icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Benny_2_1128x600.jpg
Psykiatri

Psykisk syge børn og unge har mistet 400 millioner kroner

Regionernes udgifter til børn og unge med psykiske problemer er faldet 22 pct. siden 2012, viser en ny analyse fra AE-rådet. Det er et kæmpe samfundsproblem, og vi risikerer, at syge børn og unge ikke får den nødvendige hjælp, mener forbundsformand Benny Andersen

Siden 2012 er regionernes udgifter til psykiatrisk behandling af børn og unge faldet med 400 mio. kr. svarende til et fald på 22 pct. For selvom regionerne bruger flere penge på børne- og ungdomspsykiatrien, så er økonomien ikke fulgt med det stigende antal patienter. Det viser en ny analyse, som AE-rådet har lavet for Socialpædagogerne.

Siden 2012 er antallet af patienter i børne- og ungdomspsykiatrien nemlig steget fra 27.000 patienter til 36.700 patienter, hvilket er en stigning på 36 pct. I samme periode steg udgifterne altså kun med 6,7 pct.

Sammenligner man udviklingen af patienter med udgifterne i perioden, er der altså sket i fald på 22 pct. i de samlede udgifter per patient. Det svarer til, at der mangler 400 mio. kr., hvis niveauet skulle være det samme i dag som i 2012.

Dumt på langt sigt
Det er et voldsomt fald, mener Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen.

- Det siger mig, at der kan være mange syge børn og unge, der ikke får den hjælp, de har brug for. Og det er en virkelig farlig kurs, for som samfund skal vi selvfølgelig hjælpe de børn, der er på kanten. Det er både uforsvarligt rent menneskeligt og samtidig økonomisk virkelig dumt, for det kommer jo til at have vidtrækkende konsekvenser, siger han.

For på den lange bane vil utilstrækkelig psykiatrisk behandling af børn og unge med psykiske problemer potentielt føre til, at flere får svært ved at få fodfæste i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet og vil have brug for psykiatrien igen senere i livet.

- Det er alvor for de børn og unge. Når vi som samfund sparer her, så ryger børn og unge ind og ud af indlæggelser. Det ser vi jo i de kortere indlæggelsestider og stigende antal genindlæggelser. Og når de kommer hjem, så er de ofte ikke helt færdigbehandlede, for det er dyrt og kan tage lang tid. Det hører jeg igen og igen fra vores medlemmer, siger Benny Andersen.

Husk forebyggelse
Derfor skal der flere penge til social- og psykiatriområdet, pointerer han.

- Det her er en politisk undladelsessynd. Det er ikke noget, vi bare kan tilskrive demografi eller andre tendenser. Politikerne har helt åbenlyst ikke prioriteret social- og psykiatriområdet for udsatte børn og unge over en årrække. Og nu er vi altså helt nede og skrabe bunden, siger han.

Benny Andersen anerkender, at det ikke alene handler om økonomi, men også handler om at skabe et bedre samarbejde mellem kommuner og regioner.

- Og der skal vi blive bedre til at sikre, at vi forebygger problemerne. Og det gør vi gennem bedre opsporing og tidligere forebyggende indsats blandt sårbare børn og deres forældre, siger han.

Læs hele analysen fra AE-rådet her.

Politikerne har helt åbenlyst ikke prioriteret social- og psykiatri-området for udsatte børn og unge over en årrække

Benny Andersen, forbundsformand

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Forbundsnyheder, Sindslidelser, Socialpolitik

Relaterede artikler