Studerende rustes ikke til arbejdet som socialpædagog

Savner grundlæggende viden
Hun oplever, at de nyuddannede bliver konfronteret med et arbejdsliv, som er noget mere kaotisk end det, lærebøgerne anviser.

– De har meget fagligt med sig, som de gerne vil ud og bruge her og nu. Men relationsarbejdet tager tid – og borgerne er ofte skæve i forhold til det, de studerende har lært. Hvordan forholder man sig fx til en borger, som ryger hash? Hvordan forstår man et menneske, som har et funktionsniveau som et barn, men en krop og en livserfaring som den 50-årige mand, han også er?

Erfaringen kan man naturligvis ikke få på en uddannelse, der varer tre og et halvt år. Men Caroline Frechsen ville ønske, at de studerende havde mere med i bagagen om vilkårene på det socialpædagogiske område. Bl.a. viden om helt grundlæggende elementer i det socialpædagogiske arbejde som personlig hygiejne, medicinhåndtering og forflytning. For når de nyuddannede mangler konkret viden, må de erfarne kolleger tage mere over.

– Der ligger et større ansvar på mig, hvis jeg er på vagt med en nyuddannet. Man beskytter dem nok lidt, siger Caroline Frechsen.

Bekymrede ledere
Hun står langtfra alene med oplevelsen af, at de nyuddannede pædagoger ikke er tilstrækkeligt rustet til det socialpædagogiske arbejdsmarked. Både fra fagfolk, ledere og studerende lyder kritik af, at uddannelsen har alt for lidt fokus på det socialpædagogiske.

Hele 84 pct. mener, at de nyuddannede socialpædagoger mangler viden. Det viser en undersøgelse, som Epinion har gennemført blandt socialpædagogiske ledere i efteråret 2019. Ifølge lederne i undersøgelsen halter det med viden inden for en række områder. Bl.a. ved de nyuddannede ikke nok om konflikthåndtering, magtanvendelse, socialpædagogiske metoder og pårørendesamarbejde.

Og spørger man de studerende selv, er det i høj grad vikarjob og anden erhvervserfaring, de trækker på, når de kommer ud i den socialpædagogiske verden, fortæller 23-årige Andreas Genefke Larsen, som læser på den social- og specialpædagogiske linje på pædagoguddannelsen i København.

– Jeg synes ikke, jeg er blevet rustet til socialpsykiatrien på uddannelsen. Det er kun de seneste to måneder, jeg har været på specialiseringen, og på grundforløbet ligger 90 pct. af fokus på normal­området, siger Andreas Genefke Larsen, som netop har påbegyndt sin første lange praktik i socialpsykiatrien.

– Havde det ikke været for min fortid med frivilligt arbejde inden for området, ville det være en meget stor mundfuld at skulle indgå i normeringen som praktikant. For uddannelsen har indtil nu stort set intet givet mig i forhold til at skulle møde udfordringerne på det sociale område.

Savner værktøjer
Selvom pædagoguddannelsen i 2014 blev udviklet med en special- og socialpædagogisk specialiseringsdel efter at have været én fælles uddannelse siden 1992, er der stadig alt for lidt tid på studiet til at få indsigt i socialpædagogikkens særlige vilkår. De studerende bliver ganske enkelt ikke klædt godt nok på til arbejdet som socialpædagog, lyder det også fra Anna Falkenberg fra Herning, som er i gang med sin bacheloropgave på VIA University College.

Selvom hun snart er færdig med studiet, er det ikke på uddannelsen, hun har hentet redskaberne til at fungere i jobbet som socialpædagog på et tilbud for mennesker med autismespektrumforstyrrelser.

– Vi har ikke haft noget om autister, sygdomshistorie eller undervisning i de diagnoser, vi kan komme ud og arbejde med. Det har jeg savnet. Det er rart at vide mere om, hvad det er, vi har at gøre med, og hvordan man tackler det. Det har jeg så lært i praksis ude på praktikstedet – ikke på studiet, siger hun.

Mere kropslighed
Anna Falkenberg efterlyser meget mere kropslighed i uddannelsen.
Mere leg og fysisk udforskning, så erfaringerne kommer ind i kroppen og ikke kun er ord til hovedet.

For hvordan føles det egentlig at blive madet? Eller forflyttet? Nogle af de ting, som de borgere, hun skal ud og arbejde med, udsættes for dagligt.

– Jeg kan godt mangle, at vi prøver den slags ting selv, så man kan få oplevelsen af det og mærke det på egen krop.

I det hele taget efterlyser hun mere ’learning by doing’ i pædagoguddannelsen.

– Pædagogik er et rigtig praktikerfag, hvor man sætter sig selv i spil. Jeg mangler, at man leger lidt mere. Vi sidder meget ned og får noget ind i hovedet, som vi så selv skal oversætte til at kunne bruge det i praksis.

At sætte sig selv i spil er også et nøgleord for Andreas Genefke Larsen. Han savner mere pingpong mellem de studerende indbyrdes – og mellem studerende og undervisere.

– Vi har mange relativt uinteressante forelæsninger for op mod 100 studerende på én gang. Det er envejskommunikation, hvor underviseren læser op fra PowerPoints. Jeg savner mere holdundervisning, hvor vi udfordrer hinanden.

Stærkere kobling
En tættere sammenhæng mellem studie og praktikforløb og i det hele taget en tættere kobling mellem skole og virkeligheden er noget af det, Anna Falkenberg efterlyser. Som fx dengang en underviser tog holdet med til Aarhus på en såkaldt poverty walk, hvor tidligere stofmisbrugere og hjemløse viste rundt og fortalte deres historier. Det var et højdepunkt i uddannelsen.

– Det var vildt inspirerende. Jeg synes, vi skal meget mere ud af huset og opleve noget, man ikke nødvendigvis møder ellers. Jeg kunne godt tænke mig en bedre forbindelse mellem praktik og undervisning, så praktikstederne ved, hvad vi bliver undervist i – og så skolen ved, hvad der foregår ude på praktikstedet.

Virkeligheden overrasker
På det socialpsykiatriske botilbud i Lejre Kommune Solvang deler socialpædagog og praktikvejleder Sila Henvig oplevelsen af, at de studerende ikke er tilstrækkeligt klædt på til den socialpædagogiske virkelighed.

– Det er helt tydeligt, at de studerende, vi får ud i praktik i disse år, bliver meget overraskede over den virkelighed, de møder. Med borgere, som har nogle virkelig komplekse diagnoser, og som kan være udadreagerende og voldsomme – og som er plejekrævende. Den virkelighed er de  studerende på ingen måde klædt på til, siger hun.

Sila Henvig ser gerne, at praksis inddrages langt mere på studiet – og hun ønsker sig en mere målrettet specialisering. For mange af de studerende, der har været i praktik på Solvang, har været noget chokeret over den hverdag og de arbejdsopgaver, de mødte i psykiatrien:

– Det er, som om de bliver overraskede over, at socialpædagogisk arbejde ikke kun handler om at møde mennesket og sætte sig ned og tale sammen. Det handler også om afføring og urin, bleskift og tunge forflytninger – og om at stå over for voksne mennesker, der hører stemmer, truer dig og kalder dig nogle rigtig grimme ting.

En selvstændig uddannelse
Står det til Andreas Genefke Larsen, er der brug for en selvstændig socialpædagogisk uddannelse. Som det er i dag, fylder normalområdet for meget i betragtning af, hvor mange ting man har brug for at lære om det specialiserede område.

– Når man skal arbejde med socialpædagogik, er det ikke nok at vide noget om middelklassens børns udvikling. Det er mere meget komplekse problemstillinger, vi møder hos de borgere, vi skal ud blandt – og det stiller krav om andre teorier og viden om dem, der skiller sig ud, siger han.

En selvstændig uddannelse kunne også skabe grobund for et stærkere fagligt studiemiljø og højne den faglige bevidsthed og stolthed blandt de studerende, mener han.

– Jeg har oplevet at gå på hold med medstuderende, som slet ikke interesserer sig for det socialpædagogiske, fordi de ved, at de skal ud i en børnehave. Og så forsømmer vi at reflektere, diskutere og udfordre hinanden, siger Andreas Genefke Larsen og understreger, at det handler om fremtidens socialpolitik:

– Vi skal sikre, at den tredjedel af de nyuddannede pædagoger, som skal ud og arbejde med fremtidens udsatte, har de fornødne kompetencer og stoler på deres egen faglighed, så vi kan løfte den vigtige opgave med at støtte samfundets mest udsatte mennesker.