icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
cb-telefon-beskåret.jpg
Vejle Kommune har åbnet en akuttelefon, hvor plejefamilierne hele døgnet kan ringe og få råd og vejledning.
Opkvalificering

Plejefamilier får støtte af døgninstitutioner

I fem forskellige kommuner kan plejefamilier nu få støtte fra lokale døgninstitutioner. Det er noget, Socialpædagogerne længe har arbejdet for

Plejefamilier med børn fra Vejle Kommune behøver ikke længere føle sig alene, hvis der fx opstår en konflikt med et plejebarn, og de ikke ved, hvordan den skal håndteres. 24 timer i døgnet, syv dage om ugen, kan de nu ringe til en akuttelefon og få her-og-nu-vejledning. 

Det er et af de helt konkrete resultater af et projekt, der skal fremme samarbejdet mellem døgninstitutioner og plejefamilier, så plejefamilierne i højere grad får glæde af døgninstitutionernes kompetencer.

I alt er der afsat 14,5 mio. kr. fra den nu nedlagte satspulje, og fem kommuner er i gang med at føre hver sit projekt ud i livet. 

Et ansvar at hjælpe
I Vejle handler det ud over akuttelefonen bl.a. om kurser og supervision, hvor medarbejdere fra døgninstitutioner fx bringer deres specialviden om ADHD eller selvskade i spil overfor plejefamilier.

– Vi har et vigtigt ansvar i at hjælpe plejeforældrene til at kunne lykkes med deres opgave. Det er derfor centralt, at vi giver plejefamilierne tryghed og tilbyder dem opkvalificering og ekstra støtte, for at de og deres plejebørn kan trives og udvikles bedst muligt, fortæller chef for Familie & Forebyggelse i Vejle Kommune, Anette Ravn Olsen.

Tryghed – men ingen opkald
Akuttelefonen har været åben siden 1. november, men i løbet af de første godt to måneder har den ikke været i brug.

– Og det kommer faktisk ikke bag på mig. Jeg tror ikke, at det er særlig ofte, at man har brug for at ringe her og nu – men jeg tror, at det har en psykologisk betydning at vide, at man har muligheden. Det giver en tryghed. Vi hører vi ofte, at familieplejerne kan føle sig meget alene, siger Anette Ravn Olsen.

Hun håber at akuttelefonen vil blive benyttet, når den bliver mere kendt og de første erfaringer spredes.

Når plejefamilierne styrkes fagligt, kan de løse opgaven bedre, og det gavner børnene.

Verne Pedersen, forbundsnæstformand

Supervision og sparring
I Vesthimmerlands Kommune er det planen, at samtlige plejefamilier skal opkvalificeres med bl.a. ekstra supervision fra et plejefamilieteam bestående af plejefamiliekonsulenter og familiekonsulenter, der har erfaringer fra kommunens døgninstitutioner.

De første 21 plejefamilier har været igennem første forløb, og erfaringerne er rigtig gode, fortæller afdelingsleder Tina Bang fra Familiehuset Vesthimmerland.

– ​I hvert kvartal er der et tema, som går igen i både gruppesupervision og individuel supervision. Det første tema har været mentalisering men kunne fx også være barnets udvikling eller læring, siger hun.

Samtidig arbejdes der med udviklingsplaner i hver plejefamilie:

– Sammen med plejefamilien sættes helt konkrete mål op for familieplejernes arbejde i forhold til den specifikke opgave. Hvis det handler om læring, kan der fx være et mål om, at familieplejeren hver dag læser en bog sammen med plejebarnet, siger Tina Bang.


Glade for sparring
Der er gruppesupervision hver tredje måned, hvor plejefamilierne opdeles i hold og mødes med plejefamiliekonsulent og familiekonsulent.

– Gruppesupervisionen er noget af det, der er blevet taget særlig godt imod. Plejefamilierne er rigtig glade for at få mulighed for at sparre med andre i samme situation, fortæller Tina Bang.

På sigt er det meningen, at opkvalificeringen i Vesthimmerland også skal gælde aflastningsfamilier og netværksplejefamilier.

Socialpædagogerne er positive
Socialpædagogernes forbundsnæstformand Verne Pedersen er glad for, at mange plejefamilier nu får bedre opbakning.

– Når plejefamilierne styrkes fagligt, kan de løse opgaven bedre, og det gavner børnene. Og forhåbentlig er projekterne i de fem kommuner bare et første skridt, der vil brede sig til andre kommuner, siger hun.

Socialpædagogerne har længe arbejdet for et bedre samspil mellem døgninstitutioner og plejefamilier – bl.a. ved at invitere den tidligere socialminister Mai Mercado (K) på arbejdspladsbesøg på Bakkevej i Hedensted, hvor de har rigtig gode erfaringer med at tilknytte plejefamilier til en døgninstitution. Og ved at formidle viden og resultater bredt til socialordførere i Folketinget.

Institutioner skal støtte plejefamilier 

Ud over Vejle og Vesthimmerland er det Roskilde, København og Middelfart kommuner, der får del i midlerne til opkvalificering af samarbejdet mellem døgninstitutioner og plejefamilier.

Er du familieplejer - og vil du gerne være del af et fagligt fællesskab?

 

Familieplejere hos Socialpædagogerne er en del af et fagligt fællesskab. Vi tilbyder et sikkerhedsnet og faglig udvikling gennem temadage og kurser. Få hjælp og rådgivning omkring ansættelsesretlige forhold.

Læs om tilbudene til familieplejere, såsom krisehjælp, pensionsordning, fagligt fællesskab.

5 KONTANTE FORDELE VED AT VÆRE MEDLEM

  • Billige forsikringer gennem Alka.
  • Fagforeningsfradrag: Du kan trække 6000 kr. årligt af dit kontingent fra i skat.
  • Rabatter på mange varer og services med LO Plus-kortet.
  • Rabatter og bonus gennem Forbrugsforeningen.
  • Lønforsikring, som dækker 80 % af din løn i op til 6 måneder, når du er medlem af Socialpædagogerne og Socialpædagogernes a-kasse.

Se den komplette liste af kontante medlemsfordele - og bliv medlem.

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Børn og unge, Familieplejere