dit CV.

Find din jobkonsulent her: sl.dk/jobkonsulent

Socialpædagogernes Job- og Karriererådgivning tilbyder professionel sparring om jobsøgning  og karrieremuligheder. Mandag mellem kl. 14-17 på 7248 6060