Slagene lagres i kroppen
I tre år levede Charlott Sams med slag og nedværdigende tilråb fra de senhjerneskadede borgere, hun arbejdede med som socialpædagog på et botilbud. Selvom det er mere end seks år siden, det sidste slag faldt, har hun i dag erkendt, at voldens følger aldrig slipper hende
Cowboykjolen var som en brynje. Den var slidstærk, så den kunne tåle at blive revet i, og samtidig sad den så løst, at kroppens former ikke trådte frem og påkaldte sig uønsket opmærksomhed.
Når Charlott Sams tog den på, kunne ingen røre hende. Derfor købte hun fire ens kjoler med tilhørende sorte leggins, der hang på række i kælderen derhjemme, og som hun iførte sig, inden hun tog på aftenvagt som socialpædagog på botilbuddet for senhjerneskadede voksne.
For hun gjorde, hvad hun kunne for at være så tilpas anonym, at mandlige borgere ikke blev ved med at spørge ind til, hvilken type trusser hun havde på, når hun fx hjalp dem med tandbørstningen.
Men slagene var der ingen påklædning, som kunne parere. De kom ud af de blå, flere gange om ugen, i alle tænkelige situationer. Når hun hjalp borgerne i bad, når de skulle i seng, eller når en ble skulle skiftes.
– Skulle jeg lade borgeren falde ud af sengen, eller skulle jeg tage imod knytnæven, der ramte mig på skulderen, mens jeg vendte ham? I det splitsekund der gik, før slaget ramte, havde jeg ikke tid til at træffe den beslutning, husker Charlott Sams.
Rastløse nætter
Kjolen røg af som det første, når hun trådte inden for hjemmets hoveddør i Aalborg efter endnu en aftenvagt. Hver gang hun smed den ned ad kældertrappen, forsøgte hun at kaste dagens slag, tilråb og spytklatter samme vej. Det var i hvert fald intentionen.
Men oplevelserne var svære at slippe. De fyldte Charlott Sams’ krop med en rastløshed, der fik hende til at sidde vågen til ud på natten i stuens lænestol, inden hun kunne gå til ro.
I dag – mere end seks og et halvt år efter, hun indgav sin opsigelse, mærker hun stadig følgerne af volden til trods for psykologhjælp og tidslig afstand:
– Jeg forventede at få det bedre. Jeg har altid set mig selv som en Fugl Fønix, der har rejst sig fra asken, hver gang jeg er blevet ramt af livet. Men følelserne forbundet med volden har sat sig fast. Det er som om, at de mange slag har lagret sig i kroppen. Jeg mangler en hylde, hvor jeg kan parkere de oplevelser.
Da volden blev hverdag
Men hvordan kom det så vidt, at vold blev et arbejdsvilkår for en socialpædagog, som ønskede at hjælpe en gruppe sårbare borgere?
De første syv år af sin 10 år lange ansættelse på botilbuddet husker Charlott Sams tilbage på med glæde. Men i slutningen af nullerne landede en ny borgergruppe på hendes afdeling efter en omstrukturering – og hverdagen forandrede sig fra den ene dag til den anden.
– De nye borgere, der var visiteret fra andre steder i landet, var dårligere og krævede en større indsats, end vi kunne give dem. Efter min opfattelse var de visiteret forkert og for billigt, siger hun.
Samtidig ramte besparelserne personalegruppen, der på aftenvagterne skrumpede fra fire til tre ansatte – forandringer, der tilsammen betød, at borgerne ikke fik den nødvendige støtte.
– De blev frustrerede og begyndte at handle deres følelser ud, og vi var deres nærmeste boksebold.
Jeg forventede at få det bedre. Jeg har altid set mig selv som en Fugl Fønix, der har rejst sig fra asken, hver gang jeg er blevet ramt af livet.
Charlott Sams, socialpædagog
Forebyg vold og trusler
På Socialpædagogernes hjemmeside kan du få redskaber til, hvordan I forebygger vold og trusler på arbejdspladsen.
Det gør Socialpædagogerne for at bekæmpe vold på jobbet
Socialpædagogerne har gennem flere år kæmpet for, at politikerne skal sætte aktivt ind overfor vold på arbejdspladsen. Da den forrige regering i foråret landede en politisk aftale om styrket arbejdsmiljø, blev det bl.a. aftalt, at det psykiske arbejdsmiljø skal have sin egen bekendtgørelse. I den forbindelse arbejder Socialpædagogerne for, at vold og trusler får et særskilt afsnit i bekendtgørelsen, der bl.a. skal stille krav om voldsforebyggelse til den enkelte arbejdsgiver.
Det budskab afleverede Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard(S), som han mødtes med i august, for at drøfte regeringens indsats for psykisk arbejdsmiljø. Bekendtgørelsen skal træde i kraft fra første januar 2020.
Derudover arbejder Socialpædagogerne for at sikre ansatte ret til fuld erstatning, hvis de udsættes for vold – det kan fx opnås, hvis der bliver lavet udvidede ansvarsforsikringer hos arbejdsgiverne. Fuld erstatning kan bl.a. betyde, at den enkelte socialpædagog ikke skal politianmelde den borger, der har begået volden. Beskæftigelsesministeriet arbejder nu på en rapport om emnet, som bl.a. skal pege på mulige løsninger, der siden skal behandles politisk.
Tavshedens logik
Charlott Sams mærkede hurtigt konsekvenserne af den nye hverdag. Hjerteslagene tog til, hver gang hun gik igennem bostedets skydedør og tog hul på en ny vagt. Nu trådte hun ind i ’arenaen’, hvor alt kunne ske. Samtidig fik hun ofte placeret sig selv i forreste række, når slagene ramte.
– Jeg blev den, som tog en for holdet, for jeg spottede lynhurtigt de risikable borgere, som jeg hellere måtte skåne de studerende og vikarerne for. Men personalet blev jo stadig ramt i større eller mindre grad. Der var bare ingen, som talte om det, fortæller hun.
For ledelsens konsekvente negligering af volden sivede ned gennem personalegruppen som en tavshedens logik. Og når Charlott Sams forsøgte at sætte emnet på dagsordenen, blev den forsigtige kritik mødt med verbale afvæbninger á la:
’På jeres afdeling er vold yderst sjælden, for I har jo slet ikke de sværeste borgere’.
’I skal øve jer i at sige pyt’.
Eller mere kontant: ’Kan man ikke lide lugten i bageriet, er
man velkommen til at finde en ny arbejdsplads’.
Djævlen i spejlet
Tavsheden til trods registrerede Charlott Sams hvert slag og tilråb i såkaldte prikkeskemaer, der med tiden voksede til over 80 eksemplarer. Et skema alene dokumenterede de utallige gange, hun blev kaldt en djævel eller en satan. Og mens slagene satte sig som blå mærker på skuldre og arme, fandt den verbale vold sin helt egen plads:
– Jeg kiggede mig selv i spejlet en dag og så det, jeg havde hørt så mange gange. ’Du er jo en satan’, tænkte jeg. Jeg ved godt, det ikke er rationelt, men tilråbene pillede mig ned.
Inderst inde vidste Charlott Sams godt, at hun burde søge væk. En psykolog havde tilmed opfordret hende til at søge førtidspension. Det ønskede hun ikke. Hun ville bare videre, for hun havde stadig masser at give af. Men der var langt mellem stillingsopslagene, så Charlott Sams fortsatte på bostedet – af økonomisk nødvendighed.
Det afgørende slag
En januaraften i 2013 vaskede hun en grønlandsk kvinde inden sengetid. Kvinden sæbede sig selv ind – glemte at hun havde fået sæbe og bad om mere. Da hun fik et nej, ramte knytnæverne Charlott Sams på armene, albuerne, skulderen og i hovedet.
Kvinden blokerede døren med sin badestol. Slagene fortsatte. Charlott Sams råbte på hjælp, men ingen hørte hende. Hun fik til sidst klemt sig ud af badeværelsesdøren.
I personalestuen skænkede en kollega hende en kop kaffe, mens tårerne trængte sig på:
– Der vidste jeg, det var slut. Jeg kunne ikke mere, ville ikke mere. Så jeg tog mit tøj og gik.
Den samme – og dog
Charlott Sams får diagnosen uspecificeret belastningsreaktion, som Arbejdsmarkedets Erhvervssikring i 2017 – sammen med nogle varige rygproblemer – anerkender som en erhvervssygdom.
Siden sin tid på bostedet har hun bygget en kandidat i Lærings- og Forandringsprocesser ovenpå sin pædagoguddannelse, som hun håber at kunne bruge i et fremtidigt arbejdsliv på nedsat tid.
I dag ser hun ikke sig selv som syg, men oplevelserne på bostedet er en del af hendes identitet, som hun må acceptere. For voldens følger, som viser sig i hverdagens små udsving, slipper Charlott Sams ikke af med:
– Jeg har fx altid holdt af at diskutere. Men hvis stemmerne til et selskab hæver sig, må jeg forlade rummet, for høje lyde vækker noget i mig, jeg helst vil glemme. Jeg har indset, at jeg i dag er en person, der er nem at vælte af pinden. En der har let til tårer. Men samtidig er jeg stadig Charlott, og jeg vil hjertens gerne ud og bruge min faglighed igen – bare på en anden måde.
Jeg blev den, som tog en for holdet, for jeg spottede lynhurtigt de risikable borgere, som jeg hellere måtte skåne de studerende og vikarerne for.
Charlott Sams, socialpædagog
En voldelig førsteplads
Socialpædagoger er den faggruppe, der oftest udsættes for fysisk vold på arbejdet. Men vold behøver ikke at være af særlig grov karakter, før den kan have mentale konsekvenser for den ramte. Ny forskning blandt socialpædagoger viser, at selv små slag og spark, der indtræffer ofte, kan skade det mentale helbred. En af de socialpædagoger, der er varigt mærket af den vold, hun blev udsat for i sit arbejde, er Charlott Sams.
Kilde: Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Ph.d.-
afhandlingen ’Vold i hverdagen’ af Jesper Pihl-Thingvad.