Trivsel er langt mere end fravær af stress

For på cykel og hastige gåture får han ubevidst så travlt med at nå fra punkt A til B, at han glemmer selve aktiviteten. Men i det iøjefaldende langsomme tempo derimod har han kun øje for én ting. Gangen.

Den gentager han hver morgen gennem Københavns kvarterer – også denne mandag i oktober, hvor Socialpædagogen er med på dagens travetur langs Sortedamssøen på kanten af hovedstadens indre.

Her fortæller Thomas Milsted bl.a. om, hvad han og vi danskere har lært om de sidste årtiers fokus på et emne, der er blevet mødt med alt fra politisk nedsatte ekspertpaneler, utallige forskningsartikler og lejlighedsvis spot og latterliggørelse: Stress i arbejdslivet.

Som forfatter og foredragsholder har Thomas Milsted beskæftiget sig med emnet så længe, at han havde det nærmest for sig selv, da han startede for over 20 år siden. Og ifølge ham er diagnosen egentlig ret klar:

– Vi har lært at behandle stress ret effektivt. Men vi har ikke formået at forebygge det. For selvom behandlingssystemet de sidste årtier er blevet stadigt dygtigere til at få stressramte medarbejdere på benene igen, er det ikke rigtig lykkedes os at redde dem før, de kommer derhen, hvor de bliver syge.

Behandlingstanken har vundet
Nyere tal på området vidner om en lignende tendens. I den seneste udgave af Den Nationale Sundhedsprofil fra Sundhedsstyrelsen fremgår det, at andelen af danskere med et højt stressniveau er steget fra 20,8 pct. i 2010 til 25,1 pct. i 2017.

Og zoomer man ind på et statistisk øjebliksbillede blandt nutidens socialpædagoger, viser en ny undersøgelse blandt 1.000 af medlemmerne i Socialpædagogerne Storkøbenhavn, at 58 pct. oplever stress i deres arbejde.

Og det er et nederlag, der er til at tage at føle på, mener Thomas Milsted:

– Samfundet forsøgte at gå til stress som et problem, man kunne forebygge. I stedet accelererede det. Se bare på hvor mange kolleger i form af behandlere, jeg har fået indenfor det her felt gennem årene. Så på mange måder er det behandlingstanken, der har vundet over forebyggelsestanken.

Diskret ansvarsfralæggelse
Men som medarbejder – hvad gør man så for at undgå at havne der, hvor arbejdet fører til svimmelhed, søvnproblemer, hjertebanken og andre symptomer på den velkendte belastningsreaktion, som Verdenssundhedsorganisationen WHO forudser, vil blive en af de største sygdomsfaktorer i år 2020?

Dét spørgsmål er Thomas Milsted efterhånden så træt af, at han vender øjnene mod himmelhvælvingen, når han får det stillet.

Ikke fordi det i sig selv er et dumt spørgsmål – han har selv holdt adskillige foredrag om individuel stresshåndtering. Men fordi det er udtryk for en kritisk tendens med et for ensidigt fokus på ’hvad-kan-du-selv-gøre-logikken’. Og det er ifølge Milsted måske nok det største problem med vor tids håndtering af stress:

– En af årsagerne til, at vi kan blive ved med at hive den ene nedslående stress-statistik frem efter den anden, er, at arbejdsgiverne har haft skræmmende meget held med at indpode medarbejderne opfattelsen af, at stress er et individuelt anliggende. For det er uden tvivl nemmest for dem at lede os til at tro, at det er vores egen skyld, hvis vi bliver ramt af stress. Så peger pilen meget belejligt væk fra dem selv og det arbejdsmiljø, de er ansvarlige for at forbedre.

Se på fiskenes miljø
Ikke at han på nogen måde vil misforstås som ham, der fornægter individets ansvar og udelukkende peger bebrejdende på arbejdsgiveren eller lederen. For den enkelte har også selv et stort ansvar for at vurdere, hvad man kan holde til, og hvornår man skal passe på sig selv, lyder det fra stresseksperten.

Men det kræver, at man som medarbejder har nogen rammer, der muliggør, at man kan sige fra – og nogle arbejdsvilkår, der baserer sig på at ville medarbejderne det bedste. Det er bare alt for sjældent tilfældet, mener han.

– Lederne kunne derfor meget passende lære lidt af akvariepassere. En akvariepasser vil aldrig stille krav til sine fisk om, at de skal trives. Han ville stille krav til miljøet omkring dem, der skal sikre fiskenes trivsel. Og i det ideelle, sunde arbejdsmiljø har hvert individ ansvaret for sin egen trivsel. 

For at nå dertil, er det dog ikke kun arbejdsgiverne, der må kigge indad. Ganske vist har de et ansvar for, at stressdebatten blev afsporet. Men medarbejderne er også ansvarlige for, at de hoppede på den.

– I kollegiale relationer i dag har vi givet los for, at stressramte kolleger sejler deres egen sø. Vi roser vores kollega for at være stærk og dygtig, når han eller hun rejser sig igen og kommer tilbage på jobbet. Men alt for sjældent stiller vi os selv og hinanden spørgsmålet om, hvorfor de bukkede under, og hvad arbejdspladsen kan gøre for at undgå, at det sker igen.

Drop symptombehandlingen
For at nå ’fra stress til trivsel’, som et af Thomas Milsteds foredrag hedder, kræver det altså, at den enkelte arbejdsplads, ledere såvel som medarbejdere, zoomer ud fra de enkeltstående problematikker og betragter dem i sammenhæng med de vilkår, medarbejderne arbejder under.

– Lad os sige, at vi har en arbejdsplads, hvor folk sover dårligt. Så hyrer ledelsen en søvnekspert, som coacher medarbejderne i god søvn – og så er problemet løst … Men nej, ikke rigtig, vel? Der ville det give bedre mening at spørge de ansatte: ’Hvorfor sover I dårligt? Har det noget med jeres dagligdag her på stedet at gøre?’. 

Med andre ord skal man væk fra symptombehandlingen og huske sig selv på, at trivsel på jobbet i høj grad er forbundet med de rammer, der er på arbejdspladsen, mener Thomas Milsted. Og trivsel handler om langt mere end fraværet af stress.

– Jeg forstår trivsel som det at have et miljø, der kan favne dit nervesystem. Ens nervesystem har forskellige beskaffenheder, hvor vi kan være sårbare på nogle områder og robuste på andre. Så meget enkelt sagt: Hvis du fungerer og leverer bedst ved at arbejde i et langsomt tempo, så skal du gives et vilkår, der gør det arbejdstempo muligt. Og tilsvarende hvis du arbejder hurtigt, siger han.

Den enkelte kan passende tage temperaturen på sin egen trivsel ved at stille sig selv det simple spørgsmål: ’Ser jeg for det meste frem til en god dag, når jeg går på arbejde?’

– For trivslen er netop til stede, når du befinder dig i et miljø, hvor du kan svare ja til det spørgsmål, supplerer Thomas Milsted.

Lyt til medarbejderne
Oversat til det omsorgs- og relationsarbejde, socialpædagoger udfører, er trivsel i høj grad betinget af følelsen af, at man udøver sin faglighed. Her handler det ifølge Thomas Milsted om, at den faglighed, der er til stede på en arbejdsplads, har rammer, der gør det muligt at udtrykke den i konkrete handlinger.

– Jo større viden og jo større indsigt, du har i dit fag, jo større krav stiller du til kvaliteten af det arbejde, du udøver overfor borgeren. Det har man som fx socialpædagog typisk et ideal om, at man vil efterleve. For trivslen opstår jo typisk, når du tager afsæt i det, du ved, der er rigtigst at gøre. 

Men den udfordring, Thomas Milsted ofte møder, når han taler med velfærdsprofessionelle som fx socialpædagoger, er, at alt for mange oplever, at de må gå på kompromis med fagligheden for at få arbejdsdagen til at hænge sammen.

Derfor har han en klar appel til offentlige ledere og arbejdsgivere, der vil deres medarbejderes trivsel:

– I stedet for at bruge penge på flere lederkonsulenter og såkaldte eksperter, så tag fat i den største og mest kompetente ekspertgruppe, I har lige ved hånden: Medarbejderne selv. Spørg medarbejderne, om de har albuerum nok til at udøve den faglighed, de ønsker – og hvad der ellers skal til for, at de hver især ser frem til at gå på arbejde hver dag.

Læs også: 6 ud af 10 socialpædagoger oplever stress.