Nej til grædende pårørende: Jeg har ikke syntes om mig selv bagefter

Alligevel kom statsministerens totale nedlukning af samfundet som lidt af en overraskelse.

– Man gør kun sådan noget her, hvis det er så vigtigt, tænkte jeg. Og jeg var helt klar til at løse den store opgave, vi havde foran os, fortæller Elin Daugaard om den martsaften, hvor omsiggribende initiativer blev iværksat for at mindske smitten af den virus, som har krævet titusindvis af døde verden over.

Samtidig følte hun sig også tryg ved de myndighedspersoner, der stod foran podierne i Spejlsalen i Statsministeriet. Politikere og topembedsmænd virkede sikre, men ikke skråsikre, og de var ærlige om, at de ikke kendte slutningen.

Netop den følelse ville Elin Daugaard som leder gerne give videre til de ca. 600 medarbejdere på Sølund.

Overlevelsen kom først
I de første dage var der travlt med de nye procedurer og arbejdsgange. Og de nye retningslinjer for tøj og hygiejne var en stor omvæltning for socialpædagogerne, der er vant til at sætte kontakten til borgerne og borgernes udvikling og trivsel først.

Elin Daugaard, som rent fysisk befandt sig på et af de tre lederkontorer, hvor ledelsen i to meters råbeafstand har kunnet sparre med hinanden, arbejdede dog også på at sikre, at kerneopgaven selvfølgelig også forblev i fokus. Fx helt konkret på maven af medarbejderne.

Ledelsen fik lavet T-shirts til alle medarbejdere med de fire søjler i Sølunds socialpædagogiske tilgang, Gentle Teaching: Borgerne skal være trygge, elskede, kærlige og opleve at være i et fællesskab.

Men overlevelsen kom først. Alle møder blev aflyst. Alle borgere måtte holde sig hjemme fra aktivitetscentret og i øvrigt aflyse samtlige ture til frisør og købmanden. Alle udefrakommende besøg blev aflyst.

Landsbyen Sølund var lukket ned.

Aflyst skitur
Men Sølunds indbyggere var ikke de eneste, der måtte aflyse planlagte begivenheder. En skiferie til Østrig i starten af marts, hvor Elin Daugaard skulle have fejret sin 59-års fødselsdag sammen med sin familie, blev aflyst, længe inden grænserne blev lukket.

– Vi havde jo fulgt udviklingen i medierne, og selvom vi ikke skulle have været til Ischgl (et epicenter for smitte i Østrig, red.), så traf jeg beslutningen om at aflyse turen for ikke at risikere at bringe smitte hjem til Sølund. Der gik et døgns tid, hvor jeg spekulerede og ærgrede mig, men jeg var egentlig lettet, da beslutningen blev truffet. Jeg må i den grad være en god rollemodel for mine ansatte, og jeg ville forvente det samme af mange af medarbejderne, siger hun.

I isolation
I Slangerup gik souschef på bofællesskabet Lykke Marie Gitte Ejlertsen også og var lidt bekymret. Hun ventede på svar på en COVID-19-podning af en af de 24 unge i bofællesskabet, der alle har multiple funktionsnedsættelser og behov for hjælp døgnet rundt. Sammen med resten af ledelsen havde souschefen truffet beslutning om at lukke Lykke Marie straks efter statsministerens udmelding.

– Vores allerstørste og fornemste opgave har været – og er fortsat – at beskytte de unge – og i virkeligheden også beskytte dem imod deres pårørende. Det er så modsatrettet følelsesmæssigt, for det er jo far, mor og søskende. Ingen tvivl om, at afsavnet går begge veje, det er vi godt klar over. Og selvom vi har mødt stor forståelse fra mange, har vi også mødt det modsatte, fortæller Gitte Ejlertsen.

Bekymringen trak ud, fordi den unge ikke havde noget NemID og derfor skulle vente hen over påsken, til egen læge kunne oplyse svaret på prøven. I ventetiden blev beboeren isoleret sammen med en socialpædagog i sin lejlighed på Lykke Marie.

– Og så viste det sig, at prøvesvaret var blevet væk. Men symptomerne var også forsvundet, og en hjemmesygeplejerske fra Frederikssund Kommune gav beboeren lov til at komme ud igen, fortæller Gitte Ejlertsen.

Værnemidler, tak
Den episode har – ligesom arbejdet for at sikre tilstrækkeligt med de allerede før pandemien nødvendige værnemidler – været en af Gitte Ejlertsens største bekymringer. Ligesom det har været at skulle træffe de livsvigtige beslutninger, der ændrer hverdagen så markant for så mange.

– Det har været grænseoverskridende at stå med ansvaret nogle gange. Vi fjerner os jo menneskeligt fra hinanden, når vi ikke giver hånd, krammer og er tæt på hinanden. Men jeg har prøvet at huske på, at det er første gang for os alle sammen i hele verden. Træffer vi en forkert beslutning som ledere, er det bedste, vi kan gøre, at træffe en ny, siger hun.

Det har været grænseover­skridende at stå med ansvaret nogle gange. Vi fjerner os jo menneskeligt fra hinanden, når vi ikke giver hånd, krammer og er tæt på hinanden.

Gitte Ejlertsen, souschef på Bofællesskabet Lykke Marie

Flere smittede
Beslutninger med store konsekvenser var der også masser af på aflastnings- og botilbuddet Bengerds Huse i Ringsted. Leder Birthe Hansen måtte navigere gennem det værst tænkelige, da en borger først blev testet positiv for COVID-19, indlagt og sidenhen døde af sygdommen.

Yderligere to borgere blev testet positive og endnu én indlagt, men begge er siden kommet sig. Også tre medarbejdere blev smittet.

– Nogle medarbejdere blev bange. Både for selv at blive smittet – og for at smitte deres egen familie. Men samtidig var der jo også en stor omsorg for borgerne og en bekymring for, om mange flere nu ville dø. Der var hele tiden de der dobbelte følelser, siger Birthe Hansen.

Som leder havde hun derfor rigtig mange hensyn, der skulle tages:

– Det var ingen let opgave, men jeg synes, jeg har forsøgt at være til stede, så medarbejderne kunne gå til mig, hvis de ville snakke. Og jeg har forsøgt at være troværdig og at anerkende dem i deres oplevelse. Men samtidig måtte jeg jo også sørge for, at der var nogen på arbejde. Her var der medarbejdere, der løftede rigtig meget og tog hensyn til dem, der ikke kunne, fortæller Birthe Hansen.

Nogle medarbejdere blev bange. Både for selv at blive smittet – og for at smitte deres egen familie. Men samtidig var der jo også en stor omsorg for borgerne og en bekymring for, om mange flere nu ville dø.

Birthe Hansen, leder af aflastnings- og botilbuddet Bengerds Huse

Savn og atter savn
På Sølund oplever Elin Daugaard, at afsavn i hver­dagen er en af de konsekvenser, coronaen har ført med sig. Især det store savn fra og til de pårørende har krævet meget af hende som leder. For hvordan hindrer man en forælder i at se sit barn i ugevis? Og hvordan forklarer man til et menneske med et lavt funktionsniveau, at mor og far ikke kommer – og at der måske går meget lang tid?

– Det er virkelig dilemmafyldt. Hensynet til sundheden skulle jo stå først for at begrænse smittekæder, men det er meget svært at afvise en grædende forælder. Og jeg har lagt røret på efter samtaler med pårørende og ikke syntes om mig selv bagefter. Men jeg har forsøgt at rumme deres følelser bedst muligt og samtidig holde fast. For opgaven er at mindske smitte. Der er et højere formål, siger Elin Daugaard.

Jeg har lagt røret på efter samtaler med pårørende og ikke syntes om mig selv bagefter. Men jeg har forsøgt at rumme deres følelser bedst muligt og samtidig holde fast. For opgaven er at mindske smitte.

Elin Daugaard, områdeleder Landsbyen Sølund

Streng højtid
Især var påsken hård for mange. Konkret afvejede de på Sølund besøgsrestriktionerne sådan, at borgerens trivsel og funktionsniveau afgjorde det. Var der tegn på depressiv og meget udadreagerende adfærd, fordi borgeren ikke var i stand til at forstå konsekvenserne af en pandemi, så måtte der slækkes på forbuddet, og udendørs besøg arrangeres.

– De pårørende har skullet have stor tillid til os. Og vi har forsøgt at kommunikere så meget og have så stor åbenhed som muligt – også når det handler om testene for corona, forklarer hun.

Hver gang en medarbejder eller borger har været
testet for COVID-19, holdt Elin Daugaard vejret. Men i skrivende stund (slutningen af april, red.) har der endnu ikke været nogen smittede borgere på Sølund.