TR om sit første halve år: Nu ved jeg, hvordan det er at være ramt

-I de seneste måneder har jeg været optaget af min egen og mine kollegers trivsel, for vores arbejdsplads er lige nu præget af et meget udfordret arbejdsmiljø. Episoder med vold og trusler fra borgerne har ført til virkelig mange arbejdsskader. Før nytår blev jeg også selv udsat for et overfald af en borger, der førte til en sygemelding i flere uger.  

-For mig som TR har det betydet, at jeg har fået en endnu større drivkraft for at gøre noget ved arbejdsmiljøet, mine kollegers trivsel og ledelsens håndtering af problemerne. Selvom jeg selvfølgelig helst havde været overfaldet foruden, ved jeg nu, hvordan det er at være ramt og være den, der har brug for støtte. Og den prøver jeg at give de kolleger, der har brug for det.

-Siden jeg blev valgt har det bedste været, at jeg hver dag føler, at jeg virkelig gør en forskel for mine kolleger. Det mærker jeg særligt, når jeg er med som bisidder til tjenstlige samtaler, omsorgssamtaler og personalesamtaler. De situationer kan godt være anspændte – særligt for medlemmet, der har meget på spil, men jeg mærker tydeligt, at min tilstedeværelse betyder noget for vedkommende.

Det sværeste har været bisidderrollen faktisk – selvom det også er en af de opgaver, jeg holder mest af.  Men når jeg sidder til en tjenstlig samtale med en kollega, der fx har gjort noget, som jeg også selv tager afstand fra, kan jeg godt føle en indre splittelse. Jeg har min egen personlige holdning, samtidig med at jeg også agerer ’advokat’ eller støtte for medlemmet. Det er en svær balance, men her gælder det om at sætte sin egen overbevisning i parentes og sikre sig, at alt forløber ordentligt. 

-Jeg er blevet bedre til at holde hovedet koldt, være mere sikker på mig selv og træffe hurtige beslutninger. For jeg har efterhånden stået i mange situationer, hvor jeg har fået spørgsmål, der krævede et hurtigt svar. Sådan er det nok ofte, når man er andres talerør og samtidig en vidensperson, som kollegerne går til med deres spørgsmål.  

-Samarbejdet med kredsen har været ret intenst. Det har nærmest været et dagligt samarbejde, hvor jeg har fået al den sparring og vejledning, jeg havde brug for af deres faglige konsulent. Så selvom kredskontoret og min arbejdsplads ligger små 30 km fra hinanden, føler jeg allerede, at jeg kender dem virkelig godt.

-Jeg har bl.a. sparret en del med dem omkring problemerne med vold og trusler, hvor vi har talt om, hvordan ledelsen kan spille mere ind. Vi prøver lige nu at få dem til at blive mere synlige i hverdagen – primært så personalet føler, at der er en ledelse, der bekymrer sig om dem. Det har man brug for, når man som vi ofte står med mange voldsomme episoder om ugen – dér er det et problem, hvis man ikke har set ledelsen i en uge.  

-Fremover glæder jeg mig til et event i foråret. Der skal vi nemlig afvikle kredsens medlemsarrangement på min arbejdsplads. Vi har søgt og fået tildelt en pulje penge, så vi kan skabe en aften, hvor vi hyrer en standupper og får kredsformanden ud til et fagligt oplæg. Det bliver forhåbentligt et vigtigt led i organiseringsarbejdet, hvor også de potentielle medlemmer kan blive præsenteret for værdien af et medlemskab.

-Jeg håber, at vi den vej igennem kan skabe synlighed om forbundet og vise kollegerne, at et medlemskab hos Socialpædagogerne er andet og mere end at have deres TR med til omsorgssamtaler.

Læs det tidligere interview med Nikoline Egemar her.