icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
Corona-strik-Mette-Mariehjemmet.gif
På det socialpsykiatriske bosted Mette Mariehjemmet i Vanløse fortsætter det vigtige relationsarbejde - bl.a. med hjælp fra disse små hjemmestrikkede coronavirus, som en medarbejder har stået for
Coronavirus

Minister: Socialpædagogisk støtte skal fortsætte

Relationsarbejde er helt afgørende for de mest sårbare. Derfor skal socialpædagogisk bistand i de sociale tilbud fortsætte under coronakrisen, lyder meldingen fra social- og indenrigsminister Astrid Krag i et brev til kommuner, regioner og socialtilsyn

  • / Foto: Privat

Myndigheder kan ikke med henvisning til situationen under COVID-19 automatisk suspendere hjælp og støtte til fx mennesker med handicap eller andre sårbare borgere, der modtager socialpædagogisk bistand. Det slår social- og indenrigsminister Astrid Krag fast i et brev, som hun fredag den 21. marts sendte til alle myndigheder, der fører tilsyn med de sociale tilbud: Kommuner, regioner og socialtilsyn.

I brevet slår ministeren fast, at: ’Socialområdet udgør en kritisk funktion, som skal opretholdes. Kommunerne kan derfor ikke med henvisning til situationen med COVID-19 generelt suspendere hjælp og støtte til mennesker, der modtager socialpædagogisk bistand eller træffe generelle beslutninger om suspension af hjælp og støtte efter serviceloven i øvrigt. Kommunerne skal således fortsat foretage en konkret og individuel vurdering af den enkeltes behov for hjælp, omsorg og støtte’.

Læs brevet ’Orientering om hjælp til udsatte borgere’.

Relationsarbejde afgørende
Ifølge Astrid Krag er relationsarbejde nemlig helt afgørende for de mest sårbare i vores samfund – og det bliver kun vigtigere i den nuværende situation med mange forandringer i hverdagen og øget utryghed som følge af corona.

– Det handler om relationsarbejdet menneske-til-menneske, som ikke må nedskaleres eller stoppes uden en konkret individuel vurdering, og kun hvis personaleressourcerne skal bruges et andet sted som følge af corona, siger Astrid Krag.

I brevet opfordrer hun socialtilsyn, kommuner og regioner til at videreformidle budskabet til de sociale tilbud, der føres tilsyn med. Hun understreger også, at der af hensyn til personaleressourcer eller smittefare kan være behov for, at den socialpædagogiske bistand sker fx via telefon, online eller lignende.

I fortjener anerkendelse
Socialpædagogernes formand Benny Andersen er glad for den klare udmelding fra ministeren:

– Med brevet her fra ministeren er det virkelig blevet cementeret, hvor vigtigt et arbejde socialpædagoger udfører. I har smøget ærmerne op og møder på job, mens andre enten er sendt hjem eller skal arbejde hjemmefra. Og det gør I jo, fordi I gør en forskel for de mest socialt udsatte mennesker her i landet – og deres udfordringer kan vi ikke karantæne os ud af. Faktisk bliver udsatheden for mange endnu mere tydelig, når samfundet og rammerne for vores liv ændrer sig. Derfor er der ekstra brug for jeres faglighed, siger han.

 

 

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbundsnyheder