Vi er helt enige om at være plejefamilie
De er ægtefolk og kolleger, Marlene og Henning Hansen, som sammen har fire teenagepiger, hvoraf den ene er deres biologiske datter
Marlene Hansen, 52 år - og familieplejer gennem mere end 20 år. Sammen med sin mand har hun for øjeblikket fire teenagepiger, hvoraf den ene er deres biologiske datter.
Henning Hansen, 63 år - og familieplejer på fuld tid sammen med sin kone. Parret har også haft flere kortvarige anbringelser, fx akutanbragte spædbørn, som siden blev bortadopteret.
Læs mere om parrets arbejde som familieplejere i artiklen 'Vi ville bare have børn i vores liv'.
Henning:
Det er vigtigt, at man som ægtepar er helt enige om at ville være plejefamilie. Du skal lukke et andet menneske ind og betragte det som et familiemedlem.
Marlene:
Vi griner lidt og siger, at vi har samling klokken 10.00, når børnene er sendt afsted. Så drikker vi kaffe og aftaler: Hvem sørger for dit, hvem sørger for dat?
Henning:
Vi har vores rutiner, som vi ikke behøver tale om og tænke over, og der er vi nok meget traditionelle: Køkkenet er Marlenes domæne, og når en cykel er punkteret, er det mig, der lapper.
Marlene:
Henning er virkelig tålmodig. Jeg tror aldrig, jeg har hørt ham give en skideballe, og når han skal hjælpe med lektier, kan han blive ved og ved og ved og ved.
Henning:
Marlene er den stabile mor. Hun er både den, der kan klare små problemer som fx at finde strømper og sutsko, og den, som pigerne kommer til, når de har noget, de vil tale om.
Marlene:
Man kan godt få lidt fugtige øjne, når plejebørnene viser, at de har fået noget med sig fra os. At vi har givet sådan nogle små mennesker en tryghed.
Henning:
Når vi har været på kursus sammen, sparrer vi altid bagefter i bilen. Hvordan kan vi bruge det, vi har lært, derhjemme?
Marlene:
Vi kan jo ikke gå i biografen om aftenen, for der passer vi børn. Men så har vi vænnet os til at gå i pensionistbio eller babybio om formiddagen. Også selvom vi ikke har nogen baby.
Henning:
Umiddelbart kan jeg ikke sige, at der for os er noget negativt ved at være plejefamilie. Men nogle gange joker vi med, at i vores arbejde skal vi selv arrangere vores julefrokost. Du kommer ikke automatisk ud og væk fra hjemmet.
Marlene:
Som familieplejer skal du groft sagt være parat til at tørre bræk op efter en tiårig, der ikke er din egen. Plejebørnene får også lus og lange negle, der skal klippes, og det skal du bare være klar på. Men man vokser også med opgaven.
Henning:
Jeg ved ikke, om vi ligefrem har fået et bedre forhold af at være plejeforældre – men det har i hvert fald ikke skadet det.
Marlene:
Vi gider ikke bruge tid på at skændes og diskutere, hvad vej toiletrullen skal vende. Men det har ikke noget at gøre med, at vi er plejeforældre. Sådan har vi altid haft det.