Sundhedsopgaver rykker ind på bosteder

Det tragiske dødsfald understreger, hvor vigtigt det er, at ledelsen sikrer, personalet på botilbud – heriblandt socialpædagoger – har tilstrækkeligt kendskab til den medicin, borgerne får – og hvilke bivirkninger man skal være opmærksom på.

– Det er ikke nok at have retningslinjer i medicinhåndtering. De medarbejdere, som arbejder med borgerne til daglig, er nødt til at vide, hvad medicinen gør ved kroppen, og hvordan den inter­agerer med andre ting. Hvad sker der fx, når man får et bestemt præparat og samtidig drikker 20 energi­drikke om dagen? lyder det fra Cecilie Kvist – udviklingskonsulent i Region Syddanmark, kandidat i sygepleje og underviser i patientsikkerhed og utilsigtede hændelser.

Svære dilemmaer
Ifølge Cecilie Kvist er beboere på bostederne blevet mere komplekse end tidligere. Flere har en dobbeltdiagnose med fx både psykisk sygdom og et stofmisbrug eller fysiske sygdomme, som kræver pleje. Det kan bringe socialpædagogerne i svære dilemmaer.

– Hvad skal man gøre, hvis en borger kaster op, en time efter at han har fået sin pille? Skal man ringe til lægen eller give en pille mere, og hvad skal man holde øje med? Der er stor forskel på, om det er en kalkpille, eller om det er hjertemedicin, vi taler om, forklarer Cecilie Kvist og fortsætter:

– Jo mere man ved om medicinens virkning og om sygdomme og kroppens reaktioner, jo bedre overblik får man i situationen.

Hvad skal man gøre, hvis en borger kaster op, en time efter at han har fået sin pille? Skal man ringe til lægen eller give en pille mere, og hvad skal man holde øje med?

Cecilie Kvist, udviklingskonsulent Region Syddanmark

Patientsikkerhed udfordrer
Og der er behov for at sætte fokus på at opkvalificere medarbejderne på socialpædagogiske arbejdspladser. Da Styrelsen for Patient­sikkerhed i 2017 gennemførte de første risikobaserede tilsyn på en række bosteder, viste resultatet, at knap hvert tredje bosted for borgere med funktionsnedsættelse havde alvorlige problemer med patientsikkerheden, først og fremmest med medicinhåndteringen.

Og spørger man medlemmer af Socialpædagogerne, så oplever mange, at de ikke har nok viden om netop medicin. I en medlemsundersøgelse, som Socialpædagogerne gennemførte i november 2019 blandt knap 1.400 medlemmer, svarer over halvdelen, at de udfører sundhedsfaglige opgaver hver dag. Men hver fjerde svarer, at de ikke har fået undervisning og instruktion i
medicinhåndtering – og under halvdelen føler sig i høj grad rustet til at varetage sundhedsfaglige opgaver.

I Ballerup Kommune anerkender Vivi Lauritsen, leder af et socialpædagogisk botilbud, at den sundhedsfaglige standard skal være i orden, og bruger derfor mange ressourcer på at uddanne medarbejderne.

– Man kan ikke være ansat hos os uden at have et ’medicinkørekort’. Vi skal fx kunne identificere bivirkninger, siger hun.

Man kan ikke være ansat hos os uden at have et ’medicinkørekort’.

Vivi Lauritsen, leder af socialpædagogisk botilbud

Borger eller patient?
Hun peger dog samtidig på, at den sundhedsfaglige tilgang på bostederne ofte sætter den socialpædagogiske faglighed under pres.

For når personalet skal bære masker og plastikhandsker, og beboerne skal have spritdispensere i deres eget hjem, bliver bostederne udsat for et sundhedsfagligt regime, hvor beboerne opfattes mere som patienter. Sådan opleves det nogle gange blandt det socialpædagogiske personale, fortæller Vivi Lauritsen.

– I sundhedstænkningen er der næsten altid rigtigt og forkert. Det er der sjældent i den socialfaglige tilgang. Vi har et udviklingsperspektiv og møder borgeren som gennemgående rask.

Hun er bekymret for, om det socialfaglige blik bliver glemt i sundhedsfaglighedens dominans. Og den bekymring forstår Cecilie Kvist godt.

– Når tilsynet kommer, bringer det kliniske retningslinjer ind i en hverdag med bløde værdier, hvor man har fokus på, om borgeren får sin morgenmad i en god atmos­fære, og så er det svært at sidde med mundbind på, siger hun.

Dokumentation frustrerer
Hvis socialpædagoger oplever, at der sker en voldsom forandring på området, er det ikke forkert, lyder det fra chefkonsulent i KL Karen Marie Myrndorff. Det sundhedsfaglige indtog på socialområdet betyder fx, at borgere med funktionsnedsættelser ligestilles også på det sundhedsmæssige plan.

– Borgerne er først og fremmest mennesker, men nu er de også blevet til patienter en del af tiden. Derfor kan man måske som socialpædagog ikke altid genkende måden, man normalt løser opgaverne på. Hovedparten laver stort set det samme, men de skal gøre det efter en anden metode. Og de regler, der gælder i sundhedsfaglig virksomhed, er sindssygt meget mere detaljerede end servicelovens, siger hun.

Fx skal der ifølge sundhedsloven indhentes samtykke i forbindelse med medicin og andre sundhedsfaglige opgaver. Det skal indhentes, hver gang der skal en Panodil på bordet. Når det skaber frustration på bostederne, skyldes det ifølge Karen Marie Myrndorff ikke selve samtykket – men hele den måde, processen efterfølgende skal dokumenteres på.

– Journalisering er en del af sundhedsopgaven – også selvom du har gjort alt det, du skal: spurgt borgeren, opmålt korrekt, tjekket og registreret alt. Hvis ikke du har noteret det efter den systematik, myndighederne forlanger, så er opgaven i deres optik ikke løst. Og det kan være vanskeligt at forstå, siger hun.

Brug hinandens fagligheder
Socialpædagogernes bidrag til det sundhedsfaglige arbejde er til gengæld enormt, fordi de har en anden tilgang til borgerne end de sundhedsfaglige, mener både Karen Marie Myrndorff og Cecilie Kvist.

– Socialpædagoger kigger på borgernes ressourcer og på, hvordan de kan understøttes. De tænker i helheder og har pædagogiske værktøjer, som kan motivere. De har en inkluderende tilgang, hvor man lader borgeren løse problemet selv, siger Karen Marie Myrndorff.

Omvendt kan socialpædagoger også lære af de sundhedsfaglige, lyder det fra Vivi Lauritsen, som har både sygeplejersker og andre sundhedsfaglige ansatte.

– De baner vejen for os til at bruge sundhedsvæsnet. Fx til vejledning i, hvordan vi skal varetage plejen derhjemme, efter en borger bliver udskrevet fra hospitalet. Vi skal derfor anerkende hinanden, for vi kan ikke undvære hinandens fagligheder.