Natten til fredag i sidste uge sov Poul Erik Pedersen stille ind efter længere tids alvorlig sygdom. Omtrent til det sidste holdt Poul Erik fast i håbet om at blive rask og vende tilbage til jobbet som faglig sekretær i Socialpædagogerne Lillebælt. Sådan skulle det desværre ikke gå, og det var med stor sorg, vi modtog beskeden om hans død.
Trods sin sygdom deltog Poul Erik så sent som i juni i et møde i Socialpædagogernes hovedbestyrelse. Det skulle desværre blive hans sidste. Men det vidner om det stærke engagement, som har kendetegnet hans virke i Socialpædagogerne lige siden studietiden i Odense i 80’erne, hvor han var aktiv i de studerendes organisation.
Poul Erik var som ung også aktiv på den politiske venstrefløj, men det var faget og fagforeningen, han for alvor brændte for. På jobbet på børn- og ungeområdet blev han valgt som arbejdsmiljørepræsentant for sine kolleger. Siden fulgte tillidsposter som suppleant og snart efter medlem af bestyrelsen i den daværende Fynskreds. På generalforsamlingen i den nye Kreds Lillebælt i efteråret 2007 vandt Poul Erik et kampvalg om posten som faglig sekretær i kredsen – et hverv, han med dygtighed har varetaget lige siden.
Poul Erik satte sit præg på såvel opbygningen af og udviklingen af Kreds Lillebælt og som mangeårigt medlem af hovedbestyrelsen også på udviklingen af Socialpædagogerne frem mod den organisation, vi kender i dag – med et stærkt fokus på det, der engagerer og skaber værdi for medlemmerne.
Vi har gennem årene kendt Poul Erik som en loyal medspiller – men også som en person, der aldrig veg tilbage for at sige sin mening og dermed sætte sit præg på det, han beskæftigede sig med. Blandt andet var Poul Erik en stærk fortaler for – og på både lokalt og centralt plan aktiv i forhold til omlægningen af pædagoguddannelsen i retning af større specialisering. Et andet område, han brændte for, var det internationale arbejde, herunder hjælpeorganisationen International Børnesolidaritet.
Et af Poul Eriks ansvarsområder i kredsen var familieplejerne, hvis vanskelige arbejdsvilkår han brændte for at forbedre, og hvis interesser han varetog med stor entusiasme. Også arbejdsmiljøet var et område, der optog ham.
Poul Erik var en dygtig faglig sekretær med et stort netværk og et indgående kendskab til kredsens faglige strategi og politik. Samtidig var han en god kollega og et åbent og venligt menneske. Eventuelle uenigheder blev aldrig til uvenskab, men blev håndteret med saglige argumenter. Sådan var det i forhold til kolleger, de øvrige medlemmer af kredsbestyrelsen og ikke mindst i forhold til de mange arbejdsmiljørepræsentanter, tillidsrepræsentanter og medlemmer, som Poul Erik havde kontakt til og arbejdede sammen med. Det gjorde ham til en vellidt og afholdt person.
Socialpædagogerne Lillebælt vil savne Poul Erik. Æret være hans minde.