icon_allarticles icon_arrow_down icon_burger icon_checkmark icon_cross icon_download icon_email icon_facebook icon_print icon_search icon_site-switcher
Close
– Det er entydigt godt, at der er blevet lyttet så meget til vores input. Det er os, der er hverdagseksperter, siger forbundsformand Benny Andersen, som er glad for, at der nu er udsendt konkrete retningslinjer for, hvordan man genoptager aktiviteter på det sociale område.
Coronavirus

Socialpædagogerne: Der er blevet lyttet til os

Med vigtige input fra Socialpædagogerne har Socialstyrelsen udsendt nye retningslinjer for genåbningen af socialområdet. Forbundsformanden er tilfreds med de konkrete anvisninger for, hvordan man genoptager aktiviteter på en forsvarlig måde

Mens stor dele af det sociale område ikke har været lukket ned i forbindelse med corona, så har en lang række sociale tilbud og indsatser i en periode været helt eller delvist lukket ned. I takt med, at genåbningen af samfundet nu er i fuld gang, kan disse nu gradvist vende tilbage til normale forhold. Det gælder fx aktivitets- og samværstilbud, socialpædagogisk støtte og indsatser overfor borgere i hjemløshed, på herberg og med misbrug.

Derfor har Socialstyrelsen i tæt samarbejde med bl.a. Socialpædagogerne udarbejdet nogle overordnede retningslinjer form genåbningen, der bl.a. beskriver, hvordan man begrænser smitterisiko, håndterer mistanke om smitte - og hvordan man skaber trivsel for det enkelte menneske på de forskellige typer af sociale tilbud.

Socialpædagogernes forbundsformand Benny Andersen godt tilfreds med, at retningslinjerne er baseret på vigtige input fra fagpersoner som fx Socialpædagogerne:

– Det er entydigt godt, at der er blevet lyttet så meget til vores input. Det er os, der er hverdagseksperter. Det er os, der meget præcist kan sige, hvor skoen trykker – og derfor kan være meget konkrete i vores tilbagemeldinger på lovgivningsarbejdet. Det er til stor gavn for de borgere, vi jo skal beskytte, siger han.

Se ’Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område’

Specifikke anbefalinger til flere områder
De nye retningslinjer fokuserer på følgende indsatsområder: Udsatte børn og unge, udsatte voksne, borgere i botilbud, borgere der modtager støtte i eget hjem - og borgere i hjemløshed, på herberg og med misbrug.

For hvert område er der specifikke anbefalinger, der tager afsæt i Sundhedsstyrelsens retningslinjer og vejledninger omkring fx smitte, værnemidler og test. Men også anbefalinger, der kommer med konkrete anvisninger omkring lempelse af besøgsrestriktioner, møder med borgere, gruppeaktiviteter og om, hvordan man som medarbejder skaber tryghed og trivsel i hverdagen for borgerne.

Bliver ved med at påvirke
Benny Andersen ser de nye retningslinjer som et dynamisk papir:

– Det er klart, at ting går hurtigt i disse corona-tider. Selvfølgelig skal der åbnes op på sociale område også – og selvfølgelig skal åbningen gå hånd i hånd med retningslinjer, som både er i trit med sundhedsmyndighederne og med den faglige hverdag, vi har som socialpædagoger. Derfor er de nye retningslinjer også et mere dynamisk papir, som vi bliver ved med at forsøge at påvirke, hvis vi fx oplever, at det er for langt fra den virkelighed, vi arbejder i, siger han og kommer i den forbindelse med en opfordring til medlemmerne.

– Derfor hører vi også meget gerne fra jer, hvis I på jeres arbejdsplads støder på noget, der er uklart, eller som I savner svar på.

Skriv en mail til forbundsformand Benny Andersen på forbundsformanden@sl.dk

Kort om retningslinjerne

Socialstyrelsens ’Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område’ omhandler følgende indsatsområder:

  • Udsatte børn og unge
  • Udsatte voksne
  • Borgere i botilbud
  • Borgere der modtager støtte i eget hjem
  • Borgere i hjemløshed, på herberg og med misbrug

For hvert indsatsområde er der retningslinjer for, hvordan man håndterer fx hygiejnekrav, smitterisiko, værnemidler og test, ligesom der også er retningslinjer for, hvordan man afvikler besøg udefra på tilbuddene, hvordan man afholder møder med borgere - og hvordan man sikrer tryghed og trivsel på tilbuddet.

Se de samlede ’Retningslinjer for genoptagelse af aktiviteter på det sociale område’

Denne artikel er en del af temaet/temaerne: Socialpolitik, Forbundsnyheder, Socialpædagogisk praksis