En meget meningsfuld men hård tid
Mens coronasmitten hærger, knokler socialpædagoger for at hjælpe de mest udsatte borgere bedst muligt. Her fortæller Hanne Laier, TR på Bo- og Støttecenter Herning, om hvordan corona påvirker arbejdet som socialpædagog
Jeg arbejder på et Bo- og Støttecenter Herning, og her betyder corona-situationen, at mange af vores beboere får færre hjemmebesøg. Til gengæld er vi meget mere i kontakt med dem over telefon, fortæller socialpædagog og TR Hanne Laier:
Min vigtigste opgave er lige nu at hjælpe borgerne med at lave en daglig struktur. Tiden under corona er svær for borgerne her på stedet, fordi de ikke trives med at være derhjemme hele dagen uden planer. Almindeligvis er de fleste i dagsbeskæftigelse, fleksjob eller andet og får besøg af familie eller har faste caféaftaler med kammerater. Men det ser alt sammen helt anderledes ud i disse dage.
Når jeg hjælper en borger med at skabe en struktur, sker det på den måde, at vi laver et skema eller en tegning, der viser, hvad der skal ske i løbet af dagen. Det kan fx være, at vi aftaler, at en borger skal lægge et puslespil eller bage en kage og så sende mig et billede af det. Relationsarbejdet er stadig vigtigt og kommer til udtryk på den måde, at jeg også sender ham billeder af, hvad jeg laver. Fx har jeg sendt et billede af, at jeg hækler.
Under corona foregår en del af arbejdet over telefon. Her er det afgørende, at jeg har en stærk relation til borgerne. Hvis jeg ikke kendte mine borgere rigtig godt, ville det ikke være muligt ud fra en telefon samtale at vurdere, hvordan borgeren har det, og om der er behov for et akut besøg.
Mere meningsfyldt end nogensinde
Tiden lige nu er meget ambivalent. På den ene side er det rigtig hård at være i, og på den anden side oplever jeg, at mit arbejde som socialpædagog er mere meningsfyldt end nogensinde. Det mærkes så tydeligt, hvordan jeg har en afgørende rolle, og hvordan min indsats får borgernes hverdag til at hænge sammen.
Men bekymringen for smitte fylder også en del i mine tanker, og jeg er meget træt, når jeg kommer hjem. Jeg bruger meget mere energi, end jeg plejer, fordi jeg på en anden måde skal aflæse borgeren og være opmærksom på, at vi overholder retningslinjerne for at forebygge smitte. Fx skal vi holde to meters afstand, når vi er på hjemmebesøg. Men det er ikke altid, at borgeren forstår eller husker det.
Når jeg er på hjemmebesøg, er jeg også meget opmærksom på, om borgeren udviser tegn på sygdom. Så spørger jeg ’hvor meget har du sovet?’, og ’hvor meget har du spist?’, hvilket jeg normalt ikke ville spørge ind til.
