Konflikternes holdeplads
Mødet mellem professionelle og pårørende kan være et lidt af et minefelt. For der er både store dilemmaer og følelser på spil, når de professionelle og de familiære cirkler kolliderer, vurderer ekspert
Hvad der burde være et konstruktivt samarbejde om borgeren, kan meget nemt ende i et sammenstød mellem de to parter. Og det er der gode grunde til.
’Konflikternes holdeplads’, kalder Ida Schwartz det. Hun er lektor, cand. psych. og ph.d. i socialpædagogik på Center for Anvendt Velfærdsforskning på UCL og peger på to ting, når hun skal forklare hvorfor: En forældet holdning til forældre, der stadig spøger på botilbuddene – og en forældrerolle under forandring.
– Tidligere afleverede mange forældre deres børn med handicap til institutionerne og havde måske kun lidt kontakt med deres voksne børn. I dag er pårørende anderledes dybt engagerede i deres voksne børns liv. Den udvikling har sat nogle nye præmisser for samarbejdet mellem socialpædagoger og pårørende, som forudsætter en anden forståelse af borgernes liv. De er en del af deres familierelationer, som ofte varer hele livet og er meget betydningsfulde.
Fortidens normer hænger fast
Ida Schwartz mener, at det socialpædagogiske miljø stadig er præget af fortidens normer, hvor mange borgere i høj grad var overladt til professionelle. Det er noget relativt nyt, at der er flere mennesker der ’blander sig’.
Det kræver et nyt fagligt perspektiv at kunne yde støtte i et samarbejde med pårørende.
– Når beboeren flytter ind på
et botilbud, flytter familien med. Beboeren hører til i deres familie.
Den er en del af deres samlede livssituation. Tidligere betød opvækst i centralinstitutioner ofte at personlige relationer blev klippet over. Det har vi som samfund fået gjort op med. Vi skal styrke beboernes relationer til hele deres netværk, siger hun.
Og nogle steder i det socialpædagogiske miljø har fortidens normer stadig greb i kulturen. Det afspejler sig i, at medarbejdere kan have en tendens til at opbygge negative myter om de pårørende, mener Ida Schwartz.
– Jeg oplever, at man nogle steder taler forældrene ned, taler dårligt om dem og karakteriserer dem som overbeskyttende eller krævende. Det skal vi holde op med. Det hjælper ikke den socialpædagog, som står i en konfliktfyldt situation, at gøre de pårørende til problemet. Tværtimod kan sådan en tilgang i sig selv skabe barrierer i samarbejdet.
Pårørende har ændret sig
Hun har samtidig stor forståelse for, hvor svær en situation de professionelle til tider står i. For ligesom samfundets øvrige borgere har de pårørende også ændret sig.
– Nutidens borgere har nok et større mod til at være kritiske overfor, hvad det er for en service, vi modtager fra det offentlige. Vi står ikke længere med hatten i hånden men går gerne i dialog med offentlige instanser og stiller krav, siger Ida Schwartz.
Oveni er der den svære overgang, hvor forældre skal give slip. For forældre i almindelighed er det også en stor opgave, når vi får voksne børn og skal danne nye relationer til dem. Børn og forældres liv er flettet sammen i mange år, og forældre bakser ofte længe med at finde ud af at være forældre på andre måder.
Den proces er sværere, når man har et barn med handicap, forklarer Ida Schwartz.
– Mange har tidligt gjort sig klart, at det er en livsopgave at være forældre til et barn med omfattende handicap. De har ofte mange negative erfaringer med systemet. De har været nødt til at være på barrikaderne, og måske har de en god grund til at være kritiske overfor den støtte, deres børn har modtaget.
I skudlinjen
Når forældre, der har været i krig med systemet i årevis, udtrykker deres kritik og mistillid, kan socialpædagoger komme i skudlinjen.
– Det er jo helt urimeligt, at man lige står og er den, der møder alle de kritiske blikke og den mistillid. Så er det vigtigt, at man forstår, at det ikke handler om at forældre vil ramme pædagoger – de vil bare det bedste for deres børn. Først når forældre er trygge ved, at professionelle kan give gode livsbetingelser for borgeren, kan de trække sig mere tilbage fra omsorgsforpligtelsen, siger Ida Schwartz.
Hun understreger, at det kræver, at man har et stærkt fagligt miljø bag sig, som hjælper en med at vende blikket: Hvordan udvikler vi en faglighed, så de pårørende oplever, at vi arbejder sammen om at skabe god livskvalitet for deres barn?
Mange konflikter opstår på i dilemmaet mellem omsorg og selvbestemmelse. De professionelle har et fagligt fokus på beboerens selvbestemmelse og udvikling. De pårørende er bekymrede for, om deres barn får den støtte og omsorg, han eller hun har brug for. Normer og værdier kommer på kollisionskurs.
– Spørgsmålet er, hvordan pædagoger og forældre undgår at komme i konflikt om, hvilke af parternes normer og værdier, der skal gælde i beboerens liv og i stedet samarbejder om at understøtte beboerens ageren i eget liv, siger Ida Schwartz.
Fisketur eller lørdagsslik?
Hun kommer med et eksempel på en situation, der kunne ende i en konflikt. Et botilbud havde arrangeret en fisketur for borgerne. En rigtig mandetur, hvor ’gutterne’ skulle afsted sammen. Det satte en af beboerne, en ung mand, i et dilemma, for turen lå på en lørdag, hvor moren forventede at have sin søn hjemme til slik og lørdagshygge. Den unge mand ville gerne begge dele.
I stedet for at se det som et valg mellem en overbeskyttende mor og et selvudviklingsprojekt opfordrer Ida Schwartz til, at man som personale anerkender, at familiehygge med mor er en vigtig del af beboerens familiære hjemlige traditioner – og forsøger at få puslespillet til at gå op, så begge dele kan lade sig gøre.
– Man skal ikke se det som en kamp om, hvem der har ret. I stedet for at rejse principielle diskussioner om, hvem der skal bestemme, så undersøg sammen, hvad der er på spil for borgeren og hvordan der kan udvikles konkrete løsninger på hverdagslivets dilemmaer og konflikter, siger hun.
