Vejlederrollen puster nyt liv i arbejdsglæden

Tilde skaber forandring i et trygt rum

For to år siden fik Tilde Birk Bjørnshauge ny leder, og det førte ændringer med sig. For at få et fælles pædagogisk udgangspunkt skulle alle i personalegruppen uddannes i KRAP-metoden (Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Pædagogik)
– så hele huset blev sendt på efteruddannelse.

Under forandringsprocessen spekulerede de i teamet over, hvordan de bedst muligt kunne sørge for, at den nye læring rent faktisk også blev brugt, når kursusforløbet var ovre.

– Jeg sagde til en MUS-samtale, at det syntes jeg egentlig kunne være ret spændende at få lov at være en del af. Jeg havde læst om diplomuddannelsen i vejledning og supervision. Til MUS-samtalen fortalte jeg, at uddannelsen ville give mig mulighed for at være med til at understøtte, at KRAP ikke bare blev et slag i dynen, men at vi kan understøtte personalet i at få det brugt. Det syntes de var en god idé, og så sendte de mig af sted, fortæller Tilde Birk Bjørnshauge.

Værktøjer til at vejlede
Én dag om ugen er Tilde Birk Bjørnshauge afsted på uddannelse, og én dag om ugen går med kollegial vejledning og implementering af KRAP. Derudover har hun stadig almindelige socialpædagog-timer. Diplomuddannelsen i vejledning og supervision har givet hende værktøjerne til at vejlede kolleger i et rum, hvor man kan føle sig sikker og tale om det, der er svært i en forandringsproces. 

– Jeg har lært at være undersøgende sammen med mine kolleger på, hvordan vi kommer videre fra problematikker. Man skal turde have en samtale uden at gå ind i noget personligt men holde det professionelt, siger Tilde Birk Bjørnshauge, som også med uddannelsen oplever, at hun er blevet bedre til at se tingene lidt oppefra.

– Jeg har fået perspektiver på, hvad der kan være på spil hos den enkelte og kan håndtere det, hvis en kollega fx er i modstand i en forandringsproces. Jeg har fået greb til at omsætte det, så det ikke er min personlige forståelse eller min pædagog-­forståelse – det er faktisk et helt nyt sted
at stå, hvor jeg kan kigge på ting oppe fra.

Fra seksualvejleder til konsulent

Arbejdet med seksualvejledning ligger implicit i alt, hvad Mette Ankjær gør i sit arbejdsliv. Siden hun blev færdig med seksualvejlederuddannelsen, er hun gået benhårdt efter at skabe en profil som ekspert indenfor især seksualitet og sundhed for mennesker med handicap.

– Det at være uddannet seksualvejleder er et kæmpe kirsebær oveni min uddannelse som socialpædagog, for det kan bruges til så sindssygt meget. Hjælp til det seksuelle kan gøre en stor forskel for borgerens velbefindende. Man kan faktisk afhjælpe udadreagerende adfærd ved at kigge på, om der ligger seksuelle frustrationer bag, og man kan skabe nogle helt andre situationer for de her borgere. For 15 år siden ville man bare have givet dem noget mere medicin, siger hun.

Underviser studerende
Seksualvejlederuddannelsen var desuden en trædesten for Mette Ankjær, der begyndte at få forespørgsler fra kolleger, skoler og fagpersoner, som gerne ville vide mere om seksualområdet. Hun oprettede derfor et cvr-nr og begyndte at arbejde som konsulent og holde oplæg.

– De sidste fire år har jeg et par gange om året undervist de pædagogstuderende på VIA omkring seksualitet. Eleverne bruger mig også, hvis de har nogle specifikke problematikker omkring deres praktik. Senest har jeg været på VIA og undervise et hold, der har arbejdet med seksualitet, kommunikation og medier, fortæller hun, og tilføjer at hun er glad for, at de studerende tager emnet til sig.

– Det er fedt, at de fleste pædagogstuderende i dag har en interesse for det og har fået øjnene op for, at der også findes seksualitet blandt borgere. Senest har jeg arbejdet med seksualitet og SoMe. Her taler vi om, hvordan vi støtter vores unge mennesker i, hvordan de passer på sig selv på nettet. Særligt omkring billeddeling, det har jeg brugt meget tid på,
siger Mette Ankjær.

Praktikvejledning sætter arbejdspladsen i perspektiv

Da praktikvejlederen på Anna Enøs arbejdsplads sygemeldte sig, takkede hun ja til at overtage opgaven med at vejlede deres praktikant. En-til-en timerne med den studerende viste sig at være så spændende og motiverende, at Anna Enø besluttede, at hvis det skulle fortsætte, ville hun have praktikvejlederuddannelsen. Og det fik hun.

– På uddannelsen lærte jeg meget om læringsstile, og hvad det vil sige at være en institution, der tager ansvar for andres læring. Der skal være stor fokus på bostedets læringsrum, for det er vigtigt, at både studerende og praktiksted kan lære noget af hinanden, fortæller Anna Enø.

På uddannelsen fik hun bl.a. øjnene op for, hvor vigtigt det er, at også praktikstedet får noget ud af forløbet.

– Der er en del arbejde i at være praktiksted, så det ville være helt fjollet, hvis det kun er de studerende, der går herfra med noget. Vi skal også have noget ud af det, og det skal ikke bare være hænder. Det skal også være viden, faglig indsigt og udvikling. Alt dette fik jeg øjnene op for på uddannelsen.

Variation i arbejdet
Uddannelsen som praktikvejleder har medført, at Anna Enø har fået større afveksling i sine arbejdsopgaver, ligesom det har givet hende et skærpet fokus på praksis – både hendes egen og andres. Samtidig har timerne med de studerende givet hende et andet blik på selve institutionen og dens rolle i verden.

– Nogle gange skal jeg jo formidle, hvad det er, vi vil med det her sted. Ikke kun med de enkelte beboere og handlinger, men med stedet som helhed. Hvad er hensigten med at have sådan et sted, og hvad er vores samfundsopgave? Så det bliver både på et individuelt plan, på et samfundsmæssigt plan, beboerplan og læringsplan, siger hun og tilføjer, at der er rigtig mange niveauer i det.

– Og jeg synes, det er sjovt at veksle imellem niveauerne. Det er en afveksling for mig at have vejledning, kontortid, eksamen, bøger jeg skal læse op på, bøger jeg skal hjælpe med at finde – og formuleringer, der skal tænkes over. Alt sammen bidrager til at give et skærpet fokus på, hvad det er, vi gør på vores arbejdsplads.