10 råd til familieplejere i en presset tid
Ligesom ansatte i kritiske funktioner kan mange familieplejere lige nu opleve, at coronakrisen har sendt dem på overarbejde. En ledende arbejdspsykolog og en mentaliseringsekspert har gode råd til, hvordan familieplejere kan tackle krisen
Skoler, daginstitutioner og fritidsaktiviteter er lukket ned på ubestemt tid. Samvær kan være parkeret eller forandret. Frygten for smitte sidder i store og små og kan puste liv i gamle traumer. Og børn og voksne er så godt som spærret inde på matriklen, hvor følelserne til gengæld har frit spil.
Der er ikke noget at sige til, hvis familieplejere føler sig sat på overarbejde i disse uger, lyder det fra Pia Ryom, der er ledende arbejdspsykolog ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
– Ligesom ansatte i kritiske funktioner er familieplejere under stor belastning. Og det er hårdt ikke at vide, hvor længe det varer. Men de skal anerkende sig selv og hinanden for, at de gør en ekstraordinær indsats lige nu, siger hun.
Et dagligt vandhul
For at klare det ekstra pres er det afgørende, at familieplejere sænker barren i forhold til, hvad de kan nå, mener Pia Ryom. For de vil ikke nødvendigvis kunne holde samme standard, når det kommer til fx lektiehjælp og husholdning, som de plejer. Desuden er det helt afgørende, at de afsætter tid til sig selv – etablerer et dagligt ’vandhul’, som hun kalder det.
– Man kan ikke hælde af en tom kande. Hvis man kun har fokus på at ville plejebarnet det bedste, men glemmer sig selv, vil barnet lynhurtigt kunne mærke mistrivsel og reagere med utryghed og konfliktoptrappende adfærd. På den måde kan man skabe nogle rigtig dårlige cirkler, siger Pia Ryom.
Find dit helle
Det synspunkt er psykolog Janne Østergaard Hagelquist helt enig i. Hun er grundlægger af Center for Mentalisering.
At mentalisere er, når man er opmærksom på sin egen og andres mentale tilstand – det vil sige følelser, tanker, behov, mål og grunde – og tilpasser sine handlinger efter det. Og arbejdet med mentalisering er netop vigtigt i forhold til plejebørn, der på grund af svigt og traumer kan have svært ved at mentalisere.
Men evnen til at mentalisere har trange kår, hvis man ikke passer på sig selv, fortæller hun.
– Forskning tyder på, at hvis man starter med at bringe sig selv i ro og kigger på, hvad der sker inde i en selv, så kan man bedre mentalisere sit plejebarn. Det vil sige, at man fx skal spørge sig selv: hvad føler jeg i den her situation, hvad savner jeg, og hvad er mit mål, siger hun og fortsætter:
– De fleste mennesker har et helle, der hjælper dem til at lade op – nogle går til yoga, andre ses med en veninde. Det kan man ikke nu, men så må man oversætte det, man plejer, til den nuværende situation og fx lave online-yoga eller gå en tur. Man skal med andre ord tænke over, hvad det er, man skal gøre for at holde sig selv i stand til at være rolig og mentaliserende, siger hun.
Brug din viden
Janne Østergaard Hagelquist er med på, at det kan lyde paradoksalt, at fx onlineyoga har prioritet, når man ellers bruger alle døgnets vågne timer på at drage omsorg for et udsat barn, der kan have en endeløs række af udfordringer med sig.
Men coronakrisen kalder netop på familieplejernes overskud og mentaliseringsevner, fordi situationen puster liv i angst og traumer hos barnet såvel som optrapper konfliktniveauet hos den rastløse teenager. Ligesom plejebarnet vil reagere prompte på de vibrationer, det mærker fra familieplejeren, og svare igen med primitive mestringsstrategier, hvis familieplejeren er ekstra presset.
– En del af mentaliseringsstrategien går også ud på, at man skal bruge den viden, man har, for at kunne møde barnet med et åbent sind. Den nuværende situation kalder virkelig på, at man trækker på al sin viden om fx teenageadfærd, om anbragte børn og om retraumatisering, siger hun.
Tilgiv dig selv
Og så skal man ikke mindst acceptere, at der er en langt højere risiko for mentaliseringssvigt for øjeblikket, hvor man fx ender ud i at blive vred på teenageren, der ’fucking ikke gider vaske hænder’, mener Janne Østergaard Hagelquist.
– Der handler det om at tilgive sig selv og være rollemodel for at sige undskyld, siger hun.
Men når alt kommer til alt, er de to psykologer slet ikke i tvivl om, at familieplejere kan holde til presset. Som Pia Ryom udtrykker det:
– Mange af dem har jo heldigvis allerede gode og stærke relationer til børnene – de er jo meget dygtige de her familieplejere. Og når vi står i situationer som nu, har vi de ekstra kræfter, der skal til, fordi vi har et ekstra beredskab – sådan er vi mennesker konstrueret. Når epidemien er ovre, skal vi til gengæld tænke over, hvordan får vi samlet op på de reaktioner, der kommer.
10 GODE RÅD TIL AT KLARE PRESSET
- Få struktur på dagen, da det giver både børn og voksne overblik og virker afstressende. Der skal dog også være mulighed for spontanitet og afslapning.
- Sørg for alenetid og egenomsorg. Du er nødt til at passe på dig selv for at kunne klare opgaven.
- Accepter, at du bliver påvirket af situationen, selvom du som menneske er udviklet til at håndtere krisesituationer. Det er naturligt at reagere følelsesmæssigt, selvom du er professionel, har erfaring og er fagligt rustet til arbejdet.
- Acceptér, at selvom du gør dit bedste, lykkes du måske ikke 100 pct. hver gang. Den tolerance er vigtig. Og husk at anerkende og værdsætte dig selv og andre – hele vejen rundt: familieplejer til familieplejer, faggruppe til faggruppe. Sig til dig selv, at når du lige nu gør dit bedste, gør du det godt – ikke bare godt nok, men godt.
- Fokuser på nu’et, som måske ligefrem er rart og hyggeligt – ikke konflikten for 10 minutter siden eller uvisheden om, hvad der sker om 14 dage.
- Tal svære situationer og gode oplevelser igennem med din ægtefælle eller andre familieplejere. Slut altid snakken med en positiv historie. Det gør det nemmere at lægge dårlige oplevelser på hylden. Husk desuden at tale om andet end corona – tal fx om, hvad I glæder jer til at kunne gøre, når krisen er ovre.
- Frygten for coronasmitte er naturlig og nødvendig for at være tilstrækkeligt agtpågivende. Men vær opmærksom på, at den ikke får lov at fylde for meget. Hvis frygten tager overhånd, kan du fx dyrke motion for at aflede tankerne
- Lav din egen ’beredskabsplan’ i tilfælde af, at en i husstanden bliver smittet. Så behøver du ikke længere tumle med tanker om, hvad der vil ske, men har et grundlag at handle på. Og mennesker er skabt til handling.
- Luk ned for medierne, så du ikke bliver oversvømmet med informationer og dermed fodrer frygten. Hold i stedet fri, når du har fri, og lad op med gøremål og ting, der gør dig glad.
- Bevar humoren. Sort humor har altid været en overlevelsesstrategi for mennesker, og den er vigtig nu.
Kilde: Pia Ryom, ledende arbejdspsykolog ved Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, og Janne Østergaard Hagelquist, psykolog og grundlægger af Center for Mentalisering.
Mentalisering kort fortalt
Mentalisering er at forstå sin egen og andres adfærd ud fra mentale tilstande. Mentale tilstande er bl.a. følelser, tanker, behov, mål og grunde. Mentalisering kan også beskrives som at forstå misforståelser. Når man mentaliserer, har man sind på sinde; både ens eget sind og andres sind. Man ser bag om adfærden og overvejer, hvad der ligger bag en given adfærd.
Vi mentaliserer alle sammen, når vi interagerer med hinanden, men vi er sjældent opmærksomme på, at vi gør det. Mentalisering foregår for det meste automatisk – fx når interaktionen med den anden glider let, og vi har det rart og godt med hinanden – ved at vi hele tiden er opmærksomme på vore egne og den andens mentale tilstande og tilpasser vores handlinger efter det. Fx kan små ændringer i den andens ansigtsudtryk eller måde at sige tingene på få os til at tilpasse vores handlinger.
I det øjeblik, der opstår gnidninger, misforståelser eller konflikter i situationen, kan man gøre brug af kontrolleret mentalisering ved at overveje og reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande i situationen.
Hvis man fx sidder ved middagsbordet, og plejebarnet pludselig bliver helt stille, holder op med at spise sin mad og kigger ned i bordet, kan man stoppe op og tænke over: ’Gad vide hvad der foregår? Mon hun blev ked af det, jeg sagde lige før?’. På baggrund af sine overvejelser om, hvad plejebarnets adfærd mon skyldes, kan man spørge hende, og på den måde kan man i fællesskab nærme sig en forståelse af misforståelsen.
Få mere viden om mentalisering
Kilde: Center for Mentalisering