Visuelle krammere og mad til døren
På det socialpsykiatriske bosted Mette Mariehjemmet gør medarbejderne alt, hvad de kan for at beskytte de i forvejen udsatte borgere. Også selvom corona har vendt op og ned på alle rutiner og hele den pædagogiske tilgang
– Vi har lavet om på alt det vi plejer. Sådan fortæller Marlene Kryger Engel, som er forstander på det socialpsykiatriske bosted Mette Mariehjemmet i Vanløse:
Vi har lavet bostedet om til et femstjernet hotel! Vi bringer omsorg direkte ud til den enkelte beboer i form af hjemmelavede Bountys, lækker rabarbertrifli og virtuelle kram, hvor vi står to meter fra hinanden med armene over kors og god øjenkontakt. En kreativ medarbejder har også strikket nogle små coronavirus, så vi visuelt kan forklare vores beboere, hvor alvorlig situationen er, og hvad sådan en coronavirus egentlig er for en.
Vores hverdag er vendt helt på hovedet - ikke mindst fordi vi har lavet markant om i vores pædagogik. Normalt er vi rigtig meget sammen med beboerne. Vi spiser sammen og har masser af fælles aktiviteter, og vi arbejder meget med berøring, rigtig mange knus, nada og massage. Med corona er vi gået i den fuldstændig modsatte grøft. Fra dag et tog vi i Bauhaus og købte masker og beskyttelsesbriller - og forbød alle besøg udefra. Vi tog også hurtigt en snak med hver enkelt beboer om, hvad corona er, hvordan det smitter - og hvorfor det er nødvendigt at passe på dem.
Rent praktisk så har vi stoppet al fælles aktivitet i huset og justeret vores åbendør politik. Vi laver mad til beboerne tre gange om dagen, og så tager vi hver enkelt beboer ud én af gangen og sørger for, at de får vasket hænder og sprittet af, før maden udleveres. Ingen spiser sammen. Også medarbejderne sørger for at minimere al social kontakt, for vi bærer jo også et stort ansvar for ikke at smitte beboerne.
Hver dag er vi rundt på værelserne for at tage beboernes temperatur, og dem, der har forhøjet temperatur, isolerer vi med det samme. Lige nu har vi fx en beboer i karantæne - og han skal bare åbne døren og kalde ’personale’, så er vi der for ham. Vi køber også ind for beboerne, hvis de ønsker det - og jeg oplever virkelig, at de lytter til os, når vi forklarer, at vi gør det her for at passe på dem, fordi de står med et svækket immunforsvar. Så vi er gået fra en hverdag bygget på fællesskab og åbne døre til en virkelighed, hvor det hele handler om at holde afstand og minimere alt det, vi plejer at gøre sammen.
Men jeg er dybt imponeret over, hvordan beboerne har taget imod det. Vi arbejder med en målgruppe, som hader alt, hvad der hedder regler og forbud og gør alt, hvad de kan for at bryde dem. Men måske fordi vi til hverdag gør så meget for at undgå regler, så forstår de nu, at det her er alvor. Og de mærker det også, når de går ud, at et eller andet er helt anderledes i det her samfund. Og gudskelov har vi naturen, hvor vi kan gå nogle gode lange ture. I god afstand fra hinanden.